Loven tilsigter at skabe adgangskursus, som afrundes med en eksamen (højere forberedelseseksamen), der giver adgang til læreruddannelsen på seminarierne. Det er samtidig lovens hensigt, at denne eksamen ikke bliver et uddannelsesmæssigt blindspor, men tilrettelægges også med henblik på andre videregående uddannelser, ligesom den skal have en sådan almen værdi, at den dels — suppleret af tillægsprøver i visse fag — skal give ret til at tage studentereksamen, dels kan accepteres i sig selv som direkte anvendelig, måske i visse grene af erhvervslivet.

§ 1 fastslår, at højere forberedelseseksamen skal sikre tilstedeværelsen af de kundskaber, der er nødvendige til at begynde uddannelsen til lærer i folkeskolen, og at den efter undervisningsministerens nærmere bestemmelse også kan tilrettelægges med henblik på andre videregående uddannelser.

Betegnelsen „højere forberedelseseksamen" tilsigter dels at understrege undervisningens og prøvens mere almene karakter, dels at tilkendegive et niveau, der ligger over f. eks. realeksamen og teknisk forberedelseseksamen.

Ifølge § 2, stk. 1, skal undervisningen til højere forberedelseseksamen omfatte følgende fag: dansk, kristendomskundskab, historie, biologi, geografi, matematik, fysik, kemi, engelsk, fransk, tysk, sang, formning og legemsøvelser.

§ 3 giver mulighed for at oprette kursus til højere forberedelseseksamen i tilknytning til undervisningsinstitutioner af forskellig karakter eller som selvstændig institution. Oprettelse af kursus forudsætter godkendelse, hvorved det sikres, at grundlaget for undervisningen i enhver henseende er tilfredsstillende, ligesom undervisningsministeren foranstalter tilsyn med kurserne.

Private godkendte kursus har ret til tilskud af statskassen efter regler, der indtil videre vil blive fastsat af undervisningsministeren efter forhandling med finansministeren og finansudvalget (§ 4).

Ved hvert kursus skal der være et elevråd, valgt af eleverne (§ 6).

Ifølge § 6 afholdes højere forberedelseseksamen ved de kursus, der har undervist eksaminanderne, men det kan ikke fastsættes som betingelse for at indstille sig til eksamen, at den pågældende har fulgt denne undervisning. Der stilles således ikke krav om, at det nødvendige kundskabsniveau er nået på nogen bestemt måde, men eksamen står åben for enhver uden hensyn til, om vedkommende har forberedt sig gennem kursus eller på anden måde, f. eks. ved selvstudium.

Under behandlingen i folketinget indsattes i § 6 en aldersbetingelse, hvorefter man for at indstille sig til eksamen skal være fyldt 18 år inden 1. februar i det år, eksamen finder sted.

Eksamen omfatter de fag, der undervises i efter § 2, og der holdes skriftlige og mundtlige prøver med censorer, der beskikkes af undervisningsministeren (§§ 7 og 8).

Ifølge § 9 fastsætter undervisningsministeren nærmere regler om undervisningen, om eksamen og om karaktergivning og censur.

Loven træder ifølge § 10 i kraft den 1. august 1967, og højere forberedelseseksamen afholdes første gang i foråret 1969. Undervisningsministeren kan dog bestemme, at eksamen afholdes tidligere.

Ikrafttrædelsesbestemmelserne må ses på baggrund af bestemmelserne i den samtidigt gennemførte lov om uddannelse af lærere til folkeskolen (se nærmest efterfølgende sag). Ifølge denne skal de nye regler om optagelse på seminarierne første gang anvendes ved optagelsen til undervisningsåret 1969-70. Da den i nærværende lov omhandlede undervisning forudsættes at blive 2-årig, i hvert fald som altovervejende hovedregel, stemmer ikrafttrædelsesbestemmelserne således hermed.

Under behandlingen i folketinget indsattes — som en ny § 11 — en bestemmelse, hvorefter forslag om lovens revision skal fremsættes senest i folketingsåret 1972-73.

