L 139 Forslag til lov om ændring af lov om beskatningen af medlemmer af investeringsforeninger.

Af: Finansminister Henry Grünbaum ()
Samling: 1965-66
Status: Bortfaldet
Lovforslaget svarede til det af finansministeren den 3. februar 1965 fremsatte lovforslag (årbog 1964-65, side 424). Genfremsættelsen fandt sted i forbindelse med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v. (se foran). Det havde til formål at sikre, at fortjenester på aktier og lignende værdipapirer så vidt muligt beskattes ens, hvad enten de indvindes af skatteyderen direkte eller med en investeringsforening som mellemled.

Lovforslaget behandledes ved 1. behandling sammen med foregående sag og anbefaledes af Peter Nielsen (S) og Aksel Larsen (SF), mens de øvrige partiers ordførere var reserverede.

Sammen med den foregående sag henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, der ikke afgav betænkning.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Ib Germain Thyregod (V), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Aksel Larsen (SF), A. C. Normann (RV), Johan Asmussen (U) og Niels Westerby (LC)