Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på følgende:

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der sigter til:

1. at give det offentlige forkøbsret til fast ejendom i mindst samme omfang som angivet af de jordlovsforslag, som folketinget vedtog i 1963,

2. at forøge kommunernes muligheder for en aktiv indsats for en planmæssig byudvikling, bl. a. ved

a. statsstøtte til kommunernes erhvervelse og byggemodning af jord på betingelse af, at de erhvervede arealer ikke sælges, men stilles til rådighed for brugerne på jordrentevilkår,

b. indførelse af adgang til ekspropriation af arealer, hvis erhvervelse er nødvendig for en rationel gennemførelse af en vedtagen byplan eller byudviklingsplan, og

c. forøget statsstøtte til sanering,

3. at fremme kommunernes opførelse og erhvervelse af udlejningsejendomme, samt

4. at begrænse grundspekulationen ved indførelse af maksimalpris på jord.

Det var ved fremsættelsen ledsaget af følgende bemærkninger:

„Da de af folketinget vedtagne jordlove i 1963 blev standset af folkeafstemningsresultatet, indtrådte en beklagelig pause i lovgivningen på et vigtigt område.

Adskillige af enkelthederne i jordlovene fortjener imidlertid at blive taget op på ny, ligesom de problemer, som jordlovene søgte at løse, stadig eksisterer.

Forslagsstillerne ønsker derfor, at en række af de foreslåede regler genoptages til ny drøftelse.

Man har desuden i denne forbindelse villet pege på et par andre problemer, der har betydning for kommunernes udvikling og planlægning. Den eksisterende statsstøtte til gennemførelse af sanering af usunde bydele er næppe tilstrækkelig til at sikre en sanering af passende omfang, og det kommunale boligbyggeri er alvorligt truet af boligforliget.

Endelig vil man anse det for et væsentligt bidrag til bekæmpelse af grundspekulationen, om der kunne indføres maksimalpriser på jord. Erfaringerne fra Norge viser, at et sådant system kan praktiseres, og det vil utvivlsomt være muligt at finde en form, der passer ind i eksisterende danske institutioners rammer."

Ved første behandling omtalte indenrigsministeren nærmere forslagets enkelte bestemmelser, af hvilke der var nogle, som fortjente at overvejes, mens han over for andre af dem var mere kritisk indstillet. Ministeren sluttede sin gennemgang af forslaget med at udtale, at det indeholdt så mange tanker, at det ville være rimeligt, at folketinget i et udvalg så lidt nærmere derpå.

Angående behandlingen i folketinget henvises i øvrigt til, hvad der er anført under omtalen af den nærmest foregående sag, som forslaget behandledes sammen med.