Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på følgende:

1. I folketingets forretningsordens § 11, der omhandler 1. behandling af lovforslag, skulle der indsættes en bestemmelse af følgende indhold:

„Et lovforslag skal optages til 1. behandling senest 10 mødedage efter fremsættelsen, medmindre udvalget for forretningsordenen beslutter andet."

2. I forretningsordenens § 17, der omhandler andre selvstændige forslag end lovforslag, skulle der indsættes en bestemmelse om, at også 1. behandling af sådanne forslag skulle ske med iagttagelse af den i § 11 anførte frist.

Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:

„I forretningsordenen for folketinget er fastsat regler for, hvor tidligt behandlingen af et lovforslag eller andre selvstændige forslag kan finde sted. Endvidere er i forretningsordenen eksempelvis fastsat frister, inden for hvilke forhandling af ministres redegørelser kan begæres og skal finde sted (§ 19), spørgsmål til ministre skal besvares (§ 20) og forespørgsler behandles (§ 21). Derimod er ikke i forretningsordenen fastsat, hvornår et fremsat lovforslag eller forslag til folketingsbeslutning senest skal optages til 1. behandling.

Principielt må det være ønskeligt, at et fremsat forslag snarest optages til 1. behandling. Af hensyn til folketingets arbejdsgang og til, at folketing og regering kan få rimelig tid til overvejelse af de principielle synspunkter, der agtes fremført ved 1. behandling, vil en generel og ufravigelig tidsfrist for optagelsen til 1. behandling dog næppe i alle tilfælde virke hensigtsmæssig.

På den anden side må det være rigtigt, at såvel folketingets ret til stillingtagen som det enkelte folketingsmedlems adgang til lovinitiativ sikres også direkte i forretningsordenen mod den uønskede faktiske begrænsning, der kan ligge i en unødvendig stor tidsafstand mellem fremsættelse og 1. behandling af et forslag.

I henhold til forretningsordenens § 32 bestemmer folketingets formand dagsordenen for tingets møder. Forslagsstillerne finder det ønskeligt, at folketingets formand i sine overvejelser herom kan finde støtte i en bestemmelse i forretningsordenen som her foreslået, hvorefter den længere tidsafstand end 10 mødedage mellem et forslags fremsættelse og dets 1. behandling forudsætter tilslutning fra udvalget for forretningsordenen."

Ved 1. behandling anførte ordføreren for forslagsstillerne (Poul Hartling) (V), at forslaget var af principiel art, men at den aktuelle anledning var behandlingen af det af venstre fremsatte forslag til folketingsbeslutning om ændringer i den offentlige sygeforsikring. Dette forslag var fremsat den 24. januar 1967. Hvis den nu foreslåede regel havde været gældende, skulle det have været sat til 1. behandling senest 9. februar, men det var, efter at spørgsmålet havde været rejst i udvalget for forretningsordenen, først sat på ugeplanen for tingets møde 7. marts. Forslaget var ikke udtryk for noget angreb på formanden, men tilsigtede at give formanden større mulighed for at afvise en pression, som han ellers ikke kunne værge sig imod.

Bomholt (S) var på baggrund af de mange kritiske bemærkninger i en række venstreblade meget taknemlig for Poul Hartlings udtalelse om, at forslaget ikke indeholdt noget angreb på formanden. Han mente i øvrigt, at det var bedre at forhandle sådanne spørgsmål i præsidiet fremfor i forretningsordenen at indføre snævre og stive direktiver for formanden. En stiv 10 dages regel kunne virke generende i visse perioder med mange 2. og 3. behandlinger og i perioder, hvor mange lovforslag var fremsat. En ministers sygdom eller bortrejse kunne virke forsinkende. Hvis der skulle komme et antal mindre partier ind i folketinget, ville de ved fremsættelse af private forslag simpelt hen kunne blokere forretningsgangen. Hertil kom det mere væsentlige, at forslagsstillerne af et privat forslag vil være interesseret i regeringens svar, og dette svar kan ikke foreligge, før den pågældende minister har ladet foretaget en nærmere undersøgelse af forslaget. Under normale forhold ville en måneds ventetid for et privat forslag være et yderpunkt. På den anden side ville den foreslåede frist på 10 mødedage være for kort. Den nuværende præsidieordning var i virkeligheden bedst egnet til at løse problemer, som måtte opstå. Forslaget gik nu til forhandling i forretningsordensudvalget, og så måtte man se, hvor langt en saglig argumentation kunne række.

Poul Sørensen (KF) forstod godt, at en forslagsstiller blev utålmodig, når et forslag lå så længe som sket. Han mente, at man i forretningsordensudvalget skulle søge at finde frem til en ændring, som kunne sikre behandlingen af fremsatte forslag, og som kunne tilfredsstille både regeringsbænkene og oppositionspartierne. Hans parti havde i øvrigt også ønske om ændring af arbejdsgangen på andre områder.

Poul Dam (SF) var ikke utilfreds med den bestående ordning og mente, at der kunne være noget principielt rigtigt i, at regerings- forslag havde forrang fremfor private forslag, idet det under et parlamentarisk system var regeringens opgave at lede lovgivningsarbejdet. Regeringen havde i sin programtale bebudet sine forslag, mens de private forslag kom forholdsvis pludseligt, og det var rimeligt, at de blev undersøgt grundigt, inden de sattes til forhandling. SF var ikke særlig begejstret for forslaget, men ville være med til i forretningsordensudvalget at drøfte problemerne omkring private forslags placering i lovgivningsarbejdet.

Hilmar Baunsgaard (RV) følte ikke, at det rejste problem kunne opfattes som nogen kritik af formanden, hvis ledelse alle måtte nære den dybeste respekt for. En 10 dages regel var måske for stiv, men der var rejst et problem, som det ville være til gavn for tinget at få drøftet igennem.

Diderichsen (LC) kunne i princippet fuldstændig slutte sig til det fremsatte forslag, selv om en lidt videre ramme end 10 mødedage måske burde overvejes.

Også socialminister Bundvad havde ordet og forklarede, at det ikke havde været ham muligt at svare på venstres forslag om syge- kasseordningen før afslutningen af de igangværende forhandlinger med arbejdsmarkedets parter. Situationen ville formentlig falde ind under undtagelsesbestemmelsen i venstres forslag om 10 dages reglen.

Forslaget henvistes til behandling i udvalget for forretningsordenen, som i en beretning gav udtryk for, at den foreslåede ændring, dog med en noget længere frist, burde gennemføres sammen med andre ønskelige ændringer af forretningsordenen, hvorom indstilling fra udvalget kunne forventes i folketingsåret 1967-68.