Lov om almindelig arbejderbeskyttelse af 1954 har ikke tidligere været gjort til genstand for almindelig revision. Den her omhandlede revisionslov kan næppe siges at være udtryk for en gennemgribende ændring af arbejderbeskyttelseslovgivningens indhold eller opbygning, men det er muligt, at en sådan ændring kan ventes inden for kortere tid på baggrund af udvalgets betænkning, der er omtalt nedenfor. Ved den her omhandlede lov er der dog foretaget en meget lang række ændringer med ikrafttræden den 1. april 1969, hvoraf de vigtigste er følgende:

1. Reglerne om indretningen af arbejdslokalerne, særlig i ældre virksomheder, der er etableret før arbejderbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. april 1955, og som derfor ikke fuldt ud har skullet opfylde lovens bestemmelser om arbejdslokaler.

I § 13, stk. 1, er opstillet en lang række krav til arbejdsstedets indretning og udstyr i sundheds- og velfærdsmæssig henseende. Dette gælder således med hensyn til loftshøjde, luftrum, gulve og dagslys. Kravene til håndværks- og industrivirksomheder med 3 arbejdere eller derunder har dog efter de hidtil gældende reglers § 13, stk. 2, været mindre omfattende end kravene til større virksomheder. Endvidere har de hidtil gældende overgangsregler i § 77, stk. 1-8, indeholdt undtagelsesbestemmelser med hensyn til nogle af de i § 13 opstillede krav. Virksomheder, som bestod ved 1954-lovens ikrafttræden den 1. april 1955, var således i almindelighed undtaget fra krav med hensyn til loftshøjde, luftrum og gulvhøjde. Tilsvarende undtagelse har været gældende for håndværks- og industrivirksomheder, oprettet efter 1. april 1955, såfremt de beskæftigede 3 arbejdere eller derunder. Undtagelsesbestemmelserne har været gældende for virksomhedens oprindelige lokaler og for lokaler, hvortil virksomheden flyttede, når visse nærmere angivne betingelser var opfyldt. Administrationen af disse regler, til dels i kombination med andre regler, har voldt betydelige vanskeligheder. De er herefter blevet revideret i overensstemmelse med følgende synspunkter:

For så vidt angår arbejdslokaler, der er indrettet før 1. april 1955, består der ikke i dag det samme problem som i 1955, idet en lang række af de større virksomheder, der dengang faldt ind under lovens § 77 og dermed uden for de nye bestemmelsers område, nu i kraft af modernisering og udflytning fuldt ud er blevet omfattet af 1954-lovgivningen.

Til gengæld må det erkendes, at størsteparten af de virksomheder (store eller små), der ikke i den forløbne tid fuldt ud er blevet omfattet af 1954-lovgivningen, fortsat vil have næsten uoverstigelige vanskeligheder ved at skulle opfylde alle bestemmelserne i § 13, stk. 1. Det er navnlig kravene om loftshøjde i stk. 1, nr. 1, luftrum i stk. 1, nr. 2, gulvdybde i stk. 1, nr. 3, 2. pkt., og dagslys i stk. 1, nr. 5, 2. pkt., der giver problemer. En opfyldelse af kravet om loftshøjde kan som regel kun ske ved en udflytning, hvorved en kundekreds kan gå tabt, eller ved at nedrive ejendommen og genopføre den i anden skikkelse.

Det må herefter anses for rigtigst, at § 13, stk. 1, i fuld udstrækning skal gælde for alle virksomheder i nye eller væsentlig ombyggede lokaler (uanset virksomhedens størrelse) efter lovens ikrafttræden den 1. april 1969. For så vidt angår lokaler, der hidtil kun delvis har skullet opfylde kravene i § 13, stk. 1, skal bestemmelserne om loftshøjde, gulvdybde og dagslys først opfyldes i tilfælde af væsentlig bygningsmæssig ændring, i visse tilfælde af ejerskifte samt i tilfælde, hvor der foreligger et særligt faremoment ved virksomheden. Disse begrænsninger i § 13s anvendelsesområde er fastsat i en overgangsbestemmelse i den her omhandlede lovs § 3.

2. Reglerne om leverandørers, sælgeres og udstilleres ansvar for maskiners indretning m. v. er ændret for at bringe disse regler i overensstemmelse med ILO-konvention nr. 119 om sikring af maskineri (1963) med sigte på en eventuel ratifikation.

3. Reglerne om støjbekæmpelse er skærpet for at bringe disse regler i overensstemmelse med den tekniske udvikling.

Den nye bestemmelse i § 19, stk. 8, lyder således:

„Hvor arbejdet vil medføre støj eller rystelser af en sådan styrke, at arbejderne påvirkes skadeligt eller udsættes for væsentlig gene, skal der herimod træffes sådanne foranstaltninger, som med rimelighed kan kræves."

Bestemmelsen adskiller sig på flere punkter fra den hidtil gældende bestemmelse i § 19, stk. 8. Bestemmelsen kan anvendes, uanset om støjen (rystelserne) stammer fra „maskineri eller andre tekniske hjælpemidler" (f. eks. også på støj fra håndværktøj i en pladesmedje), og der kræves ikke længere påbud fra arbejdstilsynet, men arbejdsgiveren skal principielt selv sørge for, enten at støjen dæmpes (eller isoleres fra omgivelserne), eller at arbejderne beskyttes individuelt.

4. Reglerne om dampkedler og andre beholdere er ajourført under hensyn til den tekniske udvikling. Man har således medtaget beholdere, der indeholder væsker, som er opvarmet over kogepunktet ved atmosfærens tryk, ligesom man har skærpet de krav, der stilles til visse kedelpassere.

5. Reglerne om personlige beskyttelsesmidler er ajourført i overensstemmelse med udviklingen.

Den nærmere begrundelse herfor er, at det omfang, i hvilket der efter hidtil gældende regler kunne stilles krav om personlige beskyttelsesmidler, var forskelligt for hver af de 3 arbejderbeskyttelseslove, uden at dette, i alt fald som forholdene er i dag, kan anses for begrundet i det område, lovene hver for sig omfatter.

For at råde bod på de heraf følgende urimeligheder og for i øvrigt at skabe ensartet hjemmel til at kræve personlige beskyttelsesmidler, hvad enten arbejdet foregår på fast arbejdsplads eller ej, og uanset om beskyttelsen skal bekæmpe sundhedsfare eller ulykkesrisiko, er det fundet hensigtsmæssigt at samle reglerne herom i én bestemmelse, hvilket er sket ved ny formulering af § 28, stk. 1, 1. pkt., der i medfør af § 11 i handels- og kontorloven finder anvendelse inden for denne lovs område, og som tillige er i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i § 20 i landbrugs-, skovbrugs- og gartneriloven.

6. Reglerne om hviletid er ændret, således at de dels fastsætter særlige hviletidsregler for lastning og losning, dels indfører en ændring af reglerne om hviletid ved skiftehold i overensstemmelse med de mellem hovedorganisationerne førte forhandlinger om disse spørgsmål.

7. I reglerne om helligdagsarbejde er der foretaget visse ændringer, herunder en omlægning af helligdagsdøgnets beliggenhed og en udvidelse af adgangen til at udføre arbejde på søn- og helligdage.

Omlægningen af helligdagsdøgnet er sket ved, at § 34, stk. 1, 1.-2. punktum, er affattet således:

„Det er med undtagelse af de i § 30 nævnte tilfælde forbudt at beskæftige arbejdere i et søn- og helligdagsdøgn. Dette skal ligge inden for tidsrummet fra kl. 22 aftenen før søn- og helligdagen til kl. 8 dagen efter søn- og helligdagen." I § 34, stk. 1, hed det tidligere: „Helligdagsdøgnet fastlægges til de 24 timer, der går forud for det klokkeslæt, hvorpå en arbejder normalt begynder arbejdet på søgnedage. — — —"

Adgangen til at udføre arbejde på søn- og helligdage er bl. a. tilvejebragt ved en udvidet dispensationsadgang. Denne omfatter nu tilfælde, hvor virksomheden er underleverandør, således at dispensation kan gives under forudsætning af, at den vil muliggøre en væsentlig højere produktion og beskæftigelse i en eller flere andre virksomheder. Tidligere har dispensation kun kunnet meddeles med henblik på produktions- og beskæftigelsesforholdene inden for samme virksomhed.

8. Reglerne om arbejdstid for unge mennesker under 18 år er ajourført under hensyntagen til udviklingen.

Disse ændringer er bl. a. gennemført som følge af, at der i en række tilfælde for butikker, kiosker, udleveringssteder, lagre m. v. ikke i medfør af lukkeloven er fastsat noget tidspunkt om aftenen, efter hvilket de pågældende lokaler skal holdes lukket for publikum. Unge kan beskæftiges uden tidsmæssig begrænsning i sådanne virksomheder, i det omfang de holder åbent. Da dette strider mod grundreglerne om unges nattehvile, er der i lovens § 43 indsat en fast tidsgrænse for unges beskæftigelse. Denne grænse er kl. 22.

Denne begrænsning svarer til, hvad ILO-konvention nr. 90 om unge menneskers anvendelse til natarbejde i industrien (Rev. 1948) foreskriver.

Der er også herudover foretaget en række ændringer vedrørende arbejdstiden for unge mennesker under 18 år.

9. Der er endelig gennemført nogle ændringer af administrativ og teknisk karakter. Der er således tillagt direktøren for arbejdstilsynet beføjelse til i enkelttilfælde, hvor særlige forhold foreligger, at dispensere fra bestemmelserne om bedriftsfare. Endvidere er der gennemført visse ændringer vedrørende arbejdstilsynets organisation og personale, ligesom der er gennemført ændringer med sigte på udbygning af arbejderbeskyttelsesfondet under hensyn til, at erfaringerne viser, at der i større omfang end hidtil må lægges vægt på oplysning og propaganda for arbejdstilsynets virksomhed.

Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed. (Almindelig revision) og forslag til lov om ændring af lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri.

Arbejdsministeren udtalte ved lovforslagenes fremsættelse bl. a. følgende:

„Det primære formål med lovgivningen om arbejderbeskyttelse er ved forebyggelse af ulykkes- og sundhedsfare på arbejdspladser og i virksomheder mest muligt at begrænse ulykker og lidelser og derved som et mere subsidiært formål at fremme produktiviteten og nedbringe de omkostninger, som for den enkelte og samfundet følger af arbejdsulykker og skade på liv eller helbred.

Det er derfor nødvendigt, at denne lovgivning med mellemrum revideres, således at reglerne kan tilpasses bedst muligt til de ændringer, som stadig finder sted i produktions- og arbejdsforhold som følge af tekniske forandringer og af almindelige ændringer af forholdene i samfundet.

Dette er da også baggrunden for, at socialministeriet, under hvilket arbejderbeskyttelsen dengang henhørte, efter at de 3 arbejderbeskyttelseslove af 11. juni 1954 havde været i kraft i nogle år, tog spørgsmålet om en almindelig revision af disse love op på grundlag af de erfaringer, som i. den forløbne tid måtte være indhøstet af de interesserede parter: arbejdstilsynet, arbejdsgivere og arbejdere og ministeriet selv.

De forslag til lovændringer, som hermed forelægges for det høje ting, er derfor ikke udtryk for teoretiske overvejelser med principielle ændringer af lovenes systematik og indhold til følge. Det drejer sig om en række forslag med meget forskellig begrundelse, bl. a. de praktiske erfaringer om lovreglernes anvendelse og anvendelighed i praksis, udviklingen på overenskomstområdet, som med rimelighed skønnes at burde følges op af lovgivningen, og endelig den almindelige udvikling i levestandarden og de almindeligt anerkendte krav til social sikkerhed og tryghed m. v."

Ved lovforslagets 1. behandling kunne alle ordførerne tilsige det støtte.

Erling Dinesen (S) mente, at der var behov for hyppigere revisioner under hensyn til de betydelige og hyppigt forekommende ændringer i arbejdsforhold m.v., som den tekniske udvikling og udviklingen i øvrigt betinger. Han mente endvidere, at den siden 1954 skete udvikling kunne give anledning til at overveje at samle de tre arbejderbeskyttelseslove i én lov, således som det allerede havde været tilfældet ved fremsættelsen af lovforslag i 1954, hvor man imidlertid under folketingsforhandlingerne havde opdelt lovforslaget i de tre lovforslag, som blev gennemført. En række andre ordførere gav udtryk for de samme synspunkter, således Simonsen (KF), Niels Andersen (V) og Valbak (RV), der tillige fremdrog spørgsmålet om, i hvilket omfang bestemmelser skulle gives i lovsform eller i form af administrative forskrifter, givet i henhold til en bemyndigelse i loven. Chr. Madsen (SF) pegede på arbejdstidsproblemerne i forbindelse med arbejde i kontinuerlig drift, og Hanne Reintoft (VS) pegede på spørgsmålet om i videre omfang at fastsætte beskyttelsesregler for de selvstændigt erhvervsdrivende. Hun tog afstand fra den redaktionelle ændring, hvorved man foreslog det tydeliggjort, at arbejde, der udføres under militærtjeneste, ikke umiddelbart er omfattet af loven.

I den af udvalget afgivne betænkning, hvori lovforslagene blev indstillet til vedtagelse uændret, er der givet udtryk for en række synspunkter, som må formodes at ville præge den fortsatte revision af arbejderbeskyttelseslovgivningen. Der er endvidere i betænkningen - omtalt en række særlige problemer af betydelig økonomisk rækkevidde. Herom anføres følgende:

„Behovet for videregående ændringer må efter udvalgets opfattelse medføre, at de tre love om arbejderbeskyttelse tages op til fornyet revision snarest. Udvalget henstiller, at det i forbindelse med forberedelsen af denne lovrevision overvejes, hvorvidt bestemmelserne i de tre love bør samles i én lov, idet den efter 1954 skete udvikling efter udvalgets opfattelse muligvis har medført, at opdelingen i tre love er mindre hensigtsmæssig.

Udvalget henstiller endvidere, at det i forbindelse med en sådan lovrevision overvejes, hvorvidt udviklingen har medført, at forhold, som i gældende love er udførligt reguleret i selve lovbestemmelserne, fremtidigt bør reguleres ved administrativt fastsatte bestemmelser. Udvalget henstiller, at sådanne overvejelser fremmes mest muligt, således at folketinget i næste folketingsår kan orienteres herom.

Udvalget har endvidere på grundlag af henvendelser fra interesserede bl. a. indgående drøftet en række problemer i forbindelse med projektering, indretning og drift af sygehuse, som står i forbindelse med de krav, der stilles eller kan forventes stillet af direktoratet for arbejdstilsynet. Arbejdsministeren har over for udvalget oplyst, at direktoratet for arbejdstilsynet har indledt forhandlinger med sundhedsstyrelsen om snarlig udarbejdelse af en fællesvejledning om sygehusbyggeri, som på en række væsentlige punkter vil fjerne usikkerheden om de krav, der på grundlag af arbejderbeskyttelsesloven må stilles til arbejdsrum m. v. i sygehuse, og at ministeren derfor ikke finder, at der på nuværende tidspunkt er anledning til at ændre arbejderbeskyttelsesloven som foreslået.

Udvalget kan for nærværende tiltræde et sådant synspunkt, idet man herved forudsætter, at fællesvejledningen på fuldt tilstrækkelig måde vil tilgodese de særlige forhold, som gør sig gældende ved hospitalsdrift.

Det fremgår af de for udvalget foreliggende oplysninger, at én eller flere sagkyndige vil få til opgave at undersøge spørgsmålet om dagslysadgang til arbejdspladser. Udvalget, der er opmærksom på, at spørgsmål om eventuel ændring af reglerne vedrørende dagslysadgang foruden for hospitalsbyggeriet har betydning for en stor del af erhvervsbyggeriet, henstiller til arbejdsministeren at søge arbejdet fremmet mest muligt.

Under henvisning til det om udvalgets arbejde anførte skal man pege på, at det efter udvalgets opfattelse vil være hensigtsmæssigt at overveje foretagelse af visse lovændringer vedrørende forhold, som har været berørt under udvalgsarbejdet, uden at afvente en fortsat almindelig lovrevision. Udvalget skal i så henseende pege på følgende:

Spørgsmålet om uafklarede problemer inden for hotel- og restaurationsområdet, jfr. de herom gjorte bemærkninger ved 1. behandling af lovforslaget,

spørgsmålet om, hvorvidt det i lovforslagets § 1, nr. 29, omhandlede kriterium med hensyn til, hvornår certifikat er en betingelse for adgang til at forestå pasning af de i bestemmelsen omhandlede anlæg,

spørgsmålet om en ændret formulering af bestemmelsen i § 31, stk. 3, således som denne er foreslået affattet i lovforslagets § 1, nr. 40. Udvalget finder, at bestemmelsen ikke tydeligt viser, at de pågældende ikke må arbejde flere dage i træk,

spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt og ønskeligt, at søfolk inddrages under loven i videre omfang, samt

spørgsmålet om, hvorvidt det er ønskeligt at ændre bestemmelsen i lovens § 60, stk. 3, om regulering af bidragene til arbejderbeskyttelsesfonden, således som denne bestemmelse er foreslået affattet ved § 1, nr. 70. Der tænkes herved på, om der kan findes en målestok, som har nærmere tilknytning til fondens virksomhed end reguleringspristallet.

Det henstilles, at eventuelt fornødent forslag til lovændringer fremsættes i folketingsåret 1968-69.

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger har over for udvalget rejst spørgsmål om opnåelse af repræsentation i arbejdsrådet. Arbejdsministeren har redegjort for baggrunden for arbejdsrådets nuværende sammensætning og peget på, at arbejdsrådets medlemmer udnævnes for 6 år, hvorfor sammensætningen af det i 1966 udnævnte arbejdsråd ikke vil kunne ændres før 1. oktober 1972, medmindre der ved lovændring fastsættes nye regler om rådets sammensætning, udpegningen af rådets medlemmer etc. Ministeren har endvidere udtalt, at spørgsmålet om arbejdsrådets sammensætning inden for rammen af den gældende lov pr. 1. oktober 1972 bør overvejes forud for en eventuel lovændring. Udvalget kan tiltræde dette."

Det fremgik endvidere af betænkningen, at nogle for udvalget rejste spørgsmål om arbejdstidsregler m. v. i bagerier og brødfabrikker måtte afvente virkningen i praksis af den den 25. april 1968 vedtagne lovændring om spørgsmål af denne art. Det hedder videre i betænkningen:

„Udvalget har haft sin opmærksomhed henvendt på spørgsmålet om, hvorvidt der drives tilstrækkelig informationsvirksomhed med hensyn til arbejderbeskyttelseslovgivningens regler, ligesom man har drøftet spørgsmålet om sikkerhedsrepræsentanter. Udvalget anmoder ministeren om nøje at følge, hvorvidt disse to sider af arbejderbeskyttelsen tilgodeses i tilstrækkelig grad. Det bemærkes herved, at der i udvalget er givet udtryk for, at en videre udbygning bør overvejes. Udvalget skal derfor henstille, at der med henblik på en mere indgående udvalgsbehandling af disse spørgsmål ved den førstkommende ændring af arbejderbeskyttelseslovene tilvejebringes et fyldigt materiale herom, bl. a. indeholdende en vurdering af, hvor mange sikkerhedsrepræsentanter og fabrikinspektører der burde være, samt en vurdering af fabrikinspektørernes arbejdsforhold."

Ved 2. behandling modtog arbejdsministeren udvalgets betænkning på en velvillig måde, idet han bl. a. udtalte følgende:

„Jeg vil også meget gerne følge udvalgets henstilling om at undersøge en ændret struktur af lovene, herunder en samling af de tre arbejderbeskyttelseslove i én og udskillelse af detailbestemmelser i lovene til administrativ fastsættelse. Selv på dette sidste område er det jo vigtigt, at det gives til kende her fra folketinget, at man ønsker dette. At tage detailbestemmelser fra lovgivning og fremover måske prøve at klare det administrativt er jo noget, som man gerne først skal have en tilkendegivelse fra folketinget om, og den er altså kommet.

Jeg kan stille i udsigt, at de konkrete spørgsmål, man har nævnt i betænkningen om ændringer i loven til næste folketingssamling, vil kunne nås."

Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget.