Ved loven er med virkning fra 1. januar 1968 gennemført følgende ændringer i lov om den offentlige sygeforsikring:

Sygekassegrænsen er for forsørgere forhøjet til 42.200 kr. i hovedstadsområdet og til 37.200 kr. i det øvrige land. De senest fastsatte sygekassegrænser var i København m. v. 28.900 kr., for købstæder m. v. 26.700 kr. og for det øvrige land 24.400 kr. Der er således tale om betydelige forhøjelser, for hovedstadsområdet således 13.300 kr., men disse er overvejende af teknisk art. Endvidere forhøjes grænsen for forsørgere af et eller flere børn med 5.525 kr. pr. barn mod tidligere 2.775 kr. pr. barn. Grænsen for ikke-forsørgere er ligesom efter de hidtil gældende regler 75 pct. af de beløb, der danner grænsen for forsørgere.

Forhøjelsen af sygekassegrænsen er som nævnt overvejende af teknisk karakter og foranlediget af skattefradragsreglens bortfald fra 1. januar 1968. Sammenhængen mellem sygeforsikringslovgivningen og skattelovgivningen fremkommer ved, at man ved afgørelsen af, om et medlems indtægt ligger over eller under de anførte grænser, lægger den pågældendes skattepligtige indtægt til grund.

Da der i den skattepligtige indtægt indtil den 1. januar 1968 er foretaget fradrag bl. a. for betalte skatter, har også personer, hvis bruttoindtægt lå over de til enhver tid fastsatte sygekassegrænser, kunnet optages som medlemmer af gruppe A. I de sidste 15 år har således 76-77 pct. af befolkningen over 16 år opfyldt betingelserne for optagelse som nydende medlem af en anerkendt sygekasses medlemsgruppe A. De foretagne ændringer i skattelovgivningen, der som anført har medført skattefradragsreglens bortfald, har betydet en nominel stigning i de enkelte medlemmers skattepligtige indtægt. Såfremt man ved fastsættelsen af indtægtsgrænserne i lov om den offentlige sygeforsikring ikke havde taget hensyn hertil, ville et meget betydeligt antal A-medlemmer blive overført til sygekassernes afdelinger for B-medlemmer. Dette ville ikke alene medføre, at disse medlemmer for fremtiden ville blive væsentligt anderledes stillet i sygeforsikringsmæssig henseende, men også at forudsætningerne for de mellem sygekasserne og lægerne indgåede overenskomster væsentligt ville ændres.

For at undgå sådanne utilsigtede virkninger af ændringer i skattelovgivningen er sygekassegrænserne i princippet forhøjet med et beløb, der er lig med den gennemsnitlige indkomstskat for en familie med indtægt svarende til de hidtil gældende grænser.

For hovedstadsområdets vedkommende svarer dette således til ca. 10.000 kr.

Den øvrige forhøjelse, der for hovedstadsområdet andrager ca. 3.300 kr., hidrører fra en almindelig regulering af grænserne som følge af lønudviklingen. Det erindres herved, at sygekassegrænserne siden sygekasseloven af 1930 er blevet fastsat til et beløb, der for forsørgere svarer til faglærte arbejderes årsindtægt ved fuld beskæftigelse.

Som det fremgår af det ovenstående er antallet af kommunegrupper reduceret fra 3 til 2.

Efter de hidtil gældende regler fastsattes indtægtsgrænserne særskilt for Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner, for købstæder, flækker og bymæssige bebyggelser med over 1.500 indbyggere og for det øvrige land.

Denne opdeling i 3 kommunegrupper var begrundet i en antagelse om forskelle i indtægtsforhold og leveomkostninger i de 3 områder. For at afværge åbenbare urimeligheder foranlediget af ændringer i bebyggelsesforhold og leveomkostninger indeholdt loven tillige regler, der åbnede mulighed for oprykning fra én kommunegruppe til en anden med højere indtægtsgrænse. Efter indstilling fra vedkommende kommunalbestyrelse afgjorde socialministeren, om betingelserne for oprykning var til stede.

Som begrundelse for den foretagne ændring var det i bemærkningerne til lovforslaget anført, at de senere års udvikling i retning af etablering af større kommunale enheder, jfr. nu også loven af 3. juni 1967 om revision af den kommunale inddeling, den betydelige udflytning til forstadsbebyggelser og den deraf følgende udjævning af indtægter og leveomkostninger i by og på land, havde medført stadig stigende vanskeligheder med tilrettelægning af en praksis for oprykning, der på den ene side tog tilstrækkeligt hensyn til udviklingen og på den anden side ikke tilsidesatte den hidtil gældende lovs forudsætninger om eksistensen af 3 kommunegrupper. Disse vanskeligheder var navnlig udtalte for så vidt angår forholdet mellem købstæder m. v. og landdistrikter og forstærkedes yderligere af de stedfindende sammenlægninger i storkommuner.

Den overgang fra A-medlemskab til B-medlemskab og omvendt, som er følgen af sammenlægning af de hidtidige kommunegrupper II og III, vil efter de foretagne beregninger opveje hinanden, når indtægtsgrænsen for det samlede område er fastlagt som ovenfor angivet.

Som en rent teknisk ændring har man direkte i lovteksten fastsat de absolutte indtægtsgrænser, ligesom man i selve lovteksten har sikret en automatisk regulering i overensstemmelse med lønudviklingen for de faglærte arbejdere. Disse bestemmelser har hidtil været fastsat i bekendtgørelser udsendt af socialministeriet og har i et vist omfang forudsat forhandling med et i dette øjemed nedsat folketingsudvalg.

I lovens afsnit II om dagpenge til lønarbejdere i tilfælde af sygdom eller fødsel er indsat en særregel, som betyder en lempelse for lærlinge m. fl. for så vidt angår spørgsmålet om fastsættelse af grænserne for dagpengenes størrelse. Disse grænser fastsættes på grundlag af medlemmets daglige fortjeneste inden for den sidste uge før sygemeldingen, hvilket udelukker, at der tages hensyn til medlemmets formodede fremtidige indtægter. Man har erkendt, at disse regler er mindre rimelige for så vidt angår personer, der i en del af sygeperioden eller umiddelbart forud herfor har været lærling eller været undergivet tilsvarende systematisk oplæring, og som enten udlæres eller færdiguddannes i sygeperioden eller i ugen umiddelbart før dennes påbegyndelse.

Særreglen, der er indsat som § 53, stk. 3, 3. punktum, er formuleret således:

„Såfremt et medlem, der står i læreforhold eller er under anden uddannelse, kan godtgøre, at han efter sygdommens indtræden ville have kunnet opnå en væsentlig højere fortjeneste, såfremt sygdommen ikke var indtrådt, fastsættes grænserne for dagpengehjælpens størrelse fra nævnte tidspunkt på grundlag af denne højere fortjeneste. Det samme gælder for et medlem, hvis uddannelse er afsluttet i den sidste uge før sygdommens indtræden."

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at kravet om, at der skal være tale om en væsentlig højere fortjeneste, indebærer, at almindelige dyrtidsreguleringer eller stigninger på grund af overenskomstfornyelser ikke vil være tilstrækkelige. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at reglen, svarer til ulykkesforsikringslovens § 44, stk. 6 a, der blev indsat i loven i 1964.

En person, hvis arbejdsudygtighed har haft en varighed af mere end 3 uger, får et tillæg på 1 kr. pr. dag til den beregnede dagpengehjælp, hvilket indebærer, at tillægget efterbetales ham for perioden fra sygdommens begyndelse. Denne forhøjelse, der tilsigter at yde kompensation for forhøjelsen af merværdiafgiften, har virkning for dagpenge, der vedrører sygedage efter den 31. marts 1968. Kravet om, at sygdommen skal have haft en varighed af mere end 3 uger, må ses i sammenhæng med, at et tilsvarende krav er stillet i § 52, stk. 2, med hensyn til efterbetaling af dagpenge for ventetiden, som er de 6 første sygedage.

Lovforslaget var, bortset fra en mindre, reguleringsbestemt forhøjelse af det særlige beløb vedrørende børn, en uændret genfremsættelse af det lovforslag, der var blevet fremsat i 1. samling (årbogen side 457). Ordførerne kunne derfor ved 1. behandling henvise til udtalelserne ved dette lovforslags 1. behandling, hvorved man havde givet tilslutning til lovforslaget. Clara Munck (KF) kunne dog ønske, at personer, hvis indtægt ligger under sygekassegrænsen, skulle kunne vælge B-medlemskab i stedet for A-medlemskab. Hanne Reintoft (VS) kunne også tilslutte sig lovforslaget, men havde gerne set spørgsmålet om karensdagenes afskaffelse, om gifte mænds og kvinders ligestilling med hensyn til dagpenge og spørgsmålet om dagpenge ved ambulant behandling m. v. løst ved lovforslaget.

I den af udvalget afgivne betænkning stillede socialministeren med tilslutning af et flertal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget) et ændringsforslag om kompensation for forhøjelsen af merværdiafgiften, jfr. ovenfor. Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) stillede et underændringsforslag, hvorefter kompensationen skulle komme til udbetaling efter forløbet af de første 6 udbetalingsdage.

Uden for betænkningen stillede Hanne Reintoft, Kai Moltke, Kjær Rasmussen og Sigsgaard (VS) en række ændringsforslag, hvorefter der skulle ydes dagpenge i anledning af ambulant behandling eller undersøgelse på hospitaler eller poliklinikker til erstatning for det herved forårsagede tab af arbejdsfortjeneste eller af arbejdsløshedsunderstøttelse fra en anerkendt arbejdsløshedskasse.

Under debatten ved 2. behandling gav ordførerne udtryk for forståelse for de problemer, der var peget på ved de ændringsforslag, medlemmer af VS havde fremsat. Man mente dog, at de var så nært sammenkædede med spørgsmålet om begrænsning af karensdagenes antal eller deres fuldstændige afskaffelse, at de måtte løses i forbindelse hermed.

Ved afstemningen ved 2. behandling blev det af socialministeren stillede ændringsforslag vedtaget, medens såvel det i betænkningen af et mindretal stillede underændringsforslag som de uden for betænkningen af medlemmer af VS stillede ændringsforslag blev forkastet.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt.