Ved loven gives der § 4 i lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civile beredskab følgende affattelse:

„Til gennemførelse af foranstaltninger efter lovens §§ 2 og 5 kan vedkommende minister, når almenvellet kræver det, iværksætte eller, for så vidt angår ikke-statslige foranstaltninger, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Ekspropriation i henhold til stk. 1 finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom."

I sin hidtidige affattelse lød § 4 således:

„I den udstrækning, det er nødvendigt til gennemførelse af foranstaltninger i henhold til nærværende lov, er borgerne pligtige til i fredstid mod fuld erstatning at stille deres faste ejendom til rådighed for samfundet.

Medmindre andet er fastsat ved kgl. anordning, foretages ansættelse af erstatning m. v. i overensstemmelse med de i § 34 i lov nr. 152 af 1. april 1949 om civilforsvaret indeholdte regler."

Ved den ændrede formulering har man villet ophæve en tvivl, som var opstået om, hvorvidt § 4 indeholdt hjemmel for ekspropriation til fordel for private virksomheder, som i medfør af civilberedskabslovens § 5 har fået pålæg om gennemførelse af beredskabsforanstaltninger.

I medfør af lovens § 5 har handelsministeriet ved bekendtgørelse nr. 21 af 24. januar 1964 om beredskabslagre af mineralolieprodukter, jfr. bekendtgørelse nr. 325 af 16. november 1964, bestemt, at enhver, som importerer eller producerer benzin og gas-/dieselolie, har pligt til at oprette og vedligeholde særlige beredskabslagre af disse produkter af en nærmere fastsat størrelse.

De lagringspligtige er, bortset fra et enkelt selskab, til opfyldelse af den omhandlede forpligtelse indgået i et fællesskab, „Danske Olieberedskabslagre", som har påbegyndt opførelse af lagre.

Da produkterne kun kan opbevares i en kortere årrække, vil det være nødvendigt med mellemrum at udskifte dem.

På grund af lagrenes betydelige størrelse vil der i forbindelse med såvel førstegangsopfyldningen som de nødvendige senere periodiske udskiftninger af produkterne opstå betydelige transportmæssige problemer. Det kan således oplyses, at transporten ikke vil kunne gennemføres inden for en rimelig tid ved hjælp af tankvogne. Man har derfor fundet det nødvendigt inden for de enkelte landsdele at forbinde lagrene indbyrdes ved en rørledning, som desuden får forbindelse til havn.

Olieselskaberne tilbyder de ejendomsbesiddere, som vil blive berørt af en sådan rørledning, en erstatning for det med ledningens nedlæggelse forbundne besvær og for pålæggelse af en deklaration om indskrænkning i benyttelsen af arealet i ledningens umiddelbare nærhed, og selskaberne har modtaget accept på dette tilbud fra en række lodsejere. Enkelte lodsejere har imidlertid modsat sig nedlæggelse af en rørledning, og spørgsmålet om ekspropriation med hjemmel i civilberedskabslovens § 4 er derfor blevet aktuelt.

Som ovenfor nævnt er det imidlertid tvivlsomt, om § 4 i sin oprindelige affattelse indeholdt den fornødne hjemmel. Indenrigsministeren fremsatte derfor forslaget til nærværende lov under henvisning til, at det må anses for nødvendigt for gennemførelse af et rimeligt alment beredskab på dette område, at opfyldning og udskiftning af produkterne i de opførte beredskabslagre kan foretages gennem et rørsystem, som desuden i en krigssituation vil muliggøre hurtigere flytninger af beholdningerne lagrene imellem.

Olieselskaberne har ved frivillig overenskomst sikret sig arealer til de hidtil projekterede lagre og håber på samme måde at kunne erhverve arealer til de resterende lagre; men det kan ikke udelukkes, at ekspropriation i denne forbindelse kan blive nødvendig, og loven afgiver hjemmel herfor.

Efter hvad indenrigsministeren anførte i sin fremsættelsestale, må det forudses, at ekspropriation i enkelte tilfælde vil blive nødvendig, og han oplyste i denne forbindelse, at staten kontrollerer, at ledninger og lagre vil blive anvendt efter deres formål, og at lagrene, når de er afskrevet, vederlagsfrit skal overtages af staten, såfremt beredskabsordningen bringes til ophør.

„Der er således ikke tvivl om, at formålet med en ekspropriation må betragtes som almennyttigt, og man kender i øvrigt andre steder i lovgivningen ekspropriation til fordel for private.

Over for mulige betænkeligheder i henseende til, hvad den foreslåede bestemmelse i øvrigt vil kunne bruges til, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på udtalelsen i bemærkningerne til lovforslaget om, at man ikke har planer om at ekspropriere til andre formål, og desuden vil jeg pege på, at det i lovens § 2, stk. 3, er bestemt, at der over for det særlige folketingsudvalg skal redegøres for mere betydende foranstaltninger, som gennemføres i medfør af lovens bestemmelser.

Det må være ganske oplagt, at man om sager af denne art fra regeringens side på forhånd optager forhandling med folketingsudvalget."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis medlemmer — med undtagelse af Skræppenborg-Nielsen (SF) — indstillede det til vedtagelse i uændret affattelse. Skræppenborg- Nielsen forbeholdt sig sin stilling til lovforslaget. Han ønskede en udtalelse fra ministeren om, at beredskabslagrene af benzin og olie samt rørledningerne skulle placeres så tæt ved kysterne som overhovedet muligt, fordi faren for en eventuel forurening af grundvandet var mindst her.

Ved 2. behandling oplyste indenrigsministeren, at olieselskaberne i høj grad var opmærksomme på sagen, og at der var truffet helt ekstraordinære foranstaltninger for at sikre sig mod, at der skulle blive tilført grundvandet olie. „Jeg tror, at risikoen ved disse omfattende foranstaltninger faktisk er elimineret, både for så vidt angår rørledningerne og tankene.

Derimod vil jeg gerne understrege, at der er et andet problem, nemlig de tusindvis af olietanke, som i de senere år er nedlagt i jorden i nærheden af husene. Vi har taget spørgsmålet op til behandling i indenrigsministeriet, et udvalg af teknikere arbejder med det, og vi er nødt til at vende tilbage til det: det er et meget stort problem.

Det spørgsmål, det ærede medlem rejser om placeringen af beredskabslagrene, er jeg nødt til at besvare derhen, at jeg ikke kan imødekomme ønsket. Jeg er naturligvis klar over, at ligger disse ledninger eller tanke i nærheden af kysterne, er riskoen mindre, men som jeg understregede, har man taget alle de forholdsregler, man med teknikkens nuværende stade kan tage for at sikre sig."

Dette svar fandt Skræppenborg-Nielsen utilfredsstillende. Han var bange for, at der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til olieforureningsfaren, og kunne derfor ikke anbefale lovforslaget til vedtagelse.

Ved 3. behandling gennemførtes det med 126 stemmer, idet 10 medlemmer (SF) afholdt sig fra at stemme.