Lovforslaget var stort set uændret i forhold til det tilsvarende lovforslag, der fremsattes i det foregående folketingsår, men som ikke færdigbehandledes, og hvorom henvises til årbog 1964-65, side 470 ff. Der var dog foretaget nogle mindre væsentlige rettelser af rent redaktionel art, ligesom der var foretaget enkelte ændringer af teksten i lovforslagets § 6, hvorom ministeren for offentlige arbejder ved genfremsættelsen bl. a. udtalte:

„Der vil forskellige steder blive tale om berøring mellem tunnelanlæggene og blandt andet de i 1964 af dette høje ting vedtagne motorvejsanlæg i og ved København. Disse vejanlæg er underkastet ministeren for offentlige arbejders bestyrelse, men det er imidlertid tanken at lade de pågældende kommuner projektere og udføre vejanlægene på ministerens vegne, således som hovedlandevejsloven af 1963 åbner mulighed for.

Jeg har derfor fundet det rigtigst at ændre slutningen af paragraffens stk. 2, således at dette foruden egentlige kommunale anlægsarbejder også dækker forholdene med hensyn til projektering og udførelse af førnævnte motorvejsanlæg. Da disse som sagt bestyres af ministeren for offentlige arbejder, har jeg endvidere ment at måtte ændre i stk. 1 og i bemærkningerne til § 6 ordet „statsbanerne" til „ministeren for offentlige arbejder", hvorved muligheden for en repræsentation også for vejdirektoratet i det omhandlede udvalg er holdt åben."

Ved lovforslagets 1. behandling mødte det tilslutning fra alle ordførerne med undtagelse af ordførerne for venstre og de uafhængige. Guldberg (V) fremførte en stærk kritik af lovforslaget, der efter hans opfattelse var udtryk for et helt forkert syn på problemerne. Tunnelbanerne ville blot forøge overfladetrafikken i den indre by i stedet for at formindske den, de ville forøge antallet af arbejdspladser og formindske antallet af boliger i den indre by, og denne udvikling var ikke ønskelig. Udflytningen fra København af institutioner og erhvervsvirksomheder ville blive hæmmet. Der var mere brug for de begrænsede økonomiske midler til at styrke udviklingen ude i landet. Også Rimstad (Uafh) gik stærkt imod lovforslaget, idet han kritiserede såvel linjeføringen som banetypen. I øvrigt fandt han, at løsningen af det storkøbenhavnske trafikproblem var et rent kommunalt anliggende, i hvilket statens opgave burde indskrænkes til at være koordinerende.

Kritikken mod lovforslaget blev imødegået af andre af ordførerne og af ministeren, og lovforslaget henvistes derefter til behandling i et udvalg, der imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets slutning.