Efter afstemningen ved 2. behandling havde lovforslaget følgende formulering:

„§ 1. Ved regulering af arbejdsvederlag på grundlag af det reguleringspristal, der beregnes i henhold til lov nr. 83 af 16. marts 1963 om beregning af et reguleringspristal, bortses der ved regulering, som finder sted som følge af de for januar, april, juli og oktober 1968 beregnede reguleringspristal, fra de første 3 points, hvormed reguleringspristallet overstiger 124.

Stk. 2. På overenskomstområder, hvor regulering ikke sker efter intervaller på 3 points i reguleringspristallet, træffes dog af overenskomstparterne i et for hvert område paritetisk sammensat nævn aftale om en ordning med tilsvarende virkning. Kan aftale i nævnet ikke opnås inden den 20. januar 1968, træffes afgørelse inden den 30. januar 1968 af en af nævnet valgt opmand. Kan der ikke opnås enighed om valget, udpeges opmanden af statens forligsinstitution. Udgifter i forbindelse med et paritetisk nævns virksomhed, herunder vederlag til en eventuel opmand, afholdes af det offentlige.

§ 2. Sager vedrørende brud på eller forståelse af de ved nærværende lov ændrede overenskomster behandles ad sædvanlig fagretlig vej."

Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 2, var indføjet under behandlingen i folketinget. Arbejdsministeren stillede ændringsforslag herom i udvalgets betænkning, fordi det fra repræsentanter såvel for 2 points- som fra 3 points-grupperne var tilkendegivet, at man i ordningens gyldighedsperiode ønskede at undgå den skævhed, der ellers kunne opstå mellem dyrtidsreguleringerne på de to områder.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„.... Statsministeren redegjorde mandag den 20. november 1967 her i tinget for de foranstaltninger, regeringen fandt nødvendige i den situation, som devalueringen af det engelske pund havde skabt. Jeg vil gerne fremhæve, at foranstaltningerne alene var motiveret af den britiske devaluering og de følgevirkninger, den ville få for Danmarks økonomi og for de danske erhverv og dermed for den danske beskæftigelses udvikling. Der måtte i situationen tages et særligt hensyn til, at over halvdelen af vor landbrugseksport afsættes på det britiske marked, og at landbruget i forvejen har betydelige vanskeligheder. Men også hensynet til virkningerne for de øvrige eksporterhverv og til de erhvervsgrene, som konkurrerer med importen, måtte indgå i overvejelserne. Hensynet til hele beskæftigelsen måtte på denne måde komme til at spille en afgørende rolle.

De senere års udvidelse af industrieksporten vidner om industriens konkurrencedygtighed. Selv på baggrund af en begrundet forventning om ny konjunktur opgang i vore større aftagerlande måtte vi se i øjnene, at konkurrencen fortsat vil være hård. Den britiske devaluering ville skærpe denne konkurrence på en række af vore markeder, den kunne bidrage til at øge problemerne for danske eksporterhverv og for beskæftigelsen.

Ud fra disse hensyn til erhvervene og til deres muligheder for at fastholde og foretage en yderligere udbygning af eksporten besluttede regeringen derfor i forståelse med Nationalbanken at foretage en i forhold til den britiske begrænset dansk devaluering. Begrænsningen i den danske devaluering skulle gøre det muligt at undgå, at den skaber et efterspørgselspres og fremkalder omkostnings- og prisforhøjelser, som hurtigt udhuler de gunstige virkninger for udenrigshandelen, produktionen og dermed beskæftigelsen.

Jeg vil gerne sige, at regeringen deler helt det synspunkt, som under forhandlingerne med erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer så stærkt blev fremhævet, at vi må undgå skridt, som bringer Danmark ud af trit med omkostnings- og prisudviklingen i andre lande.

Som bebudet i statsministerens redegørelse den 20. november fremlægger regeringen derfor nu forslag til foranstaltninger, som ved siden af den allerede gennemførte lov om avancestop skal bidrage til at hindre, at devalueringen giver næring til en udvikling i pris- og omkostningsniveauet til skade for landets økonomi.

Jeg vil gerne understrege, at særlig to hensyn har været afgørende ved udarbejdelsen af disse foranstaltninger: hensynet til beskæftigelsen og hensynet til en rimelig social balance i fordelingen af de økonomiske byrder, den nødvendige devaluering indebærer. Den rimelige sociale balance i byrdefordelingen finder regeringen i samspillet mellem det forslag til engangsskat, som finansministeren samtidig fremsætter, og mit forslag til indejrysning for et år af den dyrtidsregulering, der svarer til 3 points i reguleringspristallet. Herved bidrages på socialt rimeligt grundlag til en stabilisering af omkostningsniveauet, herved styrkes erhvervslivets konkurrenceevne, og herved tilgodeses det hensyn til beskæftigelsen, som regeringen i sin økonomiske politik tillægger afgørende betydning.

Under forudsætning af en ligelighed i byrdefordelingen, som regeringen finder er opfyldt, har lønmodtagernes organisationer givet tilsagn om at medvirke til en sådan løsning af problemerne og derved påtage sig en forpligtelse i helhedens interesse, og forslaget lægger derfor efter min mening ved sin gennemførelse tilsvarende forpligtelser på erhvervslivet. Disse forpligtelser må gå ud på at udnytte den omkostningsmæssige lempelse til ekspansion i produktion og eksport. De må også gå ud på, at erhvervslivet ikke foretager eller medvirker til forhøjelser i omkostningsniveauet, som ville gøre den i lovforslaget valgte løsning helt eller delvis illusorisk ......"

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om engangsskat for personer for skatteåret 1968-69, og der henvises til omtalen heraf ovenfor side 112. Det fremgår heraf, at lovforslaget ved 3. behandling forkastedes med 92 stemmer mod 85, medens 2 medlemmer undlod at stemme.