Lovforslaget gik ud på en skærpelse af de i lov om særlig indkomstskat m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 122 af 6. april 1967, indeholdte bestemmelser om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom. For de tilfælde, hvor sådan fortjeneste ifølge loven beskattes, foreslås, at det i lovens § 7 A, stk. 2, og § 7 A, stk. 4, litra b, omhandlede skattefri tillæg på 40 pct. af anskaffelses- eller forbedringsudgiften nedsættes til 20 pct. Ændringen skulle ifølge lovforslaget finde anvendelse på fortjeneste, der var indvundet den 1. april 1968 eller senere.

Den nævnte ændring var en del af det af den tidligere finansminister den 13. oktober 1967 fremsatte lovforslag med samme titel, der ikke blev gennemført inden folketingsvalget den 23. januar 1968. Denne del af det tidligere lovforslag var imidlertid ikke medtaget i det af finansministeren den 7. februar 1968 fremsatte lovforslag jfr. ovenfor side 195, der i øvrigt var en genfremsættelse af det tidligere lovforslag. Ordføreren for forslagsstillerne (Grünbaum) udtalte herom ved lovforslagets fremsættelse bl. a.:

"...... Det må findes ganske urimeligt, at disse store arbejdsfri indkomster fortsat stort set kan gå fri for beskatning, ikke mindst på baggrund af den ikke ringe beskatning, der i øvrigt finder sted for arbejdsindkomst og anden indkomst, bag hvilken der ligger en personlig indsats.

Også på baggrund af, at regeringen nu har bebudet yderligere skatter lagt på den almindelige befolkning, forekommer det urimeligt, at finansministeren — og dermed den nuværende regering — ved genfremsættelsen af lovforslaget om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v. har undladt at medtage forslaget om skærpelse af beskatningen af disse kapitalgevinster.

Vi vil gerne understrege, at den skærpelse af beskatningen, der her foreslås, ikke vil berøre en- og tofamilieshuse samt ejerlejligheder. Disse holdes som hidtil uden for beskatningen af kapitalgevinster. "

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget afvistes det af finansministeren. Det var ikke spekulationssalg eller erhvervsmæssige handler, der her var tale om. De handler hørte ind under den almindelige indkomstbeskatning. Det, forslagsstillerne ville ramme hårdere, var de almindelige, ikke-erhvervsmæssige handler, og det tillæg på 40 pct., man i sin tid havde indført for at fritage de mere almindelige fortjenester fra beskatning, skulle nu nedsættes til 20 pct. Man ville nu også beskatte disse mere almindelige fortjenester. Dette kunne få til konsekvens, at samfundsmæssigt fornuftige dispositioner måtte opgives, f. eks. tilfælde, hvor en landmand ville sælge sin gård for at få penge til at købe en anden, der kunne drives mere hensigtsmæssigt. Efter regeringens skøn burde lovforslaget bedømmes i sammenhæng med forslagene til den samlede jordlovgivning, som regeringen ville fremsætte i næste samling.

For forslagsstillerne anbefalede Grünbaum (S) lovforslaget. Når der nu skulle skaffes betydelige indtægter for staten, var det rimeligt, at de arbejdsfri indtægter også blev hårdere beskattet. Den gældende lov var ikke effektiv, den havde ikke reel skattemæssig betydning, og også derfor var skærpelsen velbegrundet. Stetter (KF) kunne ikke anbefale lovforslaget. Der ville være en tendens til, at skatten blev overvæltet på købepriserne, der i forvejen var alt for høje. I andre tilfælde kunne skatten afholde en ejendomsbesidder fra at sælge, og lovforslaget ville virke begrænsende på chancerne for en ændring af erhvervsstrukturen. Hauch (V) betragtede lovforslaget som en aktion mod symptomerne, men ikke som noget forsøg på at gå til ondets rod. Der var mange årsager til prisstigningerne, og problemerne var så komplicerede, at de ikke kunne løses ved blot at kræve flere penge i statskassen. Niels Helveg Petersen (RV) fastslog lovens hovedprincip: at betydelige arbejdsfrie indtægter skulle beskattes. Dette kunne ses af undtagelserne for en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder, 40 pct.s tillægget og 10 pct.s fradraget. Lovforslaget var ikke noget svar på prisstigningerne i byudviklingsområderne. I forhold til de store stigninger, der skete på basis af lovens principper, ville lovforslaget blot være en narresut. Det var nok et skattespørgsmål, men ikke kun et skattespørgsmål, og det var ikke hensigtsmæssigt at behandle spørgsmålet isoleret fra den bebudede jordlovgivning. Ømann (SF) mente som Grünbaum, at man i en tid med behov for store statsindtægter måtte skærpe beskatningen på arbejdsfrie indtægter. Når man så, hvad loven havde indbragt, 70-75 mill. kr. om året, måtte man erkende, at det var småpenge i forhold til de kapitaler, der var tale om. Loven fungerede ikke. Ved udformningen af en passende progressiv skat kunne der skabes et loft over fortjenesterne. Han anbefalede lovforslaget, men ville gerne have forskellige problemer drøftet under udvalgsbehandlingen. Sigsgaard (VS) betragtede stigningen i jordpriserne som den værste inflationskilde. Lovforslaget var en forbedring af den gældende lov, men langtfra tilstrækkelig. Man burde afskaffe de skattefri tillæg og fradrag bortset fra 6 pct.s konjunkturregulering, og en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder burde føres ind under lovens regler. Da værdierne imidlertid var skabt af lokalsamfundene, burde hovedparten af skatten tilfalde kommunerne.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, der imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde inden udgangen af folketingsåret.