L 154 Forslag til lov om ændringer i lov om skibes bemanding.

Af: Handelsminister Tyge Dahlgaard ()
Samling: 1966-67 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget var i det hele enslydende med det forslag til lov om ændringer i lov om skibes bemanding, som fremsattes af handelsministeren den 11. marts 1966, og som genfremsattes den 6. oktober samme år, men som ikke nåede at blive færdigbehandlet, inden udskrivningen af folketingsvalget fandt sted. Om baggrunden for lovforslaget og dettes nærmere indhold henvises til den udførlige omtale i folketingsårbogen 1965-66, side 478. Her skal blot kort omtales, at lovforslaget i hovedsagen indeholdt de som følge af det samtidig fremsatte og i øvrigt senere vedtagne lovforslag om søfartsuddannelse nødvendiggjorte ændringer i bemandingsloven (se side 353).

Ved genfremsættelsen af lovforslaget fremhævede handelsministeren, at de under den hidtidige behandling af forslaget fremkomne udtalelser formentlig kunne motivere visse ændringer i dette. Når ministeren alligevel havde valgt at genfremsætte det uændret, skyldtes det hensynet til, at udvalgsbehandlingen i folketinget ikke var blevet tilendebragt, og at han derfor havde fundet det naturligt at vente med at tage stilling til eventuelle ændringsforslag. Ministeren forbeholdt sig i stedet at fremkomme med ændringsforslag under forslagets fortsatte behandling.

Som tidligere behandledes lovforslaget i folketinget sammen med forslag til lov om søfartsuddannelse og forslag til lov om Søfartens Fællesråd.

Ved 1. behandlingen kunne samtlige ordførere henvise til tidligere fremsatte udtalelser, og forslaget fik således på ny en overvejende velvillig modtagelse, selv om flere af ordførerne var kritisk indstillet over for flere af forslagets enkeltbestemmelser. Vivike (SF) fandt, at der efter folketingsvalget og den deraf fulgte ændrede sammensætning af folketinget nu måtte være politiske muligheder for at foretage ændringer af såvel bemandingslovens dispensationsparagraf (§ 40) som den i loven fastsatte bemandingsskala (§ 6).

Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav en beretning om sit arbejde.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Jens Peter Jensen (V), J. Hindkjær Pedersen (KF), Holger Vivike (SF), Hilmar Baunsgaard (RV) og Poul Antonsen (LC)