Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. Handelsministeren bemyndiges til inden for et beløb af 30 mill. kr. at yde garanti af statskassen for forpligtelser indgået af finansieringsinstitutter, der er eller bliver oprettet af landsomfattende sammenslutninger af detailhandlende med det formål at yde bistand ved etablering, sammenlægning, ombygning og modernisering af virksomheder inden for detailhandelen. Denne bistand skal fortrinsvis tage sigte på investeringer inden for områder, hvor befolkningsudviklingen tilsiger det, eller hvor investeringen i øvrigt er af særlig betydning for detailhandelens effektivitet.
§ 2. En garanti af statskassen må ikke overstige det beløb, der i øvrigt er tilvejebragt som ansvarlig kapital for det pågældende finansieringsinstitut.
Når særlige forhold måtte tale herfor, kan garantien dog ydes med et beløb på indtil 150 pct. af den i øvrigt tilvejebragte kapital.
Statens garanti kan kun gøres gældende i det omfang, instituttets kapital i øvrigt ikke kan dække dets forpligtelser.
§ 3. Det er en betingelse for ydelse af statsgaranti, at finansieringsinstituttets vedtægter er godkendt af handelsministeren.
Så længe en statsgaranti er i kraft, skal et finansieringsinstitut underkaste sig det regnskabsmæssige tilsyn, som måtte blive fastsat af handelsministeren.
§ 4. Der nedsættes et tilsynsråd på 3 medlemmer med den opgave at afgive indstilling om ydelse af statsgaranti og at rådgive handelsministeren i spørgsmål om finansieringsinstitutternes virksomhed.
Rådets formand og dets 2 andre medlemmer beskikkes af handelsministeren for 3 år ad gangen. Medlemmerne skal have henholdsvis økonomisk, administrativ og bankmæssig indsigt.
Handelsministeren fastsætter rådets forretningsorden.
§ 5. Garantier skal nedbringes med 1/10 årlig, første gang den 1. april 1975.
Der kan ikke bevilges garantier efter udløbet af finansåret 1974-75.
§ 6. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland. Som begrundelse for de foreslåede bestemmelser anførtes i bemærkningerne til lovforslaget bl. a.:
„I betænkning I afgivet af handelsministeriets næringslovskommission i 1964 foreslås det, at enbutikssystemet principielt bevares indtil 1. januar 1970, hvorefter det bortfalder. Fra den private detailhandels side har man fremhævet betydningen af, at der gives de erhvervsdrivende, der i særlig grad får deres konkurrencevilkår ændret, en rimelig tid til at indrette deres forretningsmæssige dispositioner på den tilstand, der vil indtræde, når enbutikssystemet falder bort. Der henvises i denne forbindelse også til, at mulighederne for udvidelse og modernisering af detailhandelens distributionsapparat i en årrække har været begrænset på grund af byggerestriktioner. Repræsentanter for Butikshandelens Fællesråd, Provinshandelskammeret og Industrirådet har i kommissionen henledt opmærksomheden på, at de eksisterende finansieringsmuligheder ved nyetablering samt ombygning og modernisering af bestående virksomheder ikke på rimelig måde synes at kunne tilgodese behovet, og vil derfor lægge vægt på, at disse søges forbedret. Det foreslås derfor, at der med henblik herpå gennemføres foranstaltninger, som under passende former — som hjælp til selvhjælp — kan støtte de bestræbelser, der af detailhandelsorganisationer udfoldes med henblik på at tilvejebringe finansieringsmuligheder til modernisering af detailhandelen. En sådan støtte vil efter de nævnte organisationers opfattelse eventuelt kunne ske i form af en statslig garantiordning i tilknytning til de af detailhandelen oprettede finansieringsinstitutter, som kan opretholdes også efter overgangsperiodens udløb den 1. januar 1970.
Handelsministeriet kan tilslutte sig de af organisationerne anførte synspunkter, og lovforslaget tilsigter således at skabe forøgede finansieringsmuligheder for løsning af påtrængende produktivi- tetsproblemer inden for detailhandelen, navnlig inden for områder, hvor konkurrenceforholdene berøres af den foreslåede ændring i næringslovens § 26 om enbutiks-systemets bortfald."
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse, omend med enkelte reservationer.
Axel Ivan Pedersen (S) kunne tiltræde lovforslaget.
Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) fandt også dets formål godt, men havde nogle principielle betænkeligheder ved den foreslåede statsgarantiordning. Man måtte under det forestående udvalgsarbejde prøve, om der kunne findes andre former.
Weikop (KF) fandt det tiltalende, at lovforslaget drejede sig om hjælp til selvhjælp. Han forudså i øvrigt, at de 30 mill. kr. ikke i længden ville forslå.
A. C. Normann (RV) kunne i princippet tilslutte sig lovforslaget, men ønskede, at der blev givet de mindre handlende en prioritet ved garantiordningens administration.
Poul Dam (SF) ville gerne være med til at drøfte lovforslaget, men ud fra det synspunkt, at det afgørende ikke burde være, om detailhandelen skulle reddes. Det afgørende måtte efter hans opfattelse være, „at den statsstøtte, der eventuelt bliver nødvendig, kan bidrage til en effektiv og billig varefordeling, en rationalisering, som bliver til gavn for forbrugerne, og at der anvendes så lidt kapital også lidt arbejdskraft på dette led i omsætningen, som det er muligt, når man samtidig skal tage hensyn til forbrugerinteresserne."
Johan Asmussen (Uafh) stillede sig på sit partis vegne positivt over for lovforslaget. „Ganske vist kunne det", udtalte han, „være noget betænkeligt med statsgaranti for det private initiativ, men i betragtning af den særlige baggrund, der er her — det motiveres jo netop med den overgangstid og de overgangsvanskeligheder, der kan blive, når enbutikssystemet ophæves — mener vi, det kan være rigtigt, at et sådant institut får statsgaranti, hvor etablering af detailhandel finansieres."
Da lovforslaget havde nær tilknytning til det ovenfor omtalte forslag til næringslov, henvistes det til samme udvalg som dette.
Nogen betænkning fremkom ikke fra udvalget i folketingsåret, hvilket heller ikke havde været påregnet.