Ved loven foretages en række ændringer i lov om afskrivninger m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 264 af 23. juni 1965 (årbog 1964-65, side 82), som ændret ved lov nr. 419 af 19. december 1966.

For maskiner, inventar og lignende driftsmidler er der sket en begrænsning i afskrivningsadgangen i anskaffelsesåret. Hidtil har der for anskaffelsesåret været adgang til at afskrive indtil 30 pet. af den fulde anskaffelsessum. Efter loven begrænses afskrivningsadgangen for anskaffelsesåret, idet — alt afhængig af, hvilke driftsmidler det drejer sig om — enten afskrivningsgrundlaget eller afskrivningsprocenten halveres. Begrænsningen sker således enten ved, at der for det første år kun kan afskrives på den halve anskaffelsessum, eller ved, at afskrivningsprocenten nedsættes fra 30 til 15.

Halvering af afskrivningsgrundlaget i anskaffelsesåret er foretaget vedrørende maskiner, inventar og driftsmidler, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, jfr. afskrivningslovens § 2, medens halvering af afskrivningsprocenten er sket for så vidt angår maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der både benyttes erhvervsmæssigt og privat, samt for visse automobiler, jfr. §§ 6 A og 8.

Endvidere er der i en ny § 30 A i afskrivningsloven fastsat, at afgift efter loven om almindelig omsætningsafgift ikke må indgå i den værdi, hvorpå der afskrives. Med hensyn til bygninger er det bestemt, at omsætningsafgift tillægges byggeriets anskaffelsessum, men at byggegodtgørelse til gengæld skal fratrækkes, før afskrivning foretages.

De ændrede bestemmelser finder anvendelse med hensyn til aktiver, der er anskaffet, og forbedringer der er foretaget den 1. januar 1967 eller senere.

Om baggrunden for de ændrede afskrivningsregler var i bemærkningerne til lovforslaget bl. a. oplyst følgende:

„Efter de gældende regler om saldoafskrivning (afskrivningslovens afsnit I) medregnes anskaffelsessummen for nyanskaffede driftsmidler straks fuldt ud i den afskrivningsberettigede saldoværdi. Dette medfører, at der i anskaffelsesåret kan foretages et fuldt års afskrivninger, uanset på hvilket tidspunkt inden for indkomståret anskaffelsen er sket. Denne ordning blev indført, da saldoafskrivningsmetoden blev gennemført ved afskrivningsloven af 1957. Før afskrivningsloven kunne der i anskaffelsesåret kun foretages afskrivninger, der forholdsmæssigt svarede til den del af indkomståret, som lå efter anskaffelsen.

Det må antages, at den gældende ordning tilskynder et betydeligt antal skattepligtige til at foretage anskaffelsen af nye driftsmidler i en hurtigere takt, end rent driftsmæssige hensyn tilsiger. Ikke mindst når anskaffelsen sker i indkomstårets sidste del, opnår de skattepligtige herved en betydelig lettelse i det følgende skatteårs skatter på grund af en skattefri afskrivning, der står i tydeligt misforhold til den tid, hvori det nye driftsmiddel har været i brug og derved udsat for det slid og den forældelse, der bør være baggrunden for afskrivningerne. For at dæmpe disse virkninger af den gældende lov foreslås det som nævnt ovenfor under I at begrænse afskrivningerne i anskaffelsesåret.

Ved ordningens udformning er der lagt vægt på at gribe mindst muligt ind i saldoafskrivningssystemet, således at de forenklingsmæssige og praktiske fordele ved dette system stort set bevares. Dette hensyn har medført, at begrænsningen i anskaffelsesårets afskrivninger ikke er knyttet til det tidspunkt inden for indkomståret, hvor den skattepligtige har foretaget anskaffelsen.

Der er endvidere lagt vægt på at udforme ordningen således, at afskrivningslovens investeringsfremmende formål fortsat tilgodeses. Bortset fra begrænsningen i anskaffelsesårets afskrivninger griber forslaget derfor ikke ind i de gældende regler. Dette medfører, at de afskrivninger, som den skattepligtige afskæres fra at foretage i anskaffelsesåret, kan indhentes i løbet af de følgende år. Nyordningens virkninger for afskrivningsforløbet for nyanskaffede genstande i en 5 års periode fremgår af nedenstående sammenligning med de gældende regler. Oversigten angiver, hvor stor en del af anskaffelsessummen der højst kan afskrives i de enkelte år.

Gældende regler:

år 1.... 30 pct.
år 2.... 21 pct.
år 3.... 14,7 pct.
år 4.... 10,3 pct.
år 5.... 7,2 pct.
Efter 5 års forløb er der nedskrevet til 16,8 pct.

Forslaget:
år 1.... 15 pct.
år 2.... 25,5 pct.
år 3.... 17,9 pct.
år 4.... 12,5 pct.
år 5.... 8,7 pct.
Efter 5 års forløb er der nedskrevet til 20,4 pct."

Ved fremsættelsen havde lovforslaget på visse punkter en anden affattelse end ved dets endelige vedtagelse ved 3. behandling. Lovforslaget indeholdt således oprindeligt regler om ændring af reglerne om afskrivning på ældre driftsbygninger og installationer, der skifter ejer eller forbedres. Ifølge disse bestemmelser skulle den mindste periode, hvorover erhververen kan afskrive erhvervelsessummen, for selve bygningens vedkommende forlænges fra 15 år til 25 år. For installationernes vedkommende skulle der derimod ske en afkortning af perioden fra 15 år til 10 år.

Endvidere var adgangen til ekstraafskrivning på bygninger og installationer foreslået begrænset. Efter de gældende regler kan der i løbet af de første 10 år efter erhvervelsen ekstraafskrives i alt 40 pct. af erhvervelsessummen med højst 10 pct. for det enkelte indkomstår. Overgrænsen på 40 pct. skulle ifølge de oprindeligt foreslåede bestemmelser nedsættes til 20 pct. Endvidere var åremålet foreslået ændret fra 10 år til 5 år.

Endelig fremhæves, at de ovenfor nævnte bestemmelser vedrørende afgift i henhold til loven om almindelig omsætningsafgift ikke var medtaget i lovforslaget, da det fremsattes, men først blev indarbejdet under sagens behandling i folketinget.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med den nedenfor omtalte lov om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v.

Ved 1. behandling udtalte Peter Nielsen (S) sin tilslutning til de foreslåede ændrede afskrivningsregler, som ikke måtte ses som et angreb på de gældende regler, men som et forsøg på at stoppe nogle lækager.

Alfred Bøgh (V) gjorde opmærksom på, at der i sin tid havde været enighed om udformningen af afskrivningsreglerne, og at disse var blevet gennemført som en forenkling både for skatteyderne og skattemyndighederne. Man havde fra alle sider været klar over, at disse regler, netop fordi de var gennemsnitsregler, ikke altid kunne ramme plet. Han henviste til, at et regeringsudvalg arbejdede med afskrivningsreglerne, og efterlyste materiale fra dette udvalg. Tillige rejste han spørgsmål om, hvorfor finansministeren fremsatte forslag til ændrede afskrivningsregler uden at afvente det resultat, udvalget måtte komme til. Han fandt, at den foreslåede nyordning ville gå ud over både erhverv og beskæftigelse, og kunne af denne grund ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Haunstrup Clemmensen (KF) gav tilsagn om fordomsfrit at overveje, hvilke ændringer der burde foretages for at komme misbrug af afskrivningsreglerne til livs, herunder også om ikke den mindste skattepligtige indtægt burde være lig med det faktiske forbrug, en skatteyder tillod sig. Han pointerede dog samtidig, at den afgørende del af afskrivningsreglerne var strengt nødvendig, ikke blot for erhvervslivet, men for hele befolkningen. I øvrigt måtte man også se på, hvorledes afskrivningsreglerne var udformet i de lande, Danmark konkurrerer med. Også han efterlyste en begrundelse for lovforslagets fremkomst, inden afskrivningsudvalget havde tilendebragt sit arbejde.

På socialistisk folkepartis vegne tilsluttede Ømann sig lovforslaget, som efter hans opfattelse ikke berørte de ordinære afskrivninger af rent omkostningsmæssig art. Derimod burde flere af særafskrivningsmulighederne, som i realiteten kun var en skatterabat, afskaffes helt.

Arthur Jacobsen (RV) kunne tilslutte sig den bedømmelse, der lå til grund for lovforslaget, at begyndelsesafskrivningerne var rummelige. Han fandt imidlertid, at begrænsning af afskrivningsadgangen hellere burde ske ud fra et pro anno afskrivningsprincip, baseret på det tidsrum, den pågældende genstand havde været i brug. I forbindelse med lovforslagets bestemmelser om bygningsafskrivninger efterlyste han regler, der også gav de mindre forretninger adgang til at foretage afskrivninger på forretningslokaler og lagerlokaler.

Niels Westerby (LC) fandt, at lovforslaget var udtryk for en nervebestemt lovgivning af politisk natur, idet han anså lovforslaget for regeringens reverens over for en ny samarbejdspartner, socialistisk folkeparti. Han advarede mod at begrænse afskrivningsadgangen, idet alle samfundsgrupper ville lide skade herved, og efterlyste, ligesom flere af de foregående ordførere, et udspil fra regeringens afskrivningsudvalg.

I sin svartale fremhævede finansministeren, at man fra regeringens side havde den opfattelse, at problemerne omkring afskrivningsadgangen hørte med i problemerne omkring en samlet skattereform, og at man derfor havde fundet det rigtigst at fremsætte forslaget nu, uanset at afskrivningsudvalget endnu ikke var fremkommet med en betænkning.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, hvis flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med en række af finansministeren foreslåede ændringer, der alle er omtalt foran.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtalte i betænkningen, at man ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse. Mindretallet anførte herved følgende:

„Mindretallet vil gerne bidrage til sådanne ændringer, at påviselige urimeligheder ved lovens anvendelse imødegås. Finansministerens forslag har med sin generelle karakter ikke et sådant sigte.

Mindretallet finder, at den aktuelle konjunkturudvikling gør det højst betænkeligt at svække danske erhvervs konkurrenceevne gennem forringelse af afskrivningsmulighederne. Mindretallet er af den opfattelse, at forslagets gennemførelse vil skabe alvorlige problemer for beskæftigelsen, et synspunkt, der stærkt understøttes gennem en række af de henvendelser, som udvalget har modtaget.

Ikke mindst på baggrund af den danske ansøgning om optagelse i fællesmarkedet er det påkrævet at styrke dansk erhvervslivs konkurrencedygtighed og at lette den nødvendige strukturrationalisering. Mindretallet finder, at det foreliggende lovforslag er i strid med sådanne bestræbelser.

Mindretallet henstiller, at en eventuel revision af afskrivningsreglerne udsættes, indtil der foreligger en redegørelse fra det sagkyndige afskrivningsudvalg, som kan indgå i overvejelserne, og mindretallet beklager, at finansministeren kun for så vidt angår bygningsafskrivninger har villet afvente en udtalelse fra afskrivningsudvalget."

Ved 2. behandlingen, hvor lovforslaget på ny gav anledning til en længere debat, vedtoges de stillede ændringsforslag uden afstemning. Lovforslaget henvistes på ny til behandling i udvalget, som imidlertid ikke fremkom med nogen tillægsbetænkning, men i stedet afgav en mundtlig indstilling ved 3. behandling.

Lovforslaget vedtoges med 91 stemmer mod 52 (V, KF og LC), medens 2 medlemmer (Grønl.) undlod at stemme.