Ved loven foretages en række ændringer i lov om skattefri afskrivninger m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 232 af 4. juni 1958, lov nr. 256 af 11. juni 1960, lov nr. 401 af 20. december 1960 og lov nr. 160 af 31. maj 1961 (årbog 1960-61, side 128).

Ændringerne angår dels reglerne om afskrivning på visse automobiler samt på driftsmidler, der både anvendes erhvervsmæssigt og privat, dels omfatter de en stramning af afskrivningsreglerne for ældre driftsbygninger, når disse skifter ejer.

Hovedbestemmelsen vedrørende de ændrede afskrivningsregler for visse automobiler er en ny § 6 A til lovbekendtgørelsen af 4. juni 1958 med senere ændringer. Den nye bestemmelse har følgende ordlyd:

„§ 6 A. Anskaffelsessummen for automobiler, som af ejeren udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, men som er indregistreret

a) til privat personbefordring,

b) til udlejning uden fører,

c) som hyrevogne (droscher, lillebiler),

d) som skolevogne,

e) som last- eller varemotorkøretøjer, der er berigtiget med halv omsætningsafgift,

indgår ikke i den i § 2, stk. 1, omhandlede saldoværdi, når anskaffelsessummen overstiger 35.000 kr.

Det beløb, hvormed anskaffelsessummen overstiger 35.000 kr., opføres for hvert enkelt automobil i selvangivelsen eller det denne vedlagte regnskab som en særlig aktivpost, der ikke kan gøres til genstand for skattefri afskrivninger. Forbedringsudgifter opføres på den særlige aktivpost for vedkommende automobil og kan ej heller gøres til genstand for skattefri afskrivninger.

35.000 kr. af anskaffelsessummen afskrives særskilt for hvert enkelt automobil. Afskrivning kan i anskaffelsesåret foretages med indtil 30 pct. af 35.000 kr. og for hvert af de følgende indkomstår med indtil 30 pct. af den del af de nævnte 35.000 kr., der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse.

Afstås et automobil, som afskrives særskilt i henhold til bestemmelserne i stk. 3, kan der ikke foretages skattefri afskrivning i afståelsesåret. Såfremt afståelsessummen overstiger anskaffelsessummen forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter og med fradrag af samtlige skattefri afskrivninger, der er foretaget for tidligere indkomstår, skal fortjenesten medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori afståelsen finder sted. Er afståelsessummen mindre end anskaffelsessummen forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter og med fradrag af afskrivninger, kan tabet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for afståelsesåret, dog kun i det omfang tabet overstiger det beløb, som i henhold til stk. 2 ikke kan gøres til genstand for afskrivning. I de i lov om særlig indkomstskat m. v. § 2, stk. 1, nr. 1, omhandlede tilfælde medregnes de nævnte fortjenester og tab dog til den særlige indkomst.

Bestemmelserne i § 32, stk. 1, jfr. stk. 4, finder tilsvarende anvendelse, når den skattepligtige

a) lader et automobil, der omfattes af bestemmelserne i § 6 A, omregistrere til anden anvendelse end den i stk. 1 omhandlede,

b) lader et automobil, der omfattes af bestemmelserne i afsnit I, omregistrere fra anden anvendelse til nogen af de i stk. 1 omhandlede anvendelser.

Bestemmelsen under b) finder dog kun anvendelse, når automobilets værdi i handel og vandel på omregistreringstidspunktet overstiger 35.000 kr.

I øvrigt finder reglerne i afsnit I anvendelse på de i stk. 1 omhandlede automobiler i det omfang, reglerne er forenelige med bestemmelserne i stk. 1-4."

Som det vil ses, kan der ikke længere afskrives skattefrit på hele anskaffelsessummen for de af bestemmelsen omfattede automobiler, idet den del af anskaffelsessummen, der ligger over 35.000 kr., ikke kan afskrives. Afskrivning kan i øvrigt som hidtil højst foretages med 30 pct.

Med hensyn til ændringerne vedrørende afskrivning på driftsmidler, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat (ændringer i afskrivningslovens §§ 8—10), bemærkes, at der også på dette område er gennemført en begrænsning af den afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen til 35.000 kr. på tilsvarende måde som for de automobiler, ejeren udelukkende anvender erhvervsmæssigt. Endvidere er også i dette tilfælde medtaget en regel om begrænsning af det tab, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Den højeste tilladte afskrivningsprocent er som hidtil 30.

Ændringerne i afskrivningslovens regler om afskrivning på ældre driftsbygninger (afskrivningslovens § 22) indebærer den stramning i forhold til de hidtidige regler, at hvor en ældre bygning skifter ejer, og hvor ejeren tidligere kunne afskrive købesummen over en 10 års periode, såfremt bygningens oprindeligt ansatte levealder måtte være under 10 år eller helt udløbet, skal almindelige afskrivninger på bygningen nu foretages over 15 år, når den resterende levealder er mindre end 15 år eller helt udløbet.

Endvidere omfatter ændringen også afskrivningen af særlige installationer i en bygning, når denne skifter ejer og der er mindre end 15 år tilbage af den oprindeligt anslåede levealder for installationen.

Herudover indeholder loven nogle mindre ændringer, der væsentligst har redaktionel karakter.

De ændrede afskrivningsregler finder anvendelse med hensyn til aktiver, der er anskaffet den 1. juli 1965 eller senere. Anskaffelsessummen for aktiver, der er anskaffet forud for 1. juli 1965, afskrives efter de hidtil gældende regler.

Om baggrunden for og indholdet af lovforslaget oplyste finansministeren ved fremsættelsen i folketinget bl. a.:

„Som jeg for nylig har haft lejlighed til at nævne i det høje ting, finder regeringen ikke for tiden anledning til at foreslå generelle ændringer i de afskrivningsregler, der findes i loven om skattefri afskrivninger. Derimod har man ment, at der er et behov for ændringer på nogle specielle områder. Det drejer sig om områder, hvor de skattepligtiges udnyttelse af de gældende regler i afskrivningsloven har taget en retning og et omfang, som sikkert ligger uden for, hvad man kunne forudsætte, da afskrivningsloven blev givet.

Da man gennemførte afskrivningslovens ret frie afskrivningssystem, var begrundelsen først og fremmest den, at man så en samfundsmæssig interesse i, at erhvervslivet fortsatte sine investeringer i et omfang og et tempo, som kunne bidrage til en produktivitetsstigning i de kommende år og dermed til en stigning i levestandarden. Der er for mig heller ingen tvivl om, at det har bidraget væsentligt til en sådan udvikling, at erhvervslivets investeringer har kunnet gennemføres i, hvad jeg vil kalde et skattemæssigt gunstigt klima.

Imidlertid er forholdet det, at lovens afskrivningsregler ikke skelner mellem de mere eller mindre ønskelige investeringer.

Det er mit indtryk, at dette forhold i et vist omfang har foranlediget en del erhvervsdrivende til at foretage nyanskaffelser eller fremskynde udskiftninger af driftsmidler, der mindre er begrundet i, hvad der ret beset er et sundt økonomisk behov for i deres virksomheder, end i et — ofte noget kortsynet — ønske om at få noget at skrive af på i næste års selvangivelse.

I hvert fald indtil videre er jeg tilbøjelig til at tro, at der er en ret snæver grænse for, hvor langt man ved hjælp af skattelovgivningen kan komme i retning af at skelne mellem ønskelige og mindre ønskelige investeringer. I forslaget om ændring af afskrivningsloven har man derfor begrænset sig til to områder, hvor man har fundet det nogenlunde overkommeligt at udskille en gruppe investeringer og udforme særlige afskrivningsregler for dem.

Det drejer sig dels om en skærpelse af afskrivningsreglerne for visse automobiler, dels om en skærpelse af reglerne om afskrivning på ældre driftsbygninger, når de skifter ejer.

Regeringen har fundet det naturligt, at afskrivningsloven ændres, således at tilskyndelsen til at investere i visse automobiler bliver noget mindre. For så vidt angår automobiler, som ejeren udelukkende anvender erhvervsmæssigt, findes reglerne i forslaget til ny § 6 A i afskrivningsloven. Man har her foreslået en begrænset adgang til afskrivning på forskellige personbiler, herunder også udlejningsbiler, hyrevogne og skolevogne samt last- og vareautomobiler, der er berigtiget med halv omsætningsafgift - det er de last- og varebiler, der kører på de såkaldte „papegøjeplader". Der foreslås således ikke begrænsning af afskrivningen på omnibusser og lastbiler, der er indregistreret på sædvanlig vis.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 A omfatter også automobiler, der er indregistreret til privat personbefordring. Det kan måske umiddelbart forekomme lidt mærkeligt, at den slags automobiler kan falde ind under afskrivningslovens regler om driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. Når det kan forekomme, skyldes det, at hvis en virksomhed anskaffer et automobil, som stilles til rådighed for en medarbejder, er der for virksomhedens ejer tale om en udelukkende erhvervsmæssig anvendelse af automobilet, selv om medarbejderen bruger det helt eller delvis til privat kørsel.

........

Jeg vender mig nu til de automobiler, som ejeren både benytter erhvervsmæssigt og privat, altså de såkaldte „blandede" automobiler. For sådanne automobiler har man fundet det naturligt at foreslå en begrænsning i afskrivningsadgangen, der svarer nøje til, hvad der foreslås for de rene erhvervsautomobiler. Blandt andet af tekniske hensyn — for at gøre det så overskueligt som muligt — har man udformet reglerne herom sådan, at de omfatter alle „blandede" driftsmidler og altså ikke blot de „blandede" automobiler. Forskellen er efter mit skøn mere tilsyneladende end reel, idet det i praksis så godt som udelukkende er automobiler, der omfattes af reglerne om „blandede" driftsmidler. De få tilfælde, hvor den skattepligtige har andre „blandede" driftsmidler end automobiler, er efter mit skøn af en sådan art, at man ikke går nogen berettiget interesse for nær ved at tage dem med under de foreslåede nye regler. Af de få eksempler, jeg har kendskab til fra praksis, kan jeg nævne inventar i et sommerhus, som ejeren lejer ud en del af året og i øvrigt benytter privat.

De foreslåede ændringer i reglerne om ældre driftsbygninger, der skifter ejer, går ud på at forlænge den mindsteperiode, hvorover erhververen kan afskrive sin erhvervelsessum."

Lovforslaget fremsattes sammen med forslag til lov om ændring i lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten og havde i øvrigt ved fremsættelsen en noget anden affattelse end ved dets færdigbehandling. Det var således oprindelig foreslået, at afskrivningsprocenten for såvel automobilerne som de blandede driftsmidler skulle nedsættes fra 30 til 20, ligesom afskrivningsperioden for de ældre driftsbygninger var foreslået sat op til 20 år. Endvidere var det oprindelig foreslået, at de nye regler skulle have haft virkning fra og med skatteåret 1966-67.

Ved 1. behandling udtalte Peter Nielsen (S) sin tilslutning til de foreslåede ændrede afskrivningsregler. Det var efter hans opfattelse de 2 værste anstødssten ved de hidtidige afskrivnjngsrelger, der blev foreslået fjernet ved lovforslaget.

Foged (V) fandt derimod, at der med de nye forslag blev skabt større uoverskuelighed inden for afskrivningsområdet. Hagen Hagensen (KF) tilsluttede sig dette synspunkt og fandt i øvrigt, at der ikke var grund til ad lovgivningsvejen at lave ændringer for automobilernes vedkommende, idet man kunne klare dette spørgsmål med de forhåndensværende regler, som skattelovgivningen indeholder. Han fandt det tillige forkert at give loven tilbagevirkende kraft, således som det var foreslået i lovforslaget.

Baunsgaard (RV) kunne tilslutte sig principperne i lovforslaget, men fandt, at der med hensyn til de foreslåede ændringer af afskrivningsreglerne for ældre bygninger ville være behov for en tilbundsgående drøftelse i et udvalgsarbejde om virkningerne af sådanne ændringer.

Aksel Larsen (SF) udtrykte tilfredshed med lovforslaget, idet de gældende afskrivningsregler efter hans opfattelse var for lempelige.

Johan Asmussen (Uafh) fandt lovforslaget overflødigt og kunne i øvrigt tilslutte sig de indvendinger, der var fremsat af ordførerne for venstre og det konservative folkeparti. Den del af lovforslaget, der vedrørte afskrivningsreglerne for ældre bygninger, ville desuden indebære højst uheldige virkninger for landbruget.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, hvis flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem) indstillede lovforslaget til vedtagelse med en række af finansministeren foreslåede ændringer, der alle er omtalt foran.

Mindretallet (Aksel Larsen) fremhævede i betænkningen, at det ikke kunne tiltræde finansministerens ændringsforslag om at tillade afskrivning for de i lovforslaget omhandlede automobiler med 30 pct. årlig, og mindretallet stillede derfor underændringsforslag om opretholdelse af de oprindeligt foreslåede afskrivningsprocenter på 20 i stedet for 30.

Af udvalgets betænkning fremgår i øvrigt, at udvalget havde drøftet, om afskrivningsperioden for landbrugets driftsbygninger burde nedsættes. Efter gældende praksis afskrives de nævnte bygninger normalt over 80 år. Finansministeren havde i den forbindelse udtalt, at det rejste spørgsmål ville blive taget op til overvejelse i det af regeringen nedsatte afskrivningsudvalg, idet han ville anmode udvalget om at foretage en undersøgelse af afskrivningsreglerne for driftsbygninger i det hele taget, herunder også for bygninger, der anvendes til fabrik, værksted, butik og lager.

Ved lovforslagets 2. behandling gjorde Foged opmærksom på, at finansministeren påtænkte administrativt at nedsætte afskrivningsprocenten for varelagre fra 35 til 30. Han og Hagen Hagensen stillede derfor nedenstående dagsordensforslag:

„Idet folketinget opfordrer finansministeren til at ændre bekendtgørelse af 13. maj 1965 om skattemæssig opgørelse af varelagre m. v., således at den højeste tilladte afskrivningsprocent for varelagre på ny fastsættes til 35 pct.,

fortsætter tinget behandlingen af forslag til lov om ændring af lov om skattefri afskrivninger m. v."

Det fremsatte forslag om motiveret dagsorden forkastedes imidlertid med 91 stemmer mod 70, mens 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. Endvidere forkastedes de af mindretallet i betænkningen fremsatte underændringsforslag, mens de øvrige ændringsforslag vedtoges uden afstemning.

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning indstilledes lovforslaget til vedtagelse med nogle af finansministeren yderligere stillede ændringsforslag, som hovedsagelig alene var en følge af de ved 2. behandling vedtagne ændringsforslag.

Efter at ændringsforslagene var vedtaget, vedtoges det således ændrede lovforslag ved 3. behandling med 159 stemmer mod 6 (Uafh). 2 medlemmer (Rosing og Knud Hertling (Grønl)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.