Lovforslaget havde følgende ordlyd:

„I lov om menighedsråd, jfr. lovbekendtgørelse nr. 309 af 1. september 1966, som ændret ved lov nr. 224 af 3. juni 1967 og lov nr. 155 af 8. maj 1968, affattes § 13, stk. 2, således:

„Stk. 2. Af kirkekassens (menighedsrådskassens) midler kan menighedsrådet endvidere inden for et maksimumsbeløb, der fastsættes af kirkeministeren, yde støtte til foranstaltninger, som rådet skønner egnede til at fremme det kirkelige liv i sognet, pastoratet eller kommunen, samt til kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed. Størrelsen af det beløb, der stilles til rådighed i de anførte øjemed, skal godkendes i forbindelse med stadfæstelsen af vedkommende kasses overslag, og det må herved iagttages, at det ansatte beløb står i passende forhold til de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, herunder befolkningens størrelse, den stedlige økonomi og betydningen af de formål, hvortil beløbet agtes anvendt. Nærmere regler om, til hvilke formål sådanne beløb kan anvendes, fastsættes af kirkeministeren.""

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse anførte kirkeministeren følgende i fremsættelsestalen:

„I forbindelse med de i 1949 foretagne ændringer i menighedsrådsloven indføjedes bestemmelsen i lovens § 13, stk. 2, hvorved der åbnedes menighedsrådene adgang til af de kirkelige ligningsmidler at anvende et — oprindelig meget beskedent — beløb til stedlige, kirkelige formål. Efter en i 1955 stedfunden ændring af bestemmelsen kan beløbet også anvendes til formål, der vedrører stiftet som helhed.

Beløbet er gentagne gange forhøjet, således at maksimum i mindre sogne nu udgør 3.000 kr. og i større sogne 10.000 kr.

Beløbet kaldes i daglig tale for menighedsrådenes rådighedsbeløb. Denne betegnelse er rent sprogligt ikke ganske korrekt, idet der ikke er tale om et beløb, der står til fri disposition for menighedsrådene. Beløbet kan naturligvis kun anvendes til formål, der falder inden for bestemmelsens forudsætninger, og her har det stedse været en — også i praksis anerkendt og fastholdt — forudsætning, at beløbet ikke kan anvendes til formål, der naturligt henhører under det såkaldte frivillige kirkelige arbejde. Der har således ikke af beløbet kunnet ydes tilskud til kirkelige organisationer og institutioner. Det har ej heller været anerkendt, at beløbet kunne anvendes til dækning af udgifter i forbindelse med sammenkomster for medlemmer af menigheden eller drift af børnehaver og søndagsskoler. Anvendelsen af beløbet har derfor stort set været begrænset til de i bemærkningerne til lovforslaget nærmere omtalte foranstaltninger, som særlig har til formål at samle sognets beboere om kirkens gudstjenester m. v. I øvrigt har udgifterne til udgivelse af sognetskirke- blad mange steder beslaglagt den væsentligste del af beløbet.

I de senere år er der fra menighedsrådenes side jævnligt givet udtryk for ønske om, at anvendelsesområdet for rådighedsbeløbet må blive udvidet, således at menighedsrådene sættes i stand til at støtte flere opgaver end hidtil af rådighedsbeløbet. Spørgsmålet om ændring af den gældende bestemmelse i menighedsrådslovens § 13, stk. 2, blev på denne baggrund taget op til forlods behandling af den af kirkeministeriet nedsatte strukturkommission, som i 1966 har afgivet en betænkning specielt om dette spørgsmål.

Som nærmere omtalt i bemærkningerne til lovforslaget har forhandlingerne i strukturkommissionen, de senere fra alle vedkommende kirkelige instanser indhentede udtalelser og den stedfundne offentlige debat tydeligt vist, at der inden for kirkelige kredse hersker stor og principiel uenighed om, hvor grænserne for rådighedsbeløbets anvenvendelse bør sættes. For så vidt kunne man sige, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt afklaret til, at man bør betræde lovgivningsvejen, og det er da også grunden til, at man har tøvet med at fremsætte nærværende forslag.

Imidlertid synes det fremkomne at vise, at den herskende uenighed dybest set beror på divergerende kirkesyn. Når dette må erkendes at være tilfældet, er der næppe udsigt til, at der inden for en overskuelig tid vil kunne tilvejebringes en mere almindelig principiel enighed på dette område, og det skønnes da ikke rimeligt på ubestemt tid at udskyde en revision af bestemmelsen, når der dog er visse mindre udvidelser af anvendelsesområdet for beløbet, som der ikke er større uenighed om.

Formålet med den foreslåede ændrede affattelse af bestemmelsen, hvorefter der af rådighedsbeløbet kan ydes støtte til „foranstaltninger, som rådet skønner egnede til at fremme det kirkelige liv i sognet, pastoratet eller kommunen", er da først og fremmest at tilvejebringe hjemmel for, at der administrativt kan åbnes mulighed for en videre anvendelse af rådighedsbeløbet end hidtil, alt efter hvad der til enhver tid må skønnes rimeligt og passende under hensyntagen til de før omtalte generelle forudsætninger for bestemmelsen. Det bemærkes i denne forbindelse, at det er anerkendt fra alle sider, at grænserne for beløbets anvendelse som hidtil må fastsættes administrativt, idet det ikke vil være muligt i loven nærmere at præcisere de opgaver, som menighedsrådene kan varetage eller støtte med bidrag af rådighedsbeløbet.

Ved gennemførelse af den foreslåede ændring vil der efter min mening være tilvejebragt en smidig ordning, der vil gøre det muligt for den kirkelige administration at „følge med tiden" på dette område. Efter lovændringens gennemførelse må det påregnes, at der tid efter anden vil kunne blive spørgsmål om at rykke grænserne for beløbets anvendelse længere ud. Større spring i udviklingen bliver der næppe tale om, hvilket allerede de begrænsede midler, som der vil kunne være tale om at stille til rådighed på dette område, vil hindre. I øjeblikket er det særlig visse grene af præsternes virksomhed blandt unge og gamle m. fl., som man — i modsætning til den hidtil fulgte praksis — kunne tænke sig at henføre til de opgaver, som kan støttes af rådighedsbeløbet. Det vil dog fortsat være et grundprincip, at der ikke kan ydes bidrag af rådighedsbeløbet til foranstaltninger, hvortil der kan opnås tilskud andetsteds fra i henhold til bestående eller kommende tilskudsordninger. Jeg tænker herved særlig på loven af 6. juni d. å. om fritidsundervisning af voksne.

Da det efter de gjorte erfaringer må anses for upraktisk at have beløbsrammerne fastsat i selve loven, og da det ydermere under den foreslåede ordning vil være vanskeligt at skønne over, hvilke beløb der fremtidig vil blive behov for, foreslås det at udelade beløbsrammerne af loven, således at maksimumsbeløbene fremtidig fastsættes administrativt. "

Lovforslaget fik ved 1. behandling i folketinget en meget kritisk modtagelse af Orla Møller (S), der betegnede forslaget om overflødigt, hvad principperne for anvendelsen af rådighedsbeløbet angår. Han spurgte, hvad den egentlige grund kunne være til at fjerne beløbsrammen fra loven, når det i bemærkningerne anføres, at man administrativt vil følge samme linje som hidtil. Også Morten Lange (SF) stillede sig yderst kritisk over for lovforslaget og fandt i ministerens fremsættelsestale så mange udmærkede argumenter imod lovforslaget, at han var helt sikker på, at ministeren med ild og sværd kunne forfølge det, hvis det passede i hans hartkorn. Vestergaard Poulsen (KF) havde personligt gerne set, at ministeren havde overladt det til de ansvarlige menighedsråd at fastsætte, hvor meget der i hvert enkelt sogn måtte findes at være behov for til det kirkelige arbejde. Evan Jensen (V) fandt, at forslagets bestemmelse om, at det er ministeren, der fastsætter de nærmere regler om, til hvilke formål der kan ydes støtte, kunne diskuteres. „Ministeren kan sikre ensartede regler, men kan han altid fastslå, hvilke kirkelige aktiviteter der bør støttes, for at det kirkelige liv i sognet fremmes?" Samuelsen (RV) anførte bl. a., at det radikale venstre er af den opfattelse, at rådighedsbeløbene kun skal anvendes til ganske bestemte afgrænsede formål som f. eks. kirkeblade, transporter til gudstjenester og kirkekoncerter, og han gav udtryk for ønske om, at det helt præcist i loven blev formuleret, at kun de fælles nødvendige opgaver skal understøttes. Kirkeministeren takkede ordførerne for den lidt bittersøde modtagelse af lovforslaget. „Jeg ved ikke, om det høje ting har fået en lille fornemmelse af den temmelig smalle rute, som en kirkeminister må befare, med ret dybe kløfter til hver side. Når man tænker på, hvilke talstørrelser det her drejer sig om, er det jo ret bemærkelsesværdigt, at så relativt små beløb kan sætte endog ret stærke lidenskaber i gang."

Efter 1. behandling henvistes forslaget til et udvalg, som afgav en beretning.