L 9 Lov om udstedelse af statspræmieobligationer.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 208 af 04-06-1965
Ved loven bemyndiges finansministeren til at optage et præmieobligationslån på 100 mill. kr. Lånet skal emitteres i stykker på 100 kr., og lånets løbetid er 10 år. Den årlige præmiesum er ansat til 7 mill. kr., der fordeles med præmier på 400.000 kr. som den største og ned til 200 kr. som mindste præmie. Bestemmelserne i loven svarer i øvrigt til de bestemmelser, som er fastsat for de tidligere præmieobligationslån.

I det fremsatte lovforslag var den samlede årlige præmiesum foreslået ansat til 6 mill. kr., der skulle fordeles på præmier fra 250.000 kr. til 500 kr., og det var foreslået, at der i stedet for den for andre præmieobligationslån gældende afgift på 15 pct. af den del af præmiebeløbene, der oversteg 200 kr., skulle svares 25 pct. af den del af præmiebeløbene, der oversteg 200 kr. Denne forhøjelse svarede til den forhøjelse af afgiften på lotterigevinster, der foresloges ved det samtidigt fremsatte forslag til lov om midlertidig forhøjelse af afgift af gevinster i klasselotteriet, gevinster ved lotterispil m. v. samt tipning, se side 443. Dette lovforslag gennemførtes imidlertid ikke, og i folketingsudvalgets betænkning stillede finansministeren forslag om, at den hidtidige afgiftssats som konsekvens heraf opretholdtes også for det nye præmieobligationslån, samtidig med at den samlede gevinstsum foresloges forhøjet. Ændringen af præmiesummen vedtoges ved lovforslagets 2. behandling med 84 stemmer mod 9 — 58 medlemmer undlod at stemme — mens nedsættelsen af gevinstafgiften vedtoges uden afstemning.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om afgift ved ejerskifte af brugte motorkøretøjer m. fl. lovforslag, og der henvises med hensyn til baggrunden for lovforslaget og dettes behandling til omtalen heraf nedenfor under nr. 32.

Efter at de ovenfor omtalte ændringsforslag var vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges det ændrede lovforslag ved 3. behandling med 87 stemmer mod 14 (SF og Uafh). 68 medlemmer (V og KF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Egon Jensen (S), Poul Møller (KF), Henry Christensen (V), Morten Lange (SF), Aksel Larsen (SF), Hilmar Baunsgaard (RV) og I. A. Rimstad (U)