Ifølge § 12, som fandt sin endelige form under folketingsbehandlingen, gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men den kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslaget til lov om uddannelse af lærere til folkeskolen (se nedenfor) og må ses i sammenhæng hermed.

Da læreruddannelseslovforslaget fremsattes første gang i folketingsåret 1964-65, var det bl. a. forudsat, at der skulle være en adgangsprøve på et noget højere niveau end den hidtidige optagelsesprøve til seminarierne, og at seminarierne skulle kunne oprette to-årige kursus til adgangsprøven. Det nævnte lovforslag indeholdt da også regler om en adgangsprøve, mens reglerne om et særligt kursus blev udskudt til fremsættelse i indeværende folketingsår som et særligt lovforslag. Grunden hertil var, at man ville forsøge at give dette nye kursus et videre sigte, så at denne undervisning ikke knyttedes begrebsmæssigt så fast til læreruddannelsen, at den i praksis ville være uanvendelig andre steder end på seminarierne. Dette sigte vil da også fremgå af den ovenstående omtale af loven.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget.

Dupont (S) fandt, at ministeren havde haft en heldig hånd ved fremsættelsen af lovforslaget, som ville gøre adgangsvejen til den højere uddannelse bredere. Han håbede, at de forhandlinger, der af ministeren nu skulle føres med andre uddannelsessektorer, ville føre til et positivt resultat.

Poul Hartling (V) var positivt indstillet over for lovforslaget ud fra det ønskelige i at gøre uddannelsessystemet så fleksibelt som muligt. Venstre var tilhænger af, at man undgik blindveje, at man fremmede det almene og udsatte specialiseringen mest muligt, men det var afgørende vigtigt, at man fastholdt kvalitetskravet. Der var dog mange spørgsmål knyttet til udformningen af denne eksamen, som man måtte have svar på.

Edv. Jensen (KF) var helt enig i, at en forbedring af foruddannelsen var nødvendig, før man kunne videreudbygge læreruddannelsen. Han mente, at den skole, der her var foreslået, kunne blive en god forberedelse, muligvis også til anden uddannelse. Han var i øvrigt tilfreds med, at kurserne ikke alene skulle oprettes ved seminarierne, men også kunne oprettes andre steder.

Helveg Petersen (RV) var stort set enig i de principper, der lå til grund for lovforslaget. Det var vigtigt, at man gav unge fra forskellige uddannelsesløb mulighed for at gå ind i denne uddannelse. Det var også af betydning, at uddannelsen fik en selvstændig placering, så det ikke kom til at dreje sig om en adgangsprøve til én bestemt uddannelse.

Sigsgaard (SF) betonede, at baggrunden for lovforslaget var, at vort uddannelsesniveau efterhånden lod meget tilbage at ønske. Når kun en halv snes pct. af de unge fik studentereksamen, tilmed overvejende fra de bedrestillede grupper, var det nødvendigt hurtigt at skabe et bredere rekrutteringsgrundlag for de højere uddannelser. Værdien af lovforslaget ville helt afhænge af de forhandlinger, ministeren nu skulle føre vedrørende den kompetence, der skulle tillægges denne eksamen.

Bækgaard (Uafh) fandt lovforslaget værdifuldt. Dels kunne denne eksamen aflaste seminarierne, så deres kapacitet bedre kunne udnyttes til selve læreruddannelsen, dels var det af vigtighed, at der blev skabt et bredt grundlag for tilgang af elever fra alle samfundsgrupper.

Diderichsen (LC) betegnede lovforslaget som et fremskridt i forhold til kommissionsbetænkningens oprindelige forslag om et to-årigt adgangskursus, selv om den højere forberedelseseksamens muligheder endnu ikke var klarlagt. Det burde undersøges, om der ikke kunne findes mere selvstændige former for dette uddannelsestrin, som kunne opfange naturanlæg for de forskelligartede lærervirksomheder, som folkeskolen i fremtiden ville komme til at omfatte.

Udvalgsarbejdet medførte enkelte mindre ændringer, som er nævnt i det foregående.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.