Loven, der trådte i kraft 1. januar 1966, træder i stedet for lovbekendtgørelse nr. 11 af 15. januar 1951 samt lov nr. 73 af 28. marts 1956 og lov nr. 294 af 21. december 1957.
De vigtigste ændringer i forhold til den tidligere gældende lov går ud på følgende:
1) Ændring af dødelighedsgrundlaget under hensyn til de seneste erfaringer på dette område, så at de dødssandsynligheder, der regnes med, sænkes, hvilket — alt andet lige - vil billiggøre præmierne for dødsfaldsforsikringer, men vil medføre nogen fordyrelse for oplevelsesforsikringer. I årene 1926-65 har man for dødsfaldsforsikringer haft samme tariffer for mænd som for kvinder, men da dødeligheden relativt er faldet mere for kvinder end for mænd, har man nu indført særskilte dødelighedstavler for mænd og for kvinder, så at tarifferne bliver billigere for kvinder end for mænd. For oplevelsesforsikringer vil der som hidtil være forskellige dødelighedstavler for mænd og for kvinder.
2) Rentefoden, der hidtil har været 3 3/4 pct. helårlig for dødsfaldsforsikringer og 3½ pct. helårlig for oplevelsesforsikringer, er under hensyn til de senere års renteudvikling forhøjet til henholdsvis 4½ pct. helårlig og 4 1/4 pct. helårlig.
3) Under hensyn til det stigende omkostningsniveau har man — også ud fra en langtidsbetragtning — fastsat en mindre forhøjelse af administrationstillæggene.
4) Ved halvårlig, kvartårlig og månedlig præmiebetaling kan statsanstaltens bestyrelse fastsætte et yderligere tillæg (kvitteringstillæg) pr. kvittering. Dette tillæg motiveres med portoudgifter og lignende udgifter, der løber på den enkelte kvittering. Selv om det samme gælder ved helårlig præmiebetaling, har man ikke her ønsket indført et særligt kvitteringstillæg ud fra den betragtning, at de forsikrede bør kunne frigøre sig for det særlige tillæg ved at vælge helårlig præmiebetaling, der i administrativ henseende byder lettelser for statsanstalten.
5) Ligeledes er det fastslået, at der til dækning af statsanstaltens udgifter ved at yde fritagelse for præmiebetaling i henhold til § 23 for dødsfaldsforsikringer i præmien inkluderes et tillæg, hvis størrelse beregnes ud fra statsanstaltens hidtidige erfaringer.
6) Endelig er der for nye forsikringer indført et nyt bonusfordelingssystem.
Statsanstalten har hidtil benyttet sig af et såkaldt mekanisk bonussystem, idet man ud fra et skøn over den fremtidige udvikling med hensyn til dødelighed, rentefod og omkostninger har foretaget en beregning vedrørende den andel, som den enkelte forsikring vil bidrage med til overskuddet. Denne beregning giver sig udtryk i et bonusfordelingstal (forsikringstal), som ved tegningen tildeles hver enkelt forsikring, og dette fordelingstal holdes konstant i hele den tid, en forsikring er bonusberettiget. Herved kan der i tidens løb opstå visse skævheder, såfremt forudsætningerne ikke holder stik.
Man vil derfor nu anvende en metode, hvorved bonus inden for hvert femår efter en kollektiv beregning afpasses efter det overskud, som den enkelte forsikring har frembragt i femåret. Når en sådan fremgangsmåde hidtil ikke er benyttet, skyldes det, at man med de hidtidige hjælpemidler har anset metoden for at være for arbejds- og omkostningskrævende, men med indførelse af nye elektroniske hjælpemidler kan metoden nu anvendes med rimelige omkostninger.
For de gamle forsikringer er de hidtidige forsikringstal opretholdt, da de er kontraktmæssigt sikret.
Ved 1. behandling i folketinget modtoges lovforslaget med stor velvilje af samtlige partiers ordførere.
Under den derpå følgende udvalgsbehandling blev der på foranledning af finansministeren foretaget en ændring i lovforslagets § 43, hvorefter bonus skal anvendes til opskrivning af forsikringsydelserne, medmindre bestyrelsen bestemmer, at bonus i stedet skal udbetales kontant efter hver statusopgørelse. Lovforslaget var oprindeligt udformet således, at bonus skulle udbetales kontant efter hver statusopgørelse, medmindre bestyrelsen bestemte, at bonus skulle anvendes til opskrivning af forsikringsydelserne.
Som svar på et spørgsmål fra Johan Asmussen (Uafh) udtalte finansministeren ved lovforslagets 3. behandling bl. a.:
„Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 43 er det statsanstaltens hensigt at videreføre den udvikling, som allerede er i gang, og hvorefter bonus i videst muligt omfang påtænkes anvendt til forøgelse af forsikringsydelserne i stedet for til kontant bonusudbetaling til forsikringstagerne. Det vil endvidere heraf fremgå, at der også efter 1. januar 1966 bliver tale om tegning både af forsikringer med opskrivning af forsikringen og af forsikringer med kontant bonusudbetaling.
Statsanstaltens direktion og bestyrelse vil naturligvis fastlægge generelle retningslinjer for, hvordan statsanstaltens agenter skal gå frem i så henseende ved tegning af forsikringer. En sådan fremgangsmåde er efter min opfattelse helt i overensstemmelse med både bogstav og ånd i lovforslagets § 43, stk. 2, og bemærkningerne hertil. Jeg skal i den forbindelse præcisere, at når det i § 43, stk. 2, andet punktum, anføres:
„Herom skal bestyrelsen udstede offentlig bekendtgørelse med 3 måneders varsel",
så går det alene på udstedelse af bekendtgørelse om selve den kontante udbetaling. I øvrigt kan jeg sige, at det for mig er oplyst, at de private forsikringsselskaber har fri adgang til at bestemme, om bonus skal tilskrives eller udbetales kontant.
Samtidig skal jeg i anledning af det ærede medlems spørgsmål oplyse, at statsanstalten på forespørgsel har meddelt, at det af teknisk-administrative grunde ikke vil være muligt fra den 1. januar 1966 at give forsikringstagere, der har tegnet forsikringer mod kontant bonusudbetaling, adgang til at vælge at gå over til opskrivning af forsikringerne i stedet for. Det må ved forsikringstegningen aftales, hvilken af de to former der skal gælde, men statsanstalten vil være opmærksom på, om det efterhånden skulle blive teknisk-administrativt muligt at indføre en ordning, hvorefter der gives forsikringstagerne en sådan valgfrihed, selv om forsikringen oprindelig er tegnet mod kontant bonusudbetaling."
Herefter vedtoges lovforslaget enstemmigt.