Lovforslaget, der blev fremsat og behandlet sammen med de ovenfor omtalte lovforslag om næringslov og garantier til finansieringsinstitutter inden for detailhandelen, var bortset fra en ændring af det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt til 1. oktober 1966 fuldstændig identisk med det lovforslag, der blev fremsat i folketinget 30. april 1965 (årbog 1964-65, side 483), og som ikke blev færdigbehandlet i folketingsåret 1964-65.

Om lovforslagets begrundelse og indhold kan derfor i det hele henvises til folketingsårbogen for 1964-65. Kort skal dog fremhæves, at loven i hovedsagen tager sigte på at tilvejebringe overensstemmelse mellem beværterloven og den retstilstand, der er blevet resultatet af gennemførelsen af den nye næringslov.

Ved 1. behandlingen i folketinget kunne samtlige ordførere henvise til de udtalelser, der var blevet fremsat ved førstebehandlingen i det foregående folketingsår, og lovforslaget henvistes derefter til samme udvalg som næringslovforslaget.

I den betænkning, udvalget afgav, fremhævedes, at handelsministeren over for udvalget havde oplyst, at der var truffet foranstaltninger til at nedsætte et udvalg, der snarest skulle udarbejde forslag til en generel revision af beværterloven med henblik på en tilpasning til nutidens krav, hvorunder man måtte have mulighederne for en forenkling af lovens administration for øje.

Der stilledes i betænkningen to ændringsforslag, som var tiltrådt af hele udvalget. Ved det ene ændringsforslag præciseredes, i hvilke tilfælde der kan dispenseres fra forbuddet mod, at beværter- og gæstgivernæring med ret til udskænkning af stærke drikke drives i lokaler, der tillige benyttes til udøvelse af anden næring, idet ordene „stormagasiner og lignende" i den foreslåede affattelse af beværterlovens § 11, stk. 3, sidste punktum, ændredes til: "stormagasiner og forretninger af lignende størrelse og med lignende varesortiment".

Ved det andet ændringsforslag indsattes følgende nye bestemmelse i loven (§ 26, stk. 11):

„Handelsministeren kan i særlige tilfælde tillade, at der i marketenderilokaler — også efter marketenderiets lukketid — finder servering sted af den i § 24 omhandlede karakter. Sådan tilladelse giver ikke ret til udskænlming af andre stærke drikke end øl af den i § 1, stk. 3, nævnte art."

Om begrundelsen for dette ændringsforslag var i betænkningen oplyst følgende:

„I forbindelse med driften af kollektivhuse for bevægelseshæmmede opført af Boligudvalget for Bevægelseshæmmede påtænkes drevet serveringsvirksomhed uden bevilling i medfør af beværterlovens § 24 for kollektivhusenes beboere. I forbindelse med kollektivhusene er indrettet beskyttede værksteder for udefra kommende bevægelseshæmmede arbejdere, til hvilken persongruppe samt til det i kollektivhuset beskæftigede kontorpersonale, der ikke har bolig i dette, det er nødvendigt at indrette marketenderilokaler.

Da det imidlertid ikke i henhold til den gældende beværterlov er muligt at tillade, at et marketenderilokale benyttes til anden form for beværtervirksomhed, og under hensyn til de meget store forøgede omkostninger, der vil være forbundet med foruden restaurationslokaler at indrette særlige marketenderilokaler, foreslås det i disse særlige tilfælde at give handelsministeren bemyndigelse til at tillade, at et marketenderilokale benyttes til anden form for beværtervirksomhed."

Hverken ændringsforslagene eller selve lovforslaget gav anledning til nogen længere debat ved andenbehandlingen, og de nævnte ændringsforslag vedtoges uden afstemning.

Ved tredje behandling stillede handelsministeren ændringsforslag om at lade loven træde i kraft den 1. januar 1967 samtidig med næringsloven. Efter at ændringsforslaget var vedtaget uden afstemning, vedtoges lovforslaget enstemmigt.