Loven er i overvejende grad en formel tilpasning af den hidtil gældende statsbanelov fra 1959 med senere ændringer. Der er bl. a. tale om tilpasninger til de to internationale konventioner om befordring af personer og rejsegods på jernbaner (CIV) og af gods på jernbaner (CIM). Den væsentligste bestemmelse er lovens § 53, stk. 3, hvorefter ministeren kan foretage forhøjelser eller nedsættelser af de anførte maksimaltakster med samtykke af folketingets finansudvalg. Den anførte bestemmelse kom ind under folketingets behandling af forslaget, jfr. nedenfor. § 6, stk. 3, giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte særlige regler, hvis statsbanerne på visse strækninger ophæver regelmæssig billetkontrol. I sin fremsættelsestale oplyste ministeren, at der i Københavns nærtrafik var tale om forsøgsvis at ophæve den almindelige billetkontrol på en ny strækning.

Det fremsatte lovforslag indeholdt i § 53, stk. 3, en bemyndigelse til ministeren til for hver fulde 3 points udsving i reguleringspristallet for januar og juli at foretage tilsvarende procentvise forhøjelser eller nedsættelser af de i forslaget nævnte maksimaltakster. Ved 1. behandling blev denne bestemmelse, som ministeren i sin fremsættelsestale havde fremlagt til åben diskussion, stærkt kritiseret, og i betænkningen fra det nedsatte udvalg fremsatte ministeren med hele udvalgets samtykke det vedtagne forslag om forhøjelser eller nedsættelser af taksterne med samtykke af folketingets finansudvalg. Med undtagelse af bestemmelsen om regulering af taksterne fik forslaget ved 1. behandling en velvillig modtagelse. I den konservative ordførers fravær gjorde Niels Ravn (KF) opmærksom på, at man i dette parti stadig var stærkt interesseret i tanken om at gøre DSB til et koncessioneret selskab. Holmberg (V) fandt, at det burde fremgå af regnskaberne, hvad det kostede DSB at give hel eller delvis friplads til en række persongrupper. Hanne Reintoft (VS) mente, at takstpolitikken skulle være politisk bestemt og ikke blot rentabilitetsbestemt. Den kollektive trafik skulle være så god og billig, at den blev betragtet som bedre end private transportmidler.

Det nedsatte udvalg indstillede enstemmigt forslaget til vedtagelse med 2 af ministeren stillede ændringsforslag. Det ene var det ovenfor omtalte forslag om finansudvalgets samtykke til takstændringer. Det andet vedrørte beregningen af taksterne i forhold til den kilometerafstand, hvorover befordringen finder sted. Der åbnedes derved mulighed for at bevare en hidtil benyttet tariferingsvej ved nedlægning af banestrækninger.

Det fremgår af betænkningen, at ministeren over for udvalget har tilkendegivet, at oplysning om muligheden for forhandling om særlige aftaler, bl. a. på Store-Bæltsoverfarten, må være tilgængelige for alle, og at meddelelse herom vil blive søgt givet i egnet form. Det fremgår endvidere, at man med ministeren har drøftet, hvorvidt det var ønskeligt, og i hvilket omfang der var hjemmel til, at statsbanerne oprettede datterselskaber, der kunne drives som privat forretning. Udvalget opfordrer ministeren til at lade dette spørgsmål nærmere undersøge. Det siges endelig i betænkningen, at udvalget har modtaget baneplanudvalgets betænkning I, og at man i den anledning har udtrykt ønske om, at folketinget får mulighed for en nærmere drøftelse af de perspektiver, som herved åbnes for DSBs fremtid.

Ved 2. behandling fik lovforslaget og de stillede ændringsforslag tilslutning fra alle sider med undtagelse af Hanne Reintoft (VS), der ønskede fuld offentlighed om takstpolitikken og vendte sig imod, at der ikke længere skulle kræves lovhjemmel til takstforhøjelser. Uden for ordførernes rækker kritiserede Dagmar Andreasen (RV) takstpolitikken på Store-Bælt. Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 154 stemmer.