Loven stadfæstet 18-06-1969. Lovt. B. nr. 13.
Loven er i overensstemmelse med det udkast, der var udarbejdet af tjenestemandskommissionen af 1965, og udgør den tredje hovedbestanddel af tjenestemandsreformen.
Om baggrunden for denne reform henvises til omtalen under lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken (side 440).
På baggrund af, at det havde vist sig, at en række tjenestemandsgrupper kun med vanskelighed havde kunnet indpasses i det ved tjenestemandslovene af 1958 gennemførte lønnings- klassesystem, samt at det tillige havde vist sig overmåde vanskeligt at ændre relationerne mellem de forskellige tjenestemandsgrupper, havde tjenestemandskommissionen fremsat forslag til en ny lønstruktur, der var opbygget uden hensyntagen til nogen enkelt tjenestemandsgruppe, og som således ganske bryder med det hidtidige lønsystem.
For flertallet af stillinger er lønrammerne opbygget således, at der er en afstand på 2 3/4 pct. mellem de to på hinanden følgende løntrin. For en række højere stillinger er forskellen godt og vel 5½ pct. Herigennem er det blevet muligt at foretage en smidig klassificering af stillinger for de enkelte tjenestemænd og tjenestemandsgrupper, hvis forhold undergår ændringer.
På grundlag af de nævnte løntrinsafstande indeholder loven 40 lønrammer mod de hidtidige 30 lønningsklasser. Der er med andre ord sket en noget større differentiering, for så vidt angår den pensionsgivende løn. Forskellen kommer især frem derved, at der er foretaget en opdeling af større tjenestemandsgrupper
i to eller flere undergrupper med henblik på at kunne yde en højere løn til de tjenestemænd, som i hver af de pågældende grupper er pålagt opgaver, som er særligt krævende i henseende til ansvar, supplerende uddannelse eller på anden måde.
For så vidt angår de enkelte lønrammer, er der sket en imødekommelse af kritikken mod de meget lange lønningsklasser. Det er efter loven således, at de første lønrammer gennemløbes på 10 år. Derefter sker der en afkortning af antallet af alderstillæg, indtil der for de rammer, hvortil chefstillingerne henføres, kun er ét løntrin. I nogle tilfælde er denne udvikling kombineret med en forhøjelse af begyndelseslønningerne. I andre tilfælde har konkurrencemæssige hensyn kunnet begrunde en sænkning af begyndelseslønningerne.
Lønrammerne spænder fra 15.700 kr. for 1. lønramme 1. løntrin til 96.668 kr. for 40. lønramme. Disse grundlønninger dyrtidsreguleres med 3 pct. for hver 3 points udsving i reguleringspristallet. Endelig ydes der som hidtil en særlig feriegocltgørelse på 1½ pct. til lønningerne.
I de seks højeste lønrammer suppleres den pensionsgivende løn for samtlige stillinger med ikke-pensionsgivende, generelle løntillæg. Denne form for lønfastsættelse er valgt for at nå frem til passende pensionsniveauer. Derudover er der til en række stillinger, og det gælder især — men langtfra udelukkende — stillinger i de højeste lønrammer, knyttet ikke-pensionsgivende, såkaldte særlige tillæg. Begrundelsen herfor er, at man har ønsket smidige differentieringsmuligheder, når der til de enkelte stillinger eller stillingsgrupper henlægges opgaver af principielt samme art, men af f. eks. noget varierende omfang.
Efter det hidtidige tjenestemandssystem ydedes et stedtillæg til udligning af husleje- og skatteforskelle i landets forskellige egne. Også efter de nu fastsatte regler skal der i et vist omfang ydes stedtillæg, men efter regler der ganske bryder med det tidligere systems, hvilket hænger sammen med, at begrundelsen for stedtillægget er blevet ændret væsentligt.
Teknikken i stedtillægsordningen er nu den, at der til grundlønningerne ydes et stedtillæg på 5 pct. i seks større provinsbyer; i Nordøstsjælland er tillægget 10 pct. og i hovedstadsområdet 15 pct. For de højere lønningers vedkommende er stedtillægget dog fastsat således, at det udgør samme kronebeløb på en række løntrin og derefter aftrappes, således at det helt bortfalder for lønninger omkring 60.000 kr. Om den nærmere begrundelse for denne stedtillægsordning henvises til lønnings- og pensionsministerens udtalelser ved fremsættelsen af lovforslaget. Udtalelserne er gengivet nedenfor.
I overgangsreglerne er fastsat, at ingen tj enestemand ved indplaceringen i de nye lønrammer må opnå en lønfremgang på mere end 3 pet. af den senest udbetalte løn inklusive eventuelt bestillingstillæg. Lønnen vil blive forhøjet med halvdelen af et eventuelt overskydende beløb den 1. april 1970 og halvdelen den 1. oktober 1970.
Loven trådte i kraft den 1. juli 1969 ligesom den øvrige del af tjenestemandsreformen og skal i overensstemmelse med det i denne gennemførte aftaleprincip kun gælde, indtil aftaler på området indgås mellem lønnings- og pensionsministeren og tjenestemændenes centralorganisationer.
Merudgifterne ved reformens gennemførelse var ved lovforslagets fremsættelse opgjort således, at der i finansåret 1969-70 påregnes merudgifter for statstjenestemænd og aspiranter til statstjeneste- mandsstillinger på ca. 45 mill. kr. Statskassens merudgift vedrørende lærerstillinger i folkeskolen samt i Københavns kommunes skolevæsen er anslået til ca. 22 mill. kr. (idet det herved er taget i betragtning, at statskassen refunderer kommunerne 85 pct. af de samlede merudgifter). Endelig er statskassens merudgift, for så vidt angår folkekirkens tjenestemænd (hvor statskassen fuldt ud afholder lønudgifterne til biskopper og præster for døves og tunghøres menigheder samt 60 pet. af lønudgiften til domprovster, provster og øvrige tjenestemandsansatte præster), anslået til 1 mill. kr.
I finansåret 1970-71 er merudgiften for statskassen anslået til ca. 130 mill. kr. for statstjenestemænd og aspiranter, godt 60 mill. kr. for folkeskolens tjenestemænd (idet refusionsprocenten forudsættes ændret til 60) og ca. 3 mill. kr. for folkekirkens tjenestemænd.
I finansåret 1971-72 påregnes merudgiften for statskassen under forudsætning af uændret bestand af tjenestemænd at blive ca. 1,60 mill. kr. for statstjenestemandsområdet, knap 75 mill. kr. for folkeskolens tjenestemænd og ca. 5 mill. kr. for folkekirkens tjenestemænd.
Ved fremsættelsen af lovforslaget gav lønnings- og pensions- ministeren en udførlig redegørelse for det nye system. Ministeren
beskæftigede sig navnlig med de foreslåede klassificeringer af stillinger og med de problemer, der knyttede sig til en stedtillægsordning. Om disse to spørgsmål udtalte ministeren bl. a.:
„Det er karakteristisk for klassificeringerne, at de på alle områder, hvor der findes sammenlignelige stillinger uden for tjeneste- mandsområdet, tilstræber en balance med disse andre stillingers ansættelsesvilkår. Hvor der kan herske nogen usikkerhed, er klassificeringerne lagt i underkanten. Denne ledetråd vil gøre det muligt på et senere tidspunkt at foretage ændringer i klassificeringerne, uden at dette behøver at indebære lønnedgange for nogen.
Ved vurderingen af rimeligheden af lønfremgangen for en del af statens højere stillinger må man være opmærksom på to forhold: for det første må det utvivlsomt erkendes, at en række af statens højere lønninger gennem adskillige år har været for små i forhold til lønnen for stillinger med tilsvarende ansvar og arbejde uden for de tjenestemandsansattes område. Det har givet sig helt groteske udslag, som f. eks. at det ved avancement til en række stillinger i de nuværende 25. og 26. lønningsklasser har været nødvendigt at yde de pågældende tjenestemænd et særligt tillæg til udligning af den lønnedgang, som de ellers ville blive udsat for ved forfremmelsen. Det må være klart, at en sådan lønpolitik ikke er holdbar.
For det andet er der til et stort antal stillinger i de højeste lønningsklasser knyttet tillæg og honorarer. Jeg kan blot nævne, at der til de syv tjenestemandsstillinger, der er henført til 30. lønnings- klasse, der er den højeste i dag, er knyttet de såkaldte bestillings- tillæg. (Jeg ser her bort fra, at der til denne lønningsklasse også er henført syv ambassadører, for hvem der gælder særlige regler under tjeneste i udlandet).
Regeringen kan ganske tilslutte sig, at kommissionen i sin betænkning så kraftigt er gået ind for den tanke, at den aftalte tjeneste- mandsløn skal udgøre det samlede arbejdsvederlag for udførelsen af det arbejde og de hverv, der må betragtes som led i stillingen. Derer ved overgangen til et aftalesystem noget selvmodsigende i ved siden af de aftalte lønninger at opretholde et system med honorarer m. v. for arbejde, som kan udføres tjenstligt. Det nuværende system med honorarer, sportler etc. er udbygget gennem en lang årrække. Disse honorarer m. v. ydes i vid udstrækning for arbejde, som naturligt kunne henlægges som tjenstligt arbejde uden særskilt vederlæggelse. Regeringen har derfor iværksat en minutiøs gennemgang af alle honorarer, sportler, og hvad andre tillægsordninger der findes. Det er herefter kun tanken at yde særskilt vederlag for sådant arbejde, som ikke kan kræves udført som tjenstligt arbejde af den, der hidtil har udført det, eller af en eller flere andre i vedkommende styrelse eller institution.
Jeg, kan oplyse, at ministeriet for statens lønnings- og pensions- væsen i dag har tilskrevet samtlige ministerier og styrelser med henblik på denne sanering. I denne cirkulærskrivelse, hvoraf genpart er fremsendt til lønningsudvalget, udbeder ministeriet sig fra de enkelte ministerier detaljerede oplysninger om samtlige faste ydelser, der ved siden af den egentlige løn findes inden for vedkommende ministeriums forretningsområde. Det er i cirkulærskrivelsen nøje præciseret, at der ønskes oplysning om såvel finanslovhonorarer, honorar- lignende vederlagsordninger, andre faste vederlags- eller sportelordninger m. v. som øvrige faste vederlag. Også den sidste gruppe er stærkt specificeret, og jeg finder det værd at understrege, at oplysningerne skal meddeles for samtlige hverv, til hvilke medarbejdere er udnævnt eller indstillet af deres ministerium, og hvad enten statskassen eller andre afholder vederlaget.
Såfremt det arbejde, for hvilket der hidtil er ydet vederlag, ikke menes at kunne udføres som tjenstligt arbejde, ønskes en nærmere begrundelse herfor.
Indsendelsen af materialet er naturligvis gjort afhængig af lovforslagets ophøjelse til lov. Jeg forventer, at materialet vil fremkomme meget hurtigt efter vedtagelsen. Besvarelserne vil derefter tilgå lønningsrådet, og jeg regner med i god tid inden den 1. april 1970 at modtage rådets indstilling.
Når honorarsaneringen er gennemført, vil det vise sig, at det store flertal af tjenestemændene næppe har fået nogen lønfremgang af større omfang, og en del må have personlige tillæg til udligning af lønnedgang. Det har i forslaget været nødvendigt at medtage en særlig bestemmelse om sådanne personlige tillæg. Når der kan forekomme så forskelligartede resultater, må det ses i lyset af, at den reform, der nu ligger på folketingets bord, og som først er fuldt gennemført med honorarsaneringen, er den mest gennemgribende, der endnu er foretaget. Det er langtfra således, at der er en ensartet fremgang til alle tjenestemænd eller i det mindste til alle inden for hver lønningsklasse. Jeg nærer tillid til, at vi efter reformens gennemførelse vil have en lønfastsættelse, som i væsentligt højere grad end i dag imødekommer kravene til en rimelig aflønning.
Det er selvsagt meget væsentligt, at der nås en ud fra alle synspunkter rimelig aflønning af tjenestemændene. Kommissionen opstiller den målsætning, at tjenestemændenes ansættelsesvilkår skal være i balance med ansættelsesvilkårene på tilsvarende områder i den øvrige del af samfundet. Regeringen er ganske enig heri.
Der har i tidligere tjenestemandslovgivning naturligvis været en forudsætning om en vis parallelitet i ansættelsesvilkårene. Specielt lovgivningen fra 1958 hviler på sådanne forudsætninger. Erfaringerne siden da har vist, at forsømmes hensynet til en sådan balance, bliver resultatet enten, at staten ikke i fornødent omfang kan rekruttere arbejdskraft til at løse de opgaver, der henlægges til staten, eller, at rekrutteringen i hvert fald ikke kan ske på tjenestemandsvilkår.
Jeg er glad for, at kommissionen i sin indledning til 3. delbetænkning så stærkt har understreget dette forhold og har gjort det helt klart, at hvis det er staten, der skal kunne vælge formen for ansættelsen af sine medarbejdere, så kræver det, at de mulige former er konkurrencedygtige. Således har det — i hvert fald på visse områder — ikke været gennem de senere år, og ingen kan være i tvivl om, at forsyndelserne mod forudsætningen om balance i ansættelsesvilkårene har påført staten mange vanskeligheder — vanskeligheder, som vi herhjemme er nogenlunde ene om at slås med.
Med det foreliggende forslag er der gjort et alvorligt og — så vidt jeg kan skønne — realistisk forsøg på at retablere balancen mellem de forskellige ansættelsesformer. Det er meget vigtigt, at denne balance bevares. Men i konsekvens heraf bliver det nødvendigt for staten at overveje, hvilke ansættelsesformer det vil være ønskeligt at anvende på de enkelte områder. Som eksempel på forskelle kan jeg nævne, at der formentlig ikke er nogen, som. ønsker at afvige fra den hidtidige praksis, hvorefter underordnede læger inden for det offentlige sygehusvæsen ikke tjenestemandsansættes. Omvendt er der vist heller ingen, som kan forestille sig, at po1itibetjente skulle kunne ansættes på anden måde end som tjenestemænd.
På andre områder ligger det ikke lige så klart, hvilken ansættelsesform der har de største fortrin. Derfor bliver det nødvendigt at gennemgå de enkelte personalegruppers funktioner og deres arbejdsområders karakter, før der kan træffes bestemmelse om, hvilken ansættelsesform der er den mest ønskelige.
Jeg har nævnt vigtigheden af, at der bevares en balance mellem ansættelsesvilkårene for tjenestemænd og for andre. Her må man imidlertid erindre sig, at tjenestemandsgruppen ikke kan opfattes som en enhed i så henseende. Det er også vigtigt, at der inden for tjenestemandsgruppen som sådan bevares en passende balance i ansættelsesvilkårene, og det vil især sige i de indbyrdes lønnings- mæssige relationer. Ej heller disse relationer er noget, som én gang for alle kan fastlægges. Relationerne påvirkes til stadighed. Det sker både gennem ændringer i efterspørgsel og udbud for sammenlignelige gruppers vedkommende på det private arbejdsmarked og ved ændringer i de funktioner, som tjenestemændene udøver i staten, folkeskolen og folkekirken. Det vil derfor være nødvendigt, a,t der også er muligheder for en smidig tilpasning i relationerne inden for tjenestemændenes kreds.
Jeg har med stor interesse noteret en enig kommissions beklagelse af, at det under arbejdet med klassificeringen af tjenestemandsstillingerne ikke har vist sig muligt at nå frem til en mere nuanceret lønfastsættelse inden for centraladministrationens chefstillinger. Kommissionen har fundet, at de indtrufne ændringer i arbejdsvilkår m. v. ikke har givet sig fornødent lønmæssigt udtryk. Jeg vil lægge mig kommissionens anmærkning på sinde. Denne svaghed i klassificeringerne bør søges afhjulpet ved kommende aftaler med tjenestemændenes centralorganisationer.
Jeg er ganske enig med kommissionen, når den lægger megen vægt på, at det foreslåede systems muligheder udnyttes til en smidig tilpasning såvel i forhold til den øvrige del af arbejdsmarkedet som af relationerne inden for tjenestemandsområdet. Kommissionen stiller på dette område forslag om, at der nedsættes et permanent udvalg til at arbejde med. stillingsbeskrivelser, stillingsvurderinger og personalebedømmelser. som led i smidiggørelsen af systemet. Allerede under 1. behandling af lovforslagene om statens tjenestemænd og om tjenestemandspension berørtes dette forslag. Jeg vil her kun gentage, at regeringen er indstillet på at nedsætte et sådant udvalg. Men jeg vil gerne understrege kommissionens egen advarsel mod at tro, at der med nedsættelsen af et sådant udvalg er fundet et universalmiddel, som fra den ene dag til den anden kan løse mulige klassi- ficeringsproblemer. Det er meget vigtigt, at man gør sig klart, at et sådant udvalgs arbejde nødvendigvis må være langsigtet. Jeg vil især pege på den afgørende betydning, det må tillægges, at der først skabes forståelse hos alle interesserede parter for de muligheder og de begrænsninger, som disse personaleadministrative hjælpemidler rummer. Det er ikke mindst vigtigt, at teknikken beherskes af dem, der skal arbejde med hjælpemidlerne. Ellers vil arbejdet komme til at foregå uden den tillid, som er den centrale forudsætning for vellykkede resultater. Der forestår derfor et meget betydeligt oplysnings- og uddannelsesarbejde, som det er en forudsætning at såvel styrelser som personaleorganisationer tager aktiv del i.
Som endnu en side af de meget vigtige problemer omkring tilvejebringelsen af ligevægt i ansættelsesvilkårene vil jeg gerne pege på de problemer, det skaber for tjenestemandsområdet, at der er væsentlige forskelle dels i priser, huslejer og skatter i de forskellige dele af landet, dels i lønningerne på det private arbejdsmarked.
Der har langt tilbage i tiden været knyttet en såkaldt sted- tillægsordning til det statslige lønsystem for at tage hensyn til disse forskelligheder. Det var oprindeligt udelukkende husleje- og skatteforskelle, der indgik i grundlaget for stedtillæggets fastsættelse. Men det har i årenes løb vist sig i stadig højere grad nødvendigt at tage hensyn til de lønmæssige forskelle.
Det kniber en gang imellem med at skabe forståelse for disse synspunkter. Og det kan måske ikke undre. Jeg vil derfor gerne fastslå, at regeringen intet ønske har om at bevare stedtillægsordnin- gen en dag længere, end de underliggende pris- og lønmæssige forskelle gør den nødvendig.
Disse forskelle gør imidlertid en stedtillægsordning nødvendig for tiden. Vore erfaringer fra de senere år viser ganske tydeligt dette. Stedtillæggene har vist aldrig udgjort en mindre del af lønningerne, end de gør nu. Vi er altså ret nær ved at være i den situation, at lønnen er den samme over hele landet. Resultatet er ganske tydeligt: under fuld beskæftigelse har staten ikke kunnet rekruttere til en lang række stillinger i hovedstadsområdet, den nordøstlige del af Sjælland og i visse provinsbyer. Det er på længere sigt ikke holdbart, at tjenestemænd i stor udstrækning må forflyttes fra provinsen til København for at gøre tjeneste. Og alligevel har det været vanskeligt at fastholde arbejdskraften i hovedstadsområdet.
Staten har med andre ord været på vej til ensartede lønninger på en sådan måde, at lønningerne i provinsen som helhed ikke volder konkurrencemæssige vanskeligheder for staten, hvorimod det har været vanskeligt at rekruttere i nogle få dele af landet.
Man kunne også tænke sig udviklingen kørt over i den anden grøft: at staten betalte, hvad vi kan kalde hovedstadslønninger i hele landet. Og jeg har faktisk indtryk af, at det er, hvad en del af modstanderne mod stedtillægsordningen ønsker. Jeg må imidlertid afvise en sådan tanke af to grunde: for det første ville det indebære en merudgift for statskassen på adskillige hundrede mill. kr., og for det andet ville erhvervslivet med rette kunne rette bebrejdelser mod staten for lønføring, hvis statens provinslønninger hævedes med nere tusinde kroner.
Man kan være utilfreds med, at der er disse store lønforskelle på det private arbejdsmarked. Det vil imidlertid være en umulig opgave for staten at bringe denne forskel ud af verden. Men jeg vil da gerne tilføje, at staten — også efter den foreslåede stedtillægs- ordning — øver en betragtelig modererende indflydelse. Forskellen mellem statens lønninger i hovedstaden og provinsen vil fortsat være adskilligt mindre end på det private arbejdsmarked. Vi må så håbe, at ansættelsesvilkårene vil vise sig at være konkurrencedygtige i hovedstadsområdet — for at de er konkurrencedygtige i provinsen, det viser alle hidtidige erfaringer.
Jeg kan imidlertid godt forstå, at man ikke mindst i provinsen ønsker at have det bedst mulige grundlag for de stedtillægsforskelle, som er nødvendige, og derfor har jeg også fulgt kommissionens henstilling om at tilvejebringe en prisgeografisk undersøgelse, som sammen med en mere differentieret lønstatistik kan danne et egnet grundlag for en dybtgående revision af hele stedtillægsordningen. Danmarks Statistik er anmodet om at gå i gang med den prisgeografiske undersøgelse, og jeg forventer, at opgaven gives høj tidsmæssig prioritet.
Indtil resultaterne af en sådan undersøgelse foreligger, vil stedtillægsordningen uden for hovedstadsområdet, Nordøstsjælland og seks større provinsbyer forblive uændret — idet der dog vil blive indført en dyrtidsreguleringsordning. Det kan i denne forbindelse nævnes, at de nuværende satser har ligget fast siden 1962."
Ved 1. behandlingen i folketinget kunne samtlige ordførere for regeringspartierne tilslutte sig principperne i lovforslaget. Også oppositionspartiernes ordførere gav udtryk for tilfredshed med en række nydannelser i lovforslaget, men fandt samtidig, at dette indeholdt forslag, der måtte underkastes en nærmere undersøgelse. Den socialdemokratiske ordfører, Ivar Nørgaard, beskæftigede sig i denne forbindelse navnlig med spørgsmålet om afskaffelsen af de såkaldte „ben" og den af lønnings- og pensionsministeren i sammenhæng hermed lovede varige sanering af en række bestående honorarordninger, specielt i de højere stillinger. Ganske vist havde regeringen ved henvendelse til de forskellige ministerier og styrelser bedt om oplysninger om eksisterende honorar- og sportelordninger, men hvordan ville man sikre sig, at ordningerne blev ophævet, når ministeriernes og styrelsernes svar først ville kunne foreligge, efter at lovforslaget forudsattes vedtaget. Han fandt det endvidere kritisabelt, at man for de højeste stillingers vedkommende havde opgivet at klassificere disse på grundlag af foretagne stillingsvurderinger, men blot foretaget en automatisk oprykning. Om den foreslåede sted- tillægsordning udtalte han, at hans parti havde accepteret en vis geografisk differentiering af lønningerne, så længe man havde en så udpræget differentiering af lønningerne på det private arbejdsmarked. Men efter hans opfattelse forelå ikke noget holdbart statistisk materiale, der var egnet til at tage et så vidtgående skridt, som den foreslåede stedtillægsordning var udtryk for. Han anmodede derfor regeringen om at fremme fremskaffelsen af sådant materiale og først ændre stedtillæggene, når dette materiale forelå.
Morten Lange (SF) kunne have ønsket, at staten i forslaget i højere grad havde markeret sig som lønfører på lavtlønsområdet. Han udtrykte endvidere bekymring over det store spring, der fandtes i lønningerne i den offentlige sektor, men var samtidig klar over, at man her stod over for et område, hvor det i hovedsagen var den private sektor, der var lønførende, hvilket stillede staten over for en ret håbløs opgave.
Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til folketingets løn- ningsudvalg, som i forvejen beskæftigede sig med de øvrige dele af tjenestemandsreformen.
Også folketingsudvalget beskæftigede sig i høj grad med problemerne omkring stedtillægsordningen. Udvalget anførte i sin betænkning herom:
„Udvalget er betænkelig ved den foreslåede, midlertidige stedtillægsordning og havde fundet det meget ønskeligt, om der som led i den samlede tjenestemandsreform havde kunnet foreligge en stedtillægsordning af varig karakter.
Man er opmærksom på, at en dybtgående revision må forudsætte, at der tilvejebringes et detaljeret og statistisk forsvarligt grundlag.
Udvalget har i samråd med ministeren anmodet denne om at foranledige revisionen gennemført den 1. juli 1970. Ministeren har udtalt, at Danmarks Statistik ikke mener at kunne give tilsagn om, at denne meget omfattende prisgeografiske undersøgelse vil kunne afsluttes før slutningen af året 1970. Danmarks Statistik vil imidlertid søge undersøgelsen fremskyndet mest muligt. Ministeren har på denne baggrund givet tilsagn om at rette fornyet henvendelse til Danmarks Statistik om undersøgelsens fremskyndelse. Skulle det imidlertid ikke vise sig muligt at tilvejebringe materialet inden 1. juli 1970, vil revisionen uanset dette blive foretaget med virkning fra denne dato. Ministeren har i øvrigt henledt opmærksomheden på, at Danmarks Statistik behøver en særskilt bevilling til foretagelse af undersøgelsen.
Man er samtidig opmærksom på dels de rekrutteringshensyn, som har gjort det nødvendigt, at der allerede nu sker forhøjelse af lønniveauet for de talstærke grupper af tjenestemænd i hovedstadsområdet, Nordøstsjælland og visse større provinsbyer, dels indvendingerne mod på indeværende tidspunkt, da et helt nyt grundlag er ved at blive tilvejebragt, at ændre på stedtillægsordningen i øvrigt.
Udvalget må imidlertid lægge meget stor vægt på, at der snarest muligt foretages en dybtgående revision. Udvalget peger i denne forbindelse på, at revisionen må løse de problemer, som knytter sig til forskelle i stedtillægssatser inden for samme kommune, såvel de allerede bestående stedtillægsforskelle, hvor f. eks. en by er henført til én sats og resten af kommunen til en anden sats, som de forskelle, der fremkommer ved sammenlægning af kommuner, som er henført til forskellig stedtillægssats. Det kan efter udvalgets opfattelse kun være acceptabelt at affinde sig med forskelle af denne art i en kort overgangsperiode.
Udvalget finder, at stedtillægsordningen også er opretholdt for højerelønnede tjenestemænd, for hvem de synspunkter, der ligger til grund for hele ordningen, ikke kan gøres gældende. Udvalget henstiller derfor, at der optages forhandling om en hurtigere aftrapning af stedtillægssatserne, og er i denne forbindelse opmærksom på, at behovet for ydelse af stedtillæg kan være forskelligt for forskellige grupper af tjenestemænd på samme løntrin.
Udvalget finder det væsentligt, at de foran gengivne synspunkter indgår med vægt i de forestående forhandlinger om en revision af stedtillægsordningen.''
I betænkningen stillede lønnings- og pensionsministeren en række ændringsforslag, hovedsagelig af teknisk karakter.
Efter at disse ændringsforslag var blevet vedtaget ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling med 145 stemmer; 2 medlemmer (VB) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.