Loven tilvejebringer hjemmel for, at fødsler og dødsfald i alle tilfælde skal anmeldes til folkekirkens ministerialbøger.

Endvidere fastslås det, hvem anmeldelsespligten påhviler. Det hedder herom i § 2.

„Anmeldelse af fødsel skal foretages af barnets forældre, for barn uden for ægteskab af moderen.

Stk. 2. Anmeldelse af dødsfald skal foretages af afdødes ægtefælle, hvis samlivet bestod, og ellers af hans børn over 18 år eller af hans forældre i den nævnte rækkefølge.

Stk. 3. Findes der ingen anmeldelsespligtig efter stk. 1-2, der er i stand til at foretage anmeldelsen, skal denne foretages af tilstedeværende personer over 18 år, der hører til den fødendes eller afdødes husstand, eller hos hvem den pågældende har ophold.

Stk. 4. Har fødslen eller dødsfaldet fundet sted om bord i et skib eller et luftfartøj, skal anmeldelsen foretages af skibets eller luftfartøjets fører eller hans stedfortræder, såfremt ingen anmeldelsespligtig efter stk. 1-3 er til stede eller er i stand til at foretage anmeldelsen.

Stk. 5. Foretages der medicolegalt ligsyn eller politimæssig undersøgelse i anledning af et dødsfald, skal politiet foretage anmeldelse af dødsfaldet."

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det er tanken, at anmeldelser af fødsler og dødsfald fremtidig skal afgives skriftligt på særlige blanketter, og at personligt fremmøde af anmeldere herefter normalt ikke vil være nødvendigt. Er en anmeldelse ufyldestgørende, kan ministerialbogsføreren dog pålægge den anmeldelsespligtige at afgive personlig forklaring til ham (§ 3).

Lovens ikrafttrædelsestidspunkt er fastsat til den 1. oktober 1968.

I sin fremsættelsestale udtalte kirkeministeren bl. a.:

„Forslaget er udarbejdet med henblik på at tilvejebringe tidssvarende bestemmelser om anmeldelse af fødsler og dødsfald samt at afhjælpe visse mangler ved den bestående retstilstand på dette område. Den direkte foranledning til forslagets fremsættelse er planerne om oprettelse af det centrale personregister, som omtales i det nyligt fremsatte forslag til lov om folkeregistre. Dette registers dataindhold tænkes, for så vidt angår børn, der fødes efter registrets oprettelse, tilvejebragt gennem indberetninger fra ministerialbogsførerne om stedfundne fødselsanmeldelser.

Efter de gældende bestemmelser, der findes i dåbsforordningen af 30. maj 1828, er fødselsregistreringen i ministerialbøgerne kun en foreløbig registrering, hvis formål oprindelig — under den dagældende dåbstvang — alene var at sikre kontrollen med, at alle børn blev døbt i rette tid. Der er følgelig ikke hjemlet adgang til at kræve fødselsanmeldelser afgivet i nogen særlig form eller til at kræve dokumentation for barnets familieretlige og navneretlige stilling fremlagt i forbindelse med afgivelse af fødselsanmeldelser.

Da fødselsregistreringen under nutidens forhold er den grundlæggende registrering, som også folkeregistrene og det centrale personregister skal bygge på, må det anses for påkrævet, at de gamle regler i dåbsforordningen afløses af nye, tidssvarende bestemmelser, der klart fastslår, hvem anmeldelsespligten påhviler, og som giver hjemmel for at fastsætte sådanne nærmere forskrifter om anmeldelsernes form og indhold, om fristerne for deres afgivelse samt om fremlæggelse af dokumentation, som kan tjene til at fremme registreringens hurtighed og nøjagtighed, således at fødselsregistreringen i ministerialbøgerne kan afgive et fyldestgørende grundlag for den efterfølgende registrering i folkeregistrene og det centrale personregister.

Praktiske hensyn i forbindelse med oprettelsen af sidstnævnte register gør det nødvendigt at ophæve den bestående adgang for medlemmer af de her i landet anerkendte trossamfund til at anmelde fødsler til trossamfundenes ministerialbøger. Under forhandlinger med repræsentanter for de anerkendte trossamfund har disse givet tilslutning hertil under forudsætning af, at der gives vedkommende trossamfunds præst underretning om stedfundne fødselsanmeldelser fra medlemmer af hans menighed. Forslagets gennemførelse vil i øvrigt ikke berøre de anerkendte trossamfunds adgang til at føre egne ministerialbøger og til at udstede attester med borgerlig gyldighed efter disse.

Som omtalt i de forslaget ledsagende bemærkninger er pligten til at foretage anmeldelse til ministerialbøgerne om dødsfald ikke lovfæstet. Hensynet til ministerialbøgernes nøjagtighed såvel som til orden og konsekvens i personregistreringen taler imidlertid for, at der om afgivelse af dødsanmeldelser fastsættes tilsvarende regler som med hensyn til afgivelse af fødselsanmeldelser, herunder at anmeldelse i alle tilfælde skal ske til folkekirkens ministerialbøger."

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse af Orla Møller (S), Ulla Worm (KF) og Evan Jensen (V). Nordqvist (RV) stillede sig kritisk over for forslaget, idet han mente, at statskassen kunne spares for store udgifter, hvis man gik over til civilregistrering, ligesom han fandt det uholdbart fortsat at opretholde en særordning for de sønderjyske landsdele. Morten Lange (SF) erklærede sig som en både principiel og praktisk modstander af den kirkelige registrering, og han anså det også for at være økonomisk fordelagtigt at gå over til civilregistrering. Kjær Rasmussen (VS) kunne ikke medvirke til at gennemføre lovforslaget, som han ikke mente ville indebære en rationalisering af personregistreringen. Orla Møller (S) understregede, at han ikke af principielle grunde havde noget imod en civilregistrering, men at det var hans opfattelse, at den ville medføre en betydelig fordyrelse af administrationen. Kirkeministeren udtalte bl. a., at man i kirkeministeriet havde betragtet lovforslaget som sigtende på en særdeles begrænset opgave, og at det ikke havde været tanken med det at rejse en principdebat om den civile registrering.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning forslaget indstilledes til vedtagelse med et af kirkeministeren stillet ændringsforslag vedrørende lovens ikrafttrædelsestidspunkt, som ændredes fra 1. april til 1. oktober 1968.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 126 stemmer mod 14 (SF og VS).