Denne redegørelse var i lighed med den i folketingsåret 1966-67 anvendte fremgangsmåde delt i en mundtlig fremstilling (åbningstalen), omhandlende de mere principielle synspunkter, og en skriftlig, i hvilken der blev givet en detaljeret oversigt over regeringens planer på en lang række områder.
Statsministeren understregede, at den skriftlige del af redegørelsen måtte tillægges samme vægt som den mundtlige.
Redegørelsen, hvis mundtlige del i uddrag findes gengivet side 41, efterfulgtes i overensstemmelse med, hvad der foreskrives i den nævnte grundlovsparagraf, af en forhandling, åbningsdebatten.
Som ordførere talte: Per Hækkerup (S), Poul Hartling (V), Poul Møller (KF), Aksel Larsen (SF), Hilmar Baunsgaard (RV), Niels Westerby (LC) og Rosing (Grønl.). Herudover havde Erhard Jakobsen (S), Guldberg (V), Johan Philipsen (V) og Poul Antonsen (LC) ordet. Endvidere talte følgende ministre: statsministeren, udenrigsministeren, finansministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, landbrugsministeren og økonomiministeren og ministeren for europæiske markedsanliggender.