B 2 Folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg til modtagelse af oplysninger angående arbejdet med rationalisering af statsadministrationen.

Samling: 1968-69
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Forslaget havde følgende ordlyd:

„Ved begyndelsen af hvert folketingsår nedsætter folketinget et udvalg på 17 medlemmer til at modtage oplysninger af arbejdsministeren om det af administrationsrådet planlagte arbejde for en rationalisering af statens administration samt om, hvilke foranstaltninger der i øvrigt tænkes gennemført med dette formål.

Udvalget bortfalder efter folketingsvalg, eller hvis det i meddelelse til folketinget erklærer sit arbejde for afsluttet."

I bemærkningerne til forslaget hedder det:

„Den 24. oktober 1967 forhandledes i folketinget en af Poul Schlüter m. fl. fremsat forespørgsel:

„Hvilke oplysninger kan økonomiministeren give om resultaterne af det hidtidige arbejde for en rationalisering af statsforvaltningen samt om de foranstaltninger, ministeren måtte påtænke med henblik på en intensivering af rationaliseringen?"

På baggrund af den førte forhandling fremsattes i folketinget forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et folketingsudvalg, der skulle modtage oplysninger af vedkommende ressortminister om det af administrationsrådet planlagte arbejde for en rationalisering af statens administration samt om, hvilke foranstaltninger der i øvrigt tænktes gennemført med dette formål.

Forslaget til folketingsbeslutning blev vedtaget af folketinget den 16. november 1967, og det herefter nedsatte udvalg har i folketingsåret 1967-68 arbejdet med de mange problemer vedrørende rationalisering af statsadministrationen.

Da det hidtidige udvalg er ophørt med at eksistere med udgangen af folketingsåret 1967-68, og da det findes værdifuldt, at et folketingsudvalg fortsat beskæftiger sig med disse problemer og fortsat er i stand til at modtage relevante oplysninger fra vedkommende minister, fremsættes nærværende forslag til folketingsbeslutning."

Forslaget blev enstemmigt vedtaget ved 2. (sidste) behandling.