Det fremsatte forslag var identisk med det i første samling fremsatte forslag, der igen stort set svarede til det forslag, der blev fremsat i folketingsåret 1965-66. (Se årbog 1965-66, side 429 ff.).

Som omtalt i folketingsårbog 1965-66 var forslaget udarbejdet af den i 1958 af indenrigsministeren nedsatte kommunallovskommission, der afgav betænkning i maj 1966.

De principper, der efter den vedtagne lov skal danne grundlaget for gennemførelsen af kommunalreformen, er indeholdt i lovens afsnit I og svarer stort set til det fremsatte forslags principper.

1) Etablering af nye amtskommuner, jfr. § 2.

De nye amtskommuner skal i princippet dække et område, der svarer til de nuværende amter, og kommer således til at omfatte ikke blot sognekommunerne og kommuner med „Marstalstatus", men også købstadkommuner samt flækker. Amtskommunernes grænser skal søges reguleret i områder, hvor ,,de nuværende amtsgrænser går på tværs af den befolknings- og erhvervsmæssige udvikling, eller hvor hensynet til en hensigtsmæssig varetagelse af de amtskommunale opgaver i øvrigt gør det tilrådeligt" (jfr. § 2, stk. 2). Med hensyn til spørgsmålet om nedlæggelse og sammenlægning af amter skete der en ændring under folketingets behandling af forslaget. Ændringen tog sigte på i videre omfang end efter lovforslaget at åbne mulighed for at gennemføre en sammenlægning af amtskommuner eller nedlæggelse af amtskommuner i forbindelse med en omlægning af de amtskommunale grænser.

2) Regulering af den kommunale inddeling omkring byerne, jfr. § 3.

I overensstemmelse med forslaget fastslås det, at den kommunale inddeling omkring byerne skal tilrettelægges således, at et samhørende bysamfund normalt kommer til at ligge i samme kommune.

3) Tilvejebringelse af større og mere bærekraftige kommuner, jfr. § 4.

I overensstemmelse med forslaget skal det ved fastlæggelsen af den kommunale inddeling tilstræbes, „at kommunerne får en sådan størrelse, at de befolkningsmæssigt, erhvervsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for en selvstændig varetagelse af de kommunale opgaver."

Denne bestemmelse finder først og fremmest anvendelse på sammenlægning og afgrænsning af sognekommuner, men kan også finde anvendelse, hvor en købstadkommunes forhold ikke reguleres ifølge § 3 af hensyn til sammenhængen mellem centralkommunen og forstadskommunen, men for at opnå en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af de kommunale opgaver, jfr. bemærkningerne til lovforslaget.

Ifølge § 4, stk. 2, skal omlægningen af den kommunale inddeling fortrinsvis søges gennemført ved fuldstændig sammenlægning af kommuner.

Lovens kapitel II indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved revision af den kommunale inddeling.

I overensstemmelse med forslaget nedsættes der en kommunalreformkommission, der skal forestå arbejdet med udarbejdelsen af forslag til afgrænsning af de nye amtskommuner samt regulering af den kommunale inddeling omkring byerne. På grundlag af et forslag vedtaget af et flertal i denne kommission (jfr. § 8) er indenrigsministeren bemyndiget til at gennemføre dette (jfr. § 13).

Kommunalreformkommissionens forslag til ændringer efter § 2 og § 3 skal indsendes til indenrigsministeren senest den 1. april 1969. Sammenlægning af eller grænseregulering mellem kommuner med henblik på tilvejebringelse af større og mere bærekraftige kommuner efter reglerne i § 4 skal derimod i overensstemmelse med forslaget ske efter et frivillighedsprincip efter reglerne i landkommunalloven, jfr. § 10 (forslagets § 9). Kommunalreformkommissionens beføjelser er her indskrænket til at „virke for gennemførelse af de i stk. 1 nævnte ændringer, herunder yde bistand i fornødent omfang til kommunalbestyrelserne under deres forhandlinger." (§ 10, stk. 2).

Under behandlingen i folketinget blev der vedtaget ændringer, hvorefter der blev givet en særregel for Århus, Odense og Ålborg byområder (§ 9). Kommunalreformkommissionen skal herefter særlig undersøge spørgsmålene ved disse bysamfund, og såfremt der ikke lokalt kan opnås enighed om en revision, skal denne gennemføres ved særlige love. Der blev endvidere vedtaget ændringer, hvorefter uenighed mellem kommunalreformkommissionen og indenrigsministeren om den kommunale inddeling skal løses ved særlig lov. Det blev også vedtaget at ændre kommunalreformkommissionens sammensætning således, at hvert af de i finansudvalget repræsenterede partier skal udpege et medlem.

Lovforslaget, der blev behandlet sammen med forslag til lov om kommunernes styrelse (se nedenfor side 498), fik ved 1. behandling en stort set velvillig modtagelse.

Ove Hansen (S) mente ikke, at det forslag, man havde talt om fra bymæssige kommuners side om et særligt fællesskab forstadskommuner og købstadkommuner imellem, var særlig praktisk. Der ville straks opstå problemer vedrørende byrdefordelingen. Han fandt, at interessen for frivillige sammenslutninger sognekommunerne imellem var stor, men det var nok ikke tilstrækkeligt.

Alfred Bøgh (V) fremhævede, at hans parti stadig var imod, ,,at velledede, store kommuner imod borgernes ønske skal indgå i centralkommunen". Det var derfor afgørende at se på kommissionens sammensætning. I de tilfælde, hvor man ikke kunne finde en løsning ved forhandling, mente han, at det måtte være folketinget, der fik det afgørende ord.

Poul Sørensen (KF) fandt, at det centrale var „de beføjelser, som lovforslaget, om det gennemføres, giver ministeren og kommunalreformkommissionen." Han fandt, at der var store betænkeligheder ved at vedtage lovforslaget i den form, det nu havde, da man ikke havde nogen klaring over, hvad det ville bringe. Den vej, han helst ønskede at gå, var, „at lade flest mulige omegnskommuner forblive selvstændige, hvis de i deres opbygning og størrelse føles berettiget til det."

Sigsgaard (SF) mente, at de fremtidige kommunegrænser burde bestemmes af kommunikationsmønsteret i samfundet. „Med andre ord, de bør så vidt muligt følge grænserne mellem de ca. 100 handelsområder som vort land ret tydeligt er inddelt i, og de eksisterende handels- og servicecentre bør blive sammenfaldende med de kommunale centre, så vidt det er gørligt." Antallet af amter måtte også sættes ned, foreløbig til de 12, som landsplanudvalget foreslog i betænkningens skitse 3. Princippet i lovforslaget om, at et sammenhørende bysamfund også normalt bør udgøre én og kun én kommune, kunne taleren tiltræde. Han var dog bange for, at ordet „normalt" ville betyde, at det ikke ville blive gennemført dér, hvor der var størst behov for det.

Arthur Jacobsen (RV) mente, at det var en forudsætning for købstædernes tilslutning til amtskommunen, at de fik løst de væsentligste forstadsproblemer og blev sikret arealer for en hensigtsmæssig udvikling.

Diderichsen (LC) fremhævede, at det var vigtigt at få landsplanlægningsudvalgets ideer ind i billedet.

I sit svar beklagede indenrigsministeren, at Alfred Bøgh og Poul Sørensen var „lidt på vej bort" fra princippet, „at kommuner, der udgør ét bysamfund, normalt skal være én kommune." Det var ellers det, „der var opnået enighed om i kommunallovskommissionen, hvor man jo nåede frem til et kompromis tiltrådt fra alle sider om det centrale spørgsmål vedrørende bykommuner og omegnskommuner".

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvis flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlemmer) indstillede forslaget til vedtagelse med de ovenfor under omtalen af den vedtagne lov omtalte ændringer.

I udvalgsbetænkningen udtales bl. a.:

„Udvalget har drøftet de ændringer i opgave- og byrdefordelingen, som de nye amtskommuners oprettelse vil medføre. Et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlemmer) har ment, at det var så påtrængende at få arbejdet med den kommunale inddeling påbegyndt, at det ikke har kunnet afvente en endelig afklaring af problemerne om en revision af lovbestemmelserne om opgave- og byrdefordelingen samt spørgsmålet om en eventuel udbygning af amtskommunernes virksomhed. Flertallet henstiller til regeringen at fremme dette arbejde mest muligt." Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) havde helst set et forslag til ny opgave- og byrdefordeling behandlet samtidig med nærværende forslag. For at sikre tilstrækkelig hensyntagen til de opgave- og byrdefordelingsmæssige problemer samt til planlægningsmæssige forhold stillede mindretallet ændringsforslag om kommunalreformkommissionens sammensætning.

Hvad angår spørgsmålet om amtskommunernes størrelse, stillede flertallet et ændringsforslag, der var tiltrådt af indenrigsministeren, og som tog sigte på i videre omfang end efter lovforslaget at åbne mulighed for at gennemføre en sammenlægning af amtskommunerne eller nedlæggelse af amtskommuner i forbindelse med en omlægning af de amtskommunale grænser. Mindretallet stillede ændringsforslag, der bl. a. inddrager Københavnsområdet under loven og samtidig understreger, at der skal ske en reduktion af amtskommunernes antal samt en gennemgribende grænserevision.

Ove Hansen (S) udtalte ved 2. behandlingen i anledning af kritikken af, at der ikke var taget stilling til byrde- og opgavefordelingen, at det var et meget stort og indviklet problem, som krævede en meget dybtgående forhandling og behandling. Han opfordrede stærkt kommunerne i Århus, Odense og Ålborg områderne til selv at finde en løsning, idet folketinget ellers måtte træffe afgørelsen. Om antallet af amtskommuner udtalte han, at de stedlige forhold, de geografiske forhold og andre ting måtte være afgørende for, hvor mange amtskommuner man i fremtiden skulle have. Bag lovforslagets tilblivelse lå tanken og ønsket om, at sognekommunerne nu arbejder stærkt på frivillige sammenlægninger.

Alfred Bøgh (V) fandt, at det var et fremskridt, „at problemerne omkring de helt store købstæder nu ikke overlades udelukkende til minister og kommission, men tages herind i folketinget."

Poul Sørensen (KF) udtalte om byrdefordelingen bl. a., at det ville være uoverkommeligt at løse denne opgave nu. Han håbede dog, at man nu hurtigt ville komme i gang. Han udtrykte tilfredshed med, at de tre store købstæder havde mulighed for at lade det gå til tingets afgørelse, men håbede dog ikke, at det skulle blive nødvendigt at lade folketinget beskæftige sig med de tre købstæders omegnsproblemer. Denne lovgivning ville give både amtskommuner og primærkommuner større muligheder for selvstændigt at ordne forholdene på stedet, altså til at trænge statens indflydelse tilbage, hvad han var tilfreds med.

Sigsgaard (SF) fremhævede som SFs hovedsynspunkt, at det kommunale selvstyre var værd at bevare. Der var brug for en gennemgribende revision af kommuneinddelingen, og dette var kun en halv reform. SFs gruppe ville dog ved tredje behandling stemme for lovforslagets vedtagelse, „omend uden alt for stor begejstring."

Arthur Jacobsen (RV) betegnede forslaget som et „forholdsvis radikalt forslag." Det havde været betryggende, hvis byrde- og opgavefordelingen havde været løst samtidig med den kommunale inddeling. I forbindelse med de københavnske problemer foreslog han, at folketinget nedsatte en kommission til i forbindelse med det nye egnsplanråd at „finde en løsning på de fælles problemer, som man ikke selv kan løse."

Diderichsen (LC): „Vor hovedindvending er stadig, at amtskommunerne er for mange, for små og for uhensigtsmæssige." — „Endelig skal jeg endnu en gang betone, at vi finder det uforsvarligt, at Københavnsområdet, hvor problemerne er særlig påtrængende, holdes uden for loven." SFs ændringsforslag svarede i det store og hele til, hvad man fra liberalt centrums side anså for forsvarligt, og han ville derfor anbefale at stemme for de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Uden for ordførernes rækker talte Ninn-Hansen (KF) og Niels Helveg Petersen (RV).

Ninn-Hansen beskæftigede sig bl. a. med en udtalelse af ministeren om, at det måske blev nødvendigt at nedlægge Sorø amt. Han fandt det forkert, at et helt amt ville kunne nedlægges, uden at folketinget blev spurgt.

Niels Helveg Petersen fandt SFs ændringsforslag om at inddrage Københavnsområdet under loven sympatisk. Da forslaget var for pludseligt og tvangsmæssigt, ville han dog afholde sig fra at stemme. Han ville ligeledes afholde sig fra at stemme for SFs ændringsforslag om at udvide reformkommissionen.

Indenrigsministeren fremhævede i sit svar, at det hastede med en hovedstadsordning. Problemet måtte løses enten frivilligt ved en aftale mellem disse kommuner eller ved, at folketinget gennemførte den nødvendige ordning. Om den sognekommunale omlægning udtalte ministeren, at han var enig med de ordførere, der har sagt, „at det kan vel kun være i kortere åremål, disse kommuner kan bevare frivilligheden."

Efter at de af flertallet stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og de af mindretallet stillede var blevet forkastet ved 2. behandlingen, blev lovforslaget enstemmigt vedtaget ved 3. behandling.