L 123 Lov om ændringer i lov for Færøerne om skolelæger.

Af: Undervisningsminister K. B. Andersen (S)
Samling: 1965-66
Status: Stadfæstet
Lov nr. 168 af 11-05-1966
Ved loven ajourføres tilskudsbestemmelserne i lov for Færøerne nr. 140 af 31. marts 1960 om skolelæger (årbog 1959-60, side 437).

Ved den i 1962 gennemførte revision af den danske skolelægelov ændredes denne lovs § 11, stk. 2, således, at statens tilskud til kommunernes og de private skolers udgifter til skolelægeordningen fastsættes af undervisningsministeren efter godkendelse af folketingets finansudvalg, dog med den begrænsning, at tilskuddet fremdeles ikke kan overstige 50 pct. af udgiften.

I henhold til denne bestemmelse er der ved undervisningsministeriets cirkulære af 27. juli 1965 fastsat nye tilskudsregler, der indebærer en forhøjelse af de honorarer, der hidtil blev ydet skolelægerne.

Efter indstilling fra Færøernes skoledirektion er bestemmelsen i den færøske skolelægelovs § 10, stk. 2, blevet affattet på tilsvarende måde som den danske skolelægelovs § 11, stk. 2, således at der herved tilvejebringes mulighed for at yde statstilskud til skolelægeordningen på Færøerne efter samme regler som her i landet.

De nye tilskudsreglers gennemførelse på Færøerne vil ifølge foretagne beregninger kun medføre en meget beskeden merudgift for staten.

Loven, der er vedtaget af landsstyret og lagtinget, indeholder ud over den omtalte ændring af lovens § 10, stk. 2, kun nogle mindre ændringer i § 10 af rent formel og redaktionel karakter.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Orla Møller (S), Wilhelm Dupont (S), Nathalie Lind (V), Edv. Jensen (KF), Morten Lange (SF), Grethe Philip (RV) og Ejnar Bækgaard (U)