Ved loven stilles i overensstemmelse med reglerne i statshusmandsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 117 af 10. april 1967, de fornødne midler til rådighed for finansåret 1968-69 til gennemførelse af den i statshusmandsloven omhandlede udlånsvirksomhed.
Lovforslaget var identisk med det forslag til lov om udlån til sammenlægning, supplering samt oprettelse af jordbrug m. m., der blev fremsat i folketinget den 8. december, 1967, men som ikke nåede at blive behandlet, inden valget blev udskrevet, jfr. omtalen på side 435.
Loven adskiller sig ikke væsentligt fra udlånsloven for finansåret 1967-68, men på grundlag af behandlingen i folketinget blev der af landbrugsministeren stillet en række ændringsforslag, hvorved der er sket en forenkling af lovteksten, ligesom landbrugsministeriet og statens jordlovsudvalg er blevet stillet friere med hensyn til fordelingen af de samlede rådighedsbeløb. Lovens §§ 1 og 2 har herefter følgende ordlyd:
„§ 1. I finansåret 1968-69 kan der af jordfondens midler disponeres over 15 mill. kr. til:
1) erhvervelse af fast ejendom til de i statshusmandslovens
§ 7, stk. 1, nr. 1-3, omhandlede formål,
2) udførelse af de i statshusmandslovens § 11, stk. 1-3, nævnte arbejder og anlæg på indkøbte arealer,
3) tilsagn om lån til el- og vandforsyningsanlæg i henhold til statshusmandslovens § 50, stk. 2 og 3, samt
4) tilsagn om tillægslån i henhold til statshusmandslovens §§ 55 og 56.
§ 2. I finansåret 1968-69 kan der af statskassens midler disponeres over 50,4 mill. kr. til tilsagn om lån til:
1) erhvervelse af tillægsjord m. m. i henhold til statshusmandslovens §§ 34, 55 og 56,
2) oprettelse af nye selvstændige brug og nye selvstændige gartnerier i henhold til statshusmandslovens §§ 31 og 33,
3) el- og vandforsyningsanlæg i henhold til statshusmandslovens § 50, stk. 2 og 3,
4) erhvervelse af fælles græsningsarealer i henhold til statshusmandslovens § 59,
5) omlægning af landbrug til gartnerier i henhold til statshusmandslovens § 60, stk. 1,
6) varmeanlæg i drivhuse til bestående gartnerier i henhold til statshusmandslovens § 60, stk. 2, samt
7) anlæg og drift m. m. af frugtplantager i henhold til statshusmandslovens § 61.
Stk. 2. I samme finansår kan der af statskassens midler disponeres over 0,3 mill. kr. til anlæg af adgangsveje i henhold til statshusmandslovens § 45, sidste punktum."
Ved 1. behandling blev lovforslaget gennemgående velvilligt modtaget af de forskellige partiers ordførere med undtagelse af ordføreren for venstresocialisterne, som var af den opfattelse, at forslaget virkede konserverende på en i øvrigt forældet landbrugsstruktur. Chr. Rasmussen (S) rejste det principielle spørgsmål, om det er rimeligt, at havekolonier fortsat henhører under landbrugslovgivningen, bl. a. fordi de stort set kun oprettes i Københavnsområdet. Landbrugsministeren ville gerne tage spørgsmålet op til overvejelse, men fandt, at det naturligt måtte høre hjemme under de drøftelser, der skal føres i regeringens planlægningsudvalg vedrørende den kommende jordlovgivning. Til ordførerne for socialistisk folkeparti og venstresocialisterne udtalte landbrugsministeren, at han ikke mente, at en strukturdebat hørte hjemme under behandlingen af udlånsloven, men at der på et senere tidspunkt ville komme et udspil fra regeringens side om dette spørgsmål.
Flere ordførere kritiserede ved 1. behandlingen den af finansministeriet hævdede praksis, hvorefter en enkes overtagelse af statslånene kun tillades imod, at renten fremover betales efter de for nye lån fastsatte skærpede rentevilkår. I den af folketingsudvalget afgivne tillægsbetænkning henstiller udvalget til landbrugsministeren at ville foranledige denne praksis ændret, således at det, når en ejendom efter ejerens død eller ved skifte i levende live overtages af den anden ægtefælle, tillades denne at overtage lånene på uændrede rentevilkår.
Efter at det ved 3. behandling var blevet bekræftet, at landbrugsministeren var enig i denne indstilling, og at han ville søge finansministeriets praksis ændret, vedtoges lovforslaget med de af landbrugsministeren stillede ændringsforslag enstemmigt med 112 stemmer, mens 3 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.