Bestemmelser angående værnepligtiges anvendelse til civilt statsarbejde fastsattes ved lov nr. 625 af 13. december 1917, som afløstes af lov nr. 187 af 20. maj 1933, der er ændret ved lov nr. 145 af 23. april 1952.

De ændringer, der er foretaget, har væsentligst drejet sig om tjenestetidens længde, mens selve principperne for de civile værnepligtiges arbejdsforhold stort set er uændrede siden 1917.

Det foreliggende lovforslag byggede på to synspunkter, som det fremgår af følgende redegørelse i bemærkningerne til lovforslaget:

„1. Indenrigsministeriet har længe søgt at finde nye og produktive arbejdsopgaver for de civilt værnepligtige inden for offentlige virksomheder af almennyttig karakter, hvor de værnepligtiges personlige uddannelse og færdigheder så vidt muligt kan udnyttes og udvikles, på samme måde som det er tilfældet i flere andre NATO-lande.

2. Nedlæggelse af lejrene i Grib skov og Kompedal vil være en væsentlig besparelse. I lejrene har den enkelte civilt værnepligtige stået staten i 10.000-12.000 kr. om året, varierende efter antallet i lejrene. I finansåret 1961-62 anvendtes alene 376.385 kr. til honorar og medhjælp. Ved den foreslåede ordning anslås udgiften at blive ca. det halve. Yderligere vil staten få væsentlig større indtægter ved de her foreslåede arbejder end ved det hidtidige skovarbejde.

Der oprettes derfor et administrativt organ under indenrigsministeriet til at varetage de civilt værnepligtiges arbejdsfordeling og arbejdsforhold. På grundlag af de værnepligtiges nøje redegørelse for deres uddannelse og tidligere arbejde anviser det administrative organ de værnepligtiges arbejde.

Da de værnepligtiges evner og forudsætninger må formodes at være meget forskellige, oprettes et kartotekssystem over behov for midlertidig assistance fra en lang række offentlige institutioner af social, faglig og videnskabelig art samt humanitære organisationer. Er der ikke direkte behov for den uddannelse eller oplæring, de værnepligtige har, bliver oplæring i beslægtede fag en forudsætning for anbringelse.

En værnepligtig kan ikke modsætte sig en sådan oplæring. Denne oplæring vil være at regne for en del af den fastsatte tjenestetid."

Efter lovforslaget skulle den gældende lovs § 1, stk. 1, affattes således:

„Værnepligtige, for hvem militærtjeneste af enhver art efter foreliggende oplysninger må anses for at være uforenelig med deres samvittighed, kan af indenrigsministeren efter forhandling med forsvarsministeren fritages for militærtjeneste mod at anvendes til civilt arbejde, der dog ikke må tjene militære formål."

Udtrykket „samvittighed" omfatter iflg. bemærkningerne ikke blot som i gældende lov religiøse, etiske og humanistiske motiver, men også politiske motiver, idet forslagsstillerne fandt det urealistisk at skelne mellem en etisk/moralsk og en politisk holdning.

I tilslutning hertil foresloges som nyt stykke efter § 1, stk. 1, indføjet: „De civilt værnepligtiges arbejdskraft udnyttes i offentlige eller af indenrigsministeren anerkendte virksomheder af almennyttig karakter, idet deres personlige uddannelse og færdighed så vidt muligt udnyttes, f. eks. inden for hospitalsvæsenet, børne-, sindssyge- og åndssvageforsorgen, skole og anden undervisning, museer, geologiske undersøgelser, måleopgaver, laboratoriearbejder, humanitære organisationer o. lign." Med hensyn til tjenestetiden foresloges i § 5, stk. 1, indført en automatisk regulering af det civile arbejdes varighed i tilfælde af ændringer i den militære tjenestetids længde. Nedsættes tjenestetiden i hæren med f. eks. 1/4 fra 16 til 12, nedsættes det civile arbejdes varighed tilsvarende fra 22 til 16½ måned.

Endvidere skal nævnes, at lovforslaget indeholdt bestemmelser vedrørende de værnepligtiges valg af tillidsmænd og om indberetning af forsømmelser m. v. til det ovennævnte administrative organ, der skulle kunne idømme disciplinære straffe i form af ekstratjeneste eller forflytning.

Som ordfører for forslagsstillerne anførte Else-Merete Ross (RV) ved fremsættelsen:

„Allerede den 4. maj 1950 fremsatte medlemmer af det radikale venstre forslag til ændring af denne lov specielt med sigte på at få de unge beskæftiget på måder, hvorved deres arbejdskraft blev bedre udnyttet ved arbejder, der kunne virke udviklende på dem og give samfundet større udbytte.

Indenrigsministeriet har allerede fundet visse nye og produktive arbejdsopgaver for de civilt værnepligtige ikke blot i statsinstitutioner, men også i humanitære organisationer.

Da det i andre NATO-lande har vist sig, at det ikke af disciplinære grunde var nødvendigt at have de civilt værnepligtige samlet i lejre, foreslås lejrene i Gribskov og Kompedal nedlagt.

Som yderligere argument skal anføres, at lejrene er dyre at opretholde, og at de lange afstande fra lejrene til de forskellige nye arbejdssteder, hvor de unge beskæftiges, både er bekostelige og tidrøvende til skade for det arbejde, der skal udføres.

Et administrativt organ under indenrigsministeriet oprettes til at varetage de civilt værnepligtiges arbejdsforhold og arbejdsfordeling, så de værnepligtiges evner og forudsætninger udnyttes bedst muligt."

Ved 1. behandling gav indenrigsministeren udtryk for, at hans sympati for lovforslaget var begrænset. Ministeren kunne således ikke gå med til at ophæve militærnægterlejrene, idet han fandt det ubetinget nødvendigt, at man fastholdt analogien med soldatertjenestens vilkår, dels af disciplinære grunde, dels fordi man ikke burde gennemføre en lempeligere form for aftjening af værnepligten for denne specielle gruppe. Desuden måtte man tage i betragtning, at der ville være betydelige administrative vanskeligheder forbundet med at føre lovforslagets bestemmelser ud i livet, særlig fordi det ikke var let at få de pågældende placeret i offentlige eller private virksomheder af almennyttig karakter. Ministeren var også betænkelig ved en sådan forskelsbehandling. „Hvis man anlægger den betragtning, at militærnægterne menneskeligt set er af højere karat end andre, ja, så er det forståeligt. Jeg deler ikke den opfattelse. Jeg tror, det er nødvendigt, at også disse mennesker under aftjeningen af deres værnepligt, hvis jeg må bruge det udtryk, er under tilsyn, dels for at man sikrer sig deres tilstedeværelse ved det anviste arbejde, men også for at holde øje med deres præstationer."

Alle kunne sikkert være enige om, at de pågældende så vidt muligt skulle udføre et produktivt arbejde af virkelig værdi. Men der burde også kunne være enighed om ikke at acceptere en ordning, der præmierer militærnægterne på den øvrige ungdoms bekostning.

Af partiordførerne gav Skræppenborg-Nielsen (SF) lovforslaget sin tilslutning, selv om han gerne så det ændret på enkelte punkter. Han henviste i så henseende til de lovforslag af tilsvarende art, som var fremsat af medlemmer af socialistisk folkeparti i 1961 og 1962. (Årbog 1962-63, side 420).

De øvrige partier var mere skeptisk indstillet over for lovforslaget, men rede til at deltage i en udvalgsbehandling af sagen.

Det udvalg, hvortil den henvistes, afgav ikke betænkning.