Loven afløste lov nr. 235 af 9. juni 1965 om en kornordning for høstårene 1965-66 og 1966-67 (årbog 1964-65, side 161).

Loven er en i princippet uændret videreførelse af kornordningen for 1966-67, d. v. s. at der af statskassen ikke garanteres faste priser på brødkorn, men at indmalingspligten med hensyn til rug og hvede opretholdes, ligesom systemet med udligningsafgiftet på indført korn og mælkepulver er videreført.

Ligesom i de senere år vil den frie bevillingsudstedelse ved import af korn — bortset fra majs og milocorn — blive suspenderet i tiden fra høst til udgangen af januar med henblik på at gøre systemet med kornudligningsafgifterne mere effektivt.

Endvidere er basispriserne med lagertillæg for beregning af afgifterne uændret, ligesom tilskuddet til kornudligningsfonden fortsat er fastsat til 50 mill. kr.

Lagertillæggene betød ifølge det af landbrugsministeren ved fremsættelsen anførte, at kornprisniveauet alt andet lige pr. 1. august ville falde 3 kr. pr. 100 kg, og der var derfor fra visse sider fremsat ønske om, at virksomheder, der denne dato havde lagre af korn eller mel etc., friholdes for dette tab. I tidligere høstår, hvor samme situation havde foreligget for foderkorn, var sådanne ønsker ikke imødekommet, idet man havde ment, at lagerhaverne, der i god tid før 1. august var bekendt med forholdet, havde mulighed for at indrette sig således, at væsentlige tab kunne undgås. I august 1966 var der ganske vist af statskassen ydet en godtgørelse til indehavere af restbeholdninger af dansk rug og hvede samt mel heraf, men dette hang sammen med, at statskassen havde garanteret priserne for dette brødkorn. Sådan garantiforpligtelse havde statskassen ikke til august 1967.

Endelig indeholder loven ud over nogle mindre ændringer af teknisk karakter den nydannelse, at der ved udførsel af øl, der er fremstillet af dansk maltbyg, af statskassen kan ydes en godtgørelse svarende helt eller delvis til merprisen for det anvendte maltbyg. Denne bestemmelse, der indsattes i loven under behandlingen i folketinget, imødekom et af bryggerierne fremsat ønske.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det ovenfor omtalte forslag til lov om afsætning af danske landbrugsvarer m. m. og de neden for omtalte forslag til lov om tilskud til forbrugerpriserne på mejeriprodukter og forslag til lov om afsætning af frisk dansk frugt og danske gartneriprodukter.

Ved 1. behandling anførte Chr. Rasmussen (S), at støtteordninger for landbruget ikke kunne laves uden om kornet, og at han i øvrigt fandt det rigtigt at fastholde de hidtidige priser.

Også Niels Eriksen (V) fandt det rigtigt at forlænge kornordningen, som havde fungeret godt undtagen på ét punkt, hvilket skyldtes, at man i 1965 havde forladt ordningen med faste priser på brødkorn.

Også H. C. Toft (KF) var villig til at gennemføre lovforslaget, men ligesom venstres ordfører fandt han, at der i kornloven burde være en speciel brødkornsordning, der sikrede de likviditetssvage landmænd rimelige priser på brødkorn i høstens tid, hvor det store udbud af korn fandt sted og trykkede priserne.

Som tidligere kunne Morten Lange (SF) ikke udtrykke sympati for en kornordning, som han fandt kun havde givet anledning til en uheldig forvridning af landbrugsstrukturen. En kornordning var hovedsagelig til fordel for det forholdsvis store landbrug og havde givet anledning til en forøgelse af kornarealerne, som ikke var særlig heldig. Endelig følte han sig ikke overbevist om, at ordningen var en brugbar regulator for den animalske produktion.

Heller ikke Svend Haugaard (RV) kunne støtte forslaget om en kornordning, som havde mange uheldige virkninger. Den hævede prisniveauet og havde med indmalingspligten i hvert fald ikke nogen forbedrende virkning på brødkornskvaliteten. Endvidere var ordningen uneutral over for de forskellige brugsformer, idet den opmuntrede til ekstensiv brugsform.

Antonsen (LC) havde ingen særlige bemærkninger til lovforslaget udover de mere principielle betragtninger om hele landbrugslovgivningen, der er omtalt i den nærmest foregående sag.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, hvori et flertal (socialdemokratiets, venstres og det konservative folkepartis medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse. Et mindretal inden for flertallet (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) fremhævede dog, at man havde ønsket, at en del af de midler, der indgår i kornfonden, skulle anvendes til forbedring af lånemulighederne for unge landmænd, men at man ikke havde kunnet få udvalgets flertal til at medvirke hertil.

To mindretal (henholdsvis socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse. I mindretalsudtalelsen fra det radikale venstre var som begrundelse henvist til den ulige økonomiske virkning, kornordningen havde for de forskellige brugsformer. Mindretallet var i stedet tilhænger af en nettokornsalgsordning efter samme retningslinjer, som var fremført af det radikale venstre ved behandlingen af kornlovsforslaget i 1965.

Der var ikke i betænkningen stillet ændringsforslag, idet det ovenfor omtalte ændringsforslag vedrørende bryggerierne først blev fremsat i udvalgets tillægsbetænkning.

Efter at ændringsforslaget var blevet vedtaget uden afstemning, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 137 stemmer mod 33 (RV og SF).