Loven udskyder fristen for revisionen af lov nr. 227 af 31. maj 1963 om sundhedsplejerskeordninger til folketingsåret 1970-71.

Om baggrunden for lovforslaget anførte indenrigsministeren i sin fremsættelse bl. a., at det under behandlingen af forslaget til den nugældende lov i foråret 1963 overvejedes at pålægge kommunerne spædbørnssundhedsplejen som en obligatorisk foranstaltning for at skabe ensartede forhold på dette område i alle kommuner.

Selv om dette ikke skete, bl. a. på grund af, at der ikke fandtes det tilstrækkelige antal uddannede sundhedsplejersker, var der siden lovens vedtagelse sket en stærk stigning i antallet af nye sundhedsplejerskestillinger i hidtil udækkede områder.

Tilgangen af uddannet personale havde imidlertid ikke holdt trit hermed. Fra 1964 til 1966 var antallet af normerede stillinger steget med 85, men antallet af besatte stillinger kun med 38, og der ville i dag være behov for yderligere omkring 150 sundhedsplejersker, hvis landet skulle dækkes med en traditionelt udformet spædbørnssundhedspleje. Den årlige tilgang oversteg imidlertid knebent det antal, der i de kommende år ville gå fra praktisk tjeneste.

Heroverfor måtte man sætte ind dels med en udbygning af uddannelsen med henblik på en øget tilgang, dels ved en ændret tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på en bedre udnyttelse af sundhedsplejerskernes arbejdskraft.

Det sidste indeholdt interessante perspektiver og rejste en række spørgsmål, som krævede en nærmere undersøgelse. Det var således tvivlsomt, om der i dag var et reelt behov for et almindeligt rutinemæssigt helbredstilsyn af det hidtidige tilsnit. For de børn, der havde størst behov for støtte, hørte vanskelighederne ikke op med 1 års alderen, hvorfor det måske var urimeligt, at tilsynet ophørte på dette tidspunkt. Det var også et spørgsmål, om sundhedsplejersken ikke burde bringes ind i et nærmere arbejdsmæssigt fællesskab med andre områder inden for sundheds- og sygeplejen. Endelig var det ikke sikkert, at den traditionelle tilrettelæggelse af tilsynet dannede den mest hensigtsmæssige ramme om støtten til den uerfarne moder.

Spørgsmålet om uddannelse måtte behandles i det nyligt etablerede uddannelsesnævn for sundhedsvæsenet, de øvrige spørgsmål i et af sundhedsstyrelsen nedsat udvalg, som måtte have tid til sine undersøgelser og overvejelser.

Tiden var derfor ikke moden til at foretage realitetsændringer i den gældende lov.

Lovforslaget blev mødt med tilslutning fra samtlige partiers ordførere, omend der fra flere sider blev udtrykt beklagelse over, at det var nødvendigt at udskyde tidspunktet for lovens revision.

I betænkningen fra det udvalg, der behandlede sagen, udtaltes bl. a.:

„Udvalget har med ministeren bl. a. drøftet spørgsmålet om oprettelse af en sundhedsplejerskeskole i København for herigennem at øge tilgangen af sundhedsplejersker. Udvalget har noteret sig ministerens positive stilling til dette spørgsmål.

Udvalget har ligeledes drøftet, hvorvidt man i kommuner, hvor der ikke findes sundhedsplejerskeordning, bør have mulighed for at tilbyde mødre med spædbørn ret til et ekstra lægetilsyn af barnet inden for dets første 6 levemåneder. Udvalget peger på, at der allerede er ret til lægebesøg ved barnets 5. leveuge og ved dets 5. levemåned. Udvalget kunne tænke sig, at der gives mulighed for et ekstra lægebesøg omkring barnets 10.-12. leveuge, og skal henstille til ministeren at tage dette spørgsmål op til velvillig overvejelse.

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret."

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 135 stemmer.