Ved loven indsættes i borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 347 af 15. august 1967, som ny paragraf:
„§ 191. Den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer indfører, udfører, køber, udleverer, modtager, fremstiller, forarbejder eller besidder sådanne stoffer med forsæt til at overdrage dem som nævnt i stk. 1."
Lovforslaget fik under behandlingen i folketinget tilslutning fra ordførerne fra S, V, KF og R, medens ordførerne fra SF, VS og Hanne Reintoft (u.p.) argumenterede imod. Der udtryktes fra alle sider tilslutning til forslagets intention om at ramme bagmændene bag narkotikahandelen og ikke stofbrugerne. Modstanderne fandt kriterierne, som domstolene skulle lægge til grund for bedømmelsen af disse spørgsmål, alt for upræcise. Endvidere blev det fra visse ordføreres side fremhævet, at når det afgørende var at straffe bagmændene og ikke brugerne, så ville den foreslåede lov ikke hjælpe meget, idet man ikke hermed havde løst problemerne med at få fat i bagmændene.
Under udvalgsarbejdet blev det diskuteret, om det var nødvendigt at placere straffebestemmelsen således, at der blev hjemmel til telefonaflytning. Også fængsling af unge under 18 år blev diskuteret i udvalget, og det blev henstillet, at der vises den yderste tilbageholdenhed med anvendelse af varetægtsfængsling. Den nødvendige isolation af sigtede under denne alder søges så vidt muligt gennemført ved anbringelse i en institution under bøme- og ungdomsforsorgen. Et mindretal (de socialdemokratiske medlemmer af udvalget) havde den principielle opfattelse, at man helt burde undgå fængsling af personer under 18 år.
Et mindretal (Morten Lange) kunne ikke give tilslutning til lovens skærpede strafferamme for narkotikahandel.
Disse spørgsmål blev også taget op under debatten ved 2. behandling i folketinget. Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 138 stemmer mod 10 (SF og VS) medens 2 medlemmer (Skovland (RV) og Aksel Larsen (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Ved 3. behandling bestemtes det, at det udvalg, hvortil lovforslaget var henvist, skulle vedblive at bestå indtil samlingens slutning.
Af en af udvalget afgiven beretning fremgår bl. a., at der i udvalget er enighed om, at der i begyndelsen af næste folketingsår ved forslag til folketingsbeslutning søges nedsat et udvalg for folketingsåret 1969-70 til at drøfte problemer og modtage information vedrørende narkotikamisbrug.