Lovforslaget fremsattes første gang i folketinget den 12. maj 1966 (se årbog 1965-66, side 452 ff.).
Lovforslaget, der må ses i forbindelse med det foran omtalte forslag til lov om leje, indeholdt de i den hidtidige lejelovs 2. og 3. afsnit optagne midlertidige bestemmelser, som dog var ændret væsentligt på en række punkter. Om lovforslagets indhold må henvises til det nævnte sted i årbogen, hvor dets hovedpunkter er omtalt.
Det folketingsudvalg, som behandlede lovforslaget i 1965-66, foreslog i sin betænkning, at lovforslaget skulle genfremsættes med en række ændringer. Lovforslaget var ændret i overensstemmelse hermed. Af disse ændringer, som for en stor del var redaktionelle, skal i det følgende alene nævnes de væsentligste.
Ved en ændret affattelse af § 11, stk. 2, vedrørende normaliseringsforhøjelserne er det stærkere præciseret, at den ejer, der ikke straks kræver de hjemlede lejeforhøjelser, men senere ønsker at gøre dette, i så fald kan opkræve lejeforhøjelserne med de beløb, huslejen ville være steget til på dette tidspunkt.
Lovforslagets bestemmelser er ændret således, at pristalsklausuler i lejekontrakter overalt i de af lovforslaget omfattede kommuner, hvad enten det drejer sig om beboelse eller erhvervslejemål, ikke kan medføre lejeforhøjelser i perioden efter 1. april 1967.
Forslaget om, at restaurering af fredede bygninger kan godkendes som forbedringer, er — efter kommunalt ønske — udvidet derhen, at der også i ejendomme, der omfattes af en vedtaget og godkendt bevarende byplan, kan gennemføres lejeforhøjelser til dækning af rimelige udgifter ved tilsvarende restaureringer, når arbejdet er godkendt af kommunalbestyrelsen.
Hvad angår spørgsmålet om kontrol med lejen af enkeltværelser m. v., er der ud fra den opfattelse, at det gældende opsigelsesvarsel i mange tilfælde er for kort, indsat en bestemmelse, hvorefter opsigelse af lejemålet skal ske med mindst 1 måneds varsel.
Som nævnt i forbindelse med den nærmest foregående sag var lovforslaget et led i det boligpolitiske forlig, som blev indgået mellem socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre den 18. januar 1966. Der var derfor blandt forligspartiernes ordførere enighed om at anbefale lovforslagets gennemførelse med de nu foreslåede ændringer.
Et spørgsmål, som ikke var færdigbehandlet under udvalgsarbejdet i 1965-66, var de særlige regler om binding af lejeforhøjelser i ejendomme med kun 2 lejligheder, hvoraf udlejeren bebor den ene. Det var hensigten at tage bl. a. dette spørgsmål op til behandling under det kommende udvalgsarbejde.
De øvrige ordførere var alle kritisk indstillede over for lovforslaget.
Arne Larsen (SF) var bl. a. betænkelig ved, at der slækkedes for meget på lejerbeskyttelsen, og ved, at det var overladt til den enkelte kommunalbestyrelse at afgøre, hvornår den ønskede at sætte lejerbeskyttelsen ud af kraft ved at overgå til et frit boligmarked.
Bækgaard (Uafb) fandt, at lovforslaget var for meget i lejernes favør til, at dets formål — en normalisering af boligmarkedet — kunne forventes opnået.
Heller ikke Niels Westerby (LC) troede på, at lovforslaget ville føre til det ønskede resultat. Han fandt imidlertid, at lovforslaget i for høj grad begunstigede ejerne på lejernes bekostning.
Boligudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at afgive betænkning inden samlingens slutning.
Lovforslaget fremsattes på ny i folketingsårets 2. samling. Herom henvises til omtalen side 269.