Lovforslaget havde følgende ordlyd:

§ 1. Denne lov gælder for nyudlån, som ydes af følgende obligationsudstedende institutter:

De af lov om kreditforeninger omfattede kreditforeninger,

herunder Kreditkassen for Husejerne i Kjøbenhavn,

de af lov om hypotekforeninger omfattede hypotekforeninger,

de af lov om boligbyggeri omfattede realkreditinstitutter,

Den Danske Landmandsbanks Hypotekafdeling,

Dansk Landbrugs Realkreditfond og

Kreditforeningen af Kommuner i Danmark.

§ 2. Det enkelte instituts nyudlån må inden for et kvartal ikke overstige følgende grænser:

a) Lån til nyt boligbyggeri til helårsbeboelse: 110 pct. af det gennemsnitlige nyudlån pr. kvartal til dette formål i perioden 1. april 1964 til 31. marts 1965.

b) Lån til andre formål:

75 pct. af det gennemsnitlige nyudlån pr. kvartal til disse formål i perioden 1. april 1964 til 31. marts 1965.

Ved nyudlån forstås berigtigede lån med fradrag af restgæld på lån i det pågældende institut, der måtte blive indfriet i forbindelse med optagelse af det nye lån.

§ 3. Danmarks Nationalbank kan med økonomiministerens samtykke ændre de i § 2 fastsatte grænser. Ændringer af den i

§ 2, stk. 1 a), fastsatte grænse sker efter forhandling med boligministeren og således, at finansieringen af nyt boligbyggeri tilgodeses.

§ 4. Økonomiministeren fastsætter de nærmere regler om lovens gennemførelse, herunder om institutternes pligt til at afgive de for lovens administration nødvendige oplysninger.

§ 5. Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende og har gyldighed indtil 31. marts 1967.

Økonomiministeren fastsætter omfanget af nye udlån i tidsrummet fra lovens ikrafttræden indtil 1. juli 1965.

Fremsættelsen skete på foranledning af en skrivelse, som regeringen den 28. maj modtog fra Nationalbankens direktion, og hvori det bl. a. hedder:

„De seneste måneders stærke stigning i obligationsudbuddet (herunder også af tidligere udstedte obligationer) og det deraf følgende fald i obligationskurserne har medført, at de af Danmarks Nationalbank foretagne obligationskøb i den seneste tid — ud fra hensynet til at begrænse kursfaldet — har oversteget, hvad likviditetsudviklingen motiverer.

Da der ikke i den umiddelbare fremtid er udsigt til en nedgang i udbuddet af obligationer, vil det derfor efter Nationalbankens opfattelse være nødvendigt, at der gennemføres ekstraordinære forholdsregler for at undgå en yderligere stærk stigning i renten og en svækkelse af tilliden til obligationer, der varigt vil kunne få uheldige virkninger for kapitalmarkedet.

Nationalbanken tillader sig derfor at anmode regeringen om at søge skabt lovhjemmel, der giver mulighed for at gennemføre en midlertidig begrænsning af realkkreditinstitutionernes obligationsudstedelse. Disse regler kan udformes således, at der tages særligt hensyn til lån til nyt boligbyggeri.

Det efterspørgselspres, som præger økonomien, har vist sig at have en sådan styrke, at de foretagne finans- og pengepolitiske indgreb først efter nogen tids forløb kan påregnes at medføre en sådan stabilisering, at prisstigningen og underskuddet på betalingsbalancen bringes til ophør. Der har derfor været enighed mellem regeringen og Nationalbanken om den ubetingede nødvendighed af den stramme finans- og pengepolitiks fortsættelse.

De gennemførte finanspolitiske foranstaltninger sigter mod at videreføre den stramme finanspolitik fra sidste år. Finanspolitikkens efterspørgselsdæmpende virkninger vil imidlertid navnlig gøre sig gældende i den sidste halvdel af finansåret. Under disse forhold vil stabiliseringspolitikken kun kunne lykkes, hvis den pengepolitiske stramning ikke gennemhulles af overdreven kreditudvidelse gennem de forskellige grupper af pengeinstitutter.

Nationalbanken har i denne henseende mødt stor forståelse hos banker og sparekasser, med hvilke der i februar og marts er indgået aftaler, der indebærer, at man samarbejder om at opnå en bedre beherskelse af den samlede kreditudvidelse fra disse pengeinstitutter.

Det er endnu for tidligt at udtale sig med sikkerhed om virkningen af disse aftaler, men det er Nationalbankens indtryk, at der er tale om virkeligt aktive bestræbelser for at holde igen fra pengeinstitutternes side.

Det har hele tiden under forhandlingerne om disse aftaler været klart, at den frie adgang til obligationsudstedelse på vort kapitalmarked indebar en risiko for, at begrænsningen af udlånsstigningen fra banker og sparekasser ville medføre en tilsvarende forøgelse af obligationsudbuddet. Nationalbanken optog derfor forhandling med Kreditforeningernes stående Fællesudvalg for at opnå tilsagn om, at en sådan uhensigtsmæssig udvikling ikke skulle ske."

Det var imidlertid ikke lykkedes gennem aftaler af lignende karakter som de med banker og sparekasser indgåede at opnå en begrænsning af kreditudvidelsen gennem de obligationsudstedende institutter, og man måtte under disse omstændigheder „vælge mellem på den ene side risikoen for betragtelige yderligere kursfald for obligationer og på den anden en regulering af tempoet i obligationsudstedelsen, der kan skabe forudsætning for en stabilisering af obligationsmarkedet og et mere normalt renteniveau. En sådan regulering vil formentlig bedst kunne opnås gennem en begrænsning af det enkelte realkreditinstituts adgang til inden for nærmere afgrænsede perioder at udstede obligationer. En sådan midlertidig regulering af obligationsudstedelsen er under de foreliggende forhold formentlig bedre egnet til at sikre en rolig økonomisk udvikling end det yderligere fald i obligationskurserne, som der ellers må regnes med nærliggende risiko for."

Om de hovedsynspunkter, regeringen havde anlagt ved udarbejdelsen af lovforslaget, anførte økonomiministeren ved fremsættelsen følgende:

„For det første har der været lagt stor vægt på at tilvejebringe en ordning, der var administrativt enkel, og som ikke indebar, at der skulle tages stilling til et utal af låneandragender. Ligeledes har man lagt vægt på, at ordningen ikke forrykkede det indbyrdes forhold mellem de forskellige obligationsudstedende institutter. Begrænsningen er derfor gennemført ved simpelt hen at fastsætte nyudlånene i hvert enkelt institut som en procent af instituttets nyudlån i finansåret 1964-65. Endvidere har man fundet det rimeligst, at reguleringen omfattede samtlige de institutter, hvor der var en stort set automatisk adgang for låntagere til at optage lån. Långivningen fra de enkelte finansieringsinstitutter, der ikke er omfattet af ordningen, er der for alle praktiske formål mulighed for at holde igen på ad anden vej.

Jeg skal på den anden side erkende, at en regulering af denne relativt summariske karakter kunne rumme ulemper på længere sigt, og også af denne grund har man derfor lagt vægt på at gennemføre en midlertidig lovgivning. Det foreslås derfor, at loven har gyldighed indtil den 31. marts 1967.

For det andet har regeringen tillagt det stor betydning, at finansieringen af nyt boligbyggeri blev tilgodeset også under de således ændrede forhold. Det er ikke hensigtsmæssigt helt at holde boligbyggeriets finansiering uden for ordningen, idet dette kunne rumme en risiko for, at den ved aftalen mellem Nationalbanken og bankerne tilsigtede udlånsbegrænsning blev svækket gennem øget optagelse af forhåndslån. Man har derfor i stedet valgt at fastsætte særlige grænser for långivningen til henholdsvis nyt boligbyggeri — herunder dog ikke sommerhuse — og til andre formål. For lån til nyt boligbyggeri er grænsen sat til 110 pct. af udlånene i basisperioden, hvorved der er taget hensyn til boligbyggeriets øgede omfang. Herudover skulle ordningen naturligvis indebære den fordel, at boligbyggeriet kan skånes for de yderligere kursfald, som ellers havde været at vente.

For lån til andre formål er grænsen sat til 75 pct. af udlånene i basis perioden, og da disse lån udgør knap halvdelen af de samlede nyudlån, skulle reguleringen således indebære, at det samlede obligationsudbud reduceres med knap en halv snes procent i sammenligning med 1964-65.

Det siger sig selