Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om foranstaltninger til støtte for produktion og beskæftigelse med følgende hovedindhold:

1) Oprettelse af et statsligt investeringsfond, der kan indskyde kapital, navnlig i form af stemmeberettiget aktiekapital, i virksomheder, hvis udvidelsesmuligheder hæmmes af kapitalmangel, eller som på grund af forbigående afsætningsvanskeligheder, ændringer i kreditforholdene eller andre omstændigheder har behov for tilførsel af yderligere kapital.

2) Forbud mod nedlæggelse af arbejdspladser eller indslcrænlcning af produktionen på i øvrigt fortsat bestående arbejdspladser, såfremt beskæftigelsen i den pågældende kommune eller egn påvirkes væsentligt heraf, medmindre arbejdspladsen forgæves er blevet tilbudt det offentlige til overtagelse for summen af de foretagne investeringer minus afskrivninger, eller der forgæves er søgt om indskud af kapital fra det statslige investeringsfond.

3) Ændring af aktieselskabsloven, hvorved der gives de i et aktieselskab beskæftigede indflydelse på selskabets ledelse på lige fod med aktionærerne.

4) Oprettelse af et institut for produktionsrationalisering, som vederlagsfrit kan bistå erhvervsvirksomheder og organisationer, herunder fagforbund og andre organisationer af lønmodtagere. "

Ved fremsættelsen gjorde Poul Dam (SF) som ordfører for forslagsstillerne gældende, at meget tydede på, at der er „risiko for en alvorlig afmatning i de internationale konjunkturer, og at denne situation vil stille meget store krav til produktionen, krav, som bl. a. vil medføre et kapitalbehov, som det vil være vanskeligt at tilgodese inden for det danske samfund. Den risiko for arbejdsløshed og produktionsnedgang, som dette medfører, må efter socialistisk folkepartis mening ses klart i øjnene, og man må i tide have truffet sådanne politiske beslutninger, at der undgås såvel et lokalt økonomisk tilbageslag til skade for det danske samfunds udvikling på alle områder som risikoen for, at udenlandske kapitalinteresser i en sådan periode kan få afgørende indflydelse på det danske erhvervsliv.

På denne baggrund har forslagsstillerne med forslaget ønsket, at regeringen skulle forberede en lovgivning, som muliggjorde en væsentlig statsindsats til støtte for produktion og beskæftigelse. Der er dels tale om en direkte indsats, som vil medføre et klart offentligt medansvar for dispositioner inden for erhvervslivet, dels ønske om ændringer af de retsregler, der med hensyn til bestemmelsesretten gælder for erhvervsvirksomheder."

Man forudså, at det ville blive gjort gældende, at forslaget tilsigtede et indgreb i ejendomsretten. Til disse tænkte indvendinger bemærkede ordføreren for forslagsstillerne bl. a., at grundlovens bestemmelse om ejendomsrettens ukrænkelighed tog sigte på en ganske anden situation end den, der forelå i dag. En samfunds- indgriben, som beskærer den ensidige magt, der knytter sig til kapitalbesiddelse, eller som beskærer profitmuligheder, angriber ikke de retsgoder, som junigrundloven ønskede at beskytte, nemlig den enkeltes bolig og eksistensgrundlag.

Ved 1. behandling tog handelsministeren afstand fra forslaget ud fra den opfattelse, at den erhvervs- og beskæftigelsespolitiske tanke bag det var urigtig i sit sigte. Den førte efter hans opfattelse i sin konsekvens i retning af økonomisk stagnation. „Det centrale i en dynamisk erhvervspolitik er netop at sikre mobiliteten, og det er først og fremmest med det sigte, at statens indsats skal gøres, og statens indflydelse skal gøre sig gældende, og det gælder såvel på det finansielle som på det arbejdskraftmæssige område."

Spørgsmålet om oprettelse af en statslig investeringsfond fortjente nærmere overvejelse, men handelsministeren ville finde det beklageligt, om sagen skulle tages op på det grundlag og med det sigte, som det foreliggende forslag var udtryk for.

Hvad specielt forslagets punkt 3 angår, henledte arbejdsministeren opmærksomheden på, at spørgsmålet om medarbejdernes indflydelse på virksomhedernes ledelse i høj grad havde optaget socialdemokratiet og LO. „Således blev der sidste sommer under arbejdsministeriet nedsat et udvalg med repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening, for LO og for den sociologiske videnskab, som har til opgave at fremsætte en redegørelse om alle disse spørgsmål i forbindelse med medarbejderindflydelse, herunder det, vi normalt betegner som industrielt demokrati.

Der blev efter socialdemokratiets kongres også nedsat et udvalg, som LO var fadder til, om industrielt demokrati, et udvalg med repræsentanter fra LO, socialdemokratiet og kooperationen til undersøgelse af spørgsmålet om industrielt demokrati, altså om medarbejdernes indflydelse. Jeg har siddet i dette udvalg, og vi har netop nu afgivet betænkning. Det er meningen, at denne betænkning skal behandles på LOs forestående kongres, og det er meningen, at den skal drøftes i socialdemokratiets kompetente forsamlinger."

Arbejdsministeren mente derfor, „at vi på nærværende tidspunkt ikke er så langt fremme, at man kan tage stilling til, hvorvidt det ville være rigtigt at ændre lovgivningen for at fremme det industrielle demokrati; i hvert fald er man ikke så langt fremme, at man kan sige, hvilken form for ændret lovgivning der så vil være mest hensigtsmæssig. Derfor vil det efter regeringens opfattelse være rigtigst, at man lader arbejdet gå videre i udvalget, nedsat af arbejdsministeriet, og at man får betænkningen fra LO frem til almindelig offentlig drøftelse, før man går videre."

I overensstemmelse hermed udtalte Kampmann (S) sig. Han sluttede sin ordførertale således:

„Det gælder for en socialdemokrat om at sikre beskæftigelsen ikke alene i 60erne, men også i 70erne, og for dog på den givne foranledning at fremkomme med et konstruktivt forslag skal jeg foreslå handels- eller økonomiministeren snarest at nedsætte en hurtigt arbejdende kommission med det formål at undersøge finansierings- problemerne inden for erhvervslivet og udviklingstendenserne inden for kredit- og kapitalmarkedet, herunder spørgsmålet om behovet for oprettelse af en offentlig kreditinstitution som supplement til de bestående udlånsinstitutioner."

Jens Peter Jensen (V) anså de foreslåede foranstaltninger for så vidtgående, at forslaget burde have været afvist som grundlovsstridigt i henhold til forretningsordenens § 16. Det var efter hans opfattelse „et rent demonstrationsforslag", og han henstillede, at folketinget nægtede det overgang til 2. behandling.

Haunstrup Clemmensen (KF) nærede også principielle betænkeligheder ved forslaget, der efter hans opfattelse ikke var egnet til løsning af de alvorlige samfundsmæssige opgaver, der var baggrunden for dets fremsættelse.

Bernhard Baunsgaard (RV) og Antonsen (LC) gik ligeledes imod forslaget.

Under den videre forhandling fandt 3. næstformand (Morten Lange) som fungerende formand anledning til at udtale, at forhandlingerne drejede sig om „et forslag til folketingsbeslutning, der ikke kan afvises under henvisning til forretningsordenens § 16." Handelsministeren anså det for en værdifuld tanke, at der blev nedsat en kommission til at undersøge erhvervslivets investeringsbehov, og han meddelte, at regeringen var villig til at tage spørgsmålet herom op til positiv overvejelse.

Inden tinget — i et efterfølgende møde — tog stilling til spørgsmålet om sagens overgang til 2. (sidste) behandling, udtalte formanden: „Da jeg ikke kunne være til stede under sagens behandling i fredags, skal jeg kort anføre, at jeg ikke har fundet tilstrækkelig grund til at fremkomme med indstilling til tinget om afvisning af forslaget. Spørgsmålet om at afvise det har derfor ikke foreligget. Forretningsordenen forudsætter, at spørgsmål om en sags afvisning rejses, før sagen sættes til forhandling."

Forslagets overgang til 2. behandling vedtoges derefter med 82 stemmer mod 66, idet 2 medlemmer afholdt sig fra at stemme.

Det udvalg, som sagen henvistes til, afgav ikke betænkning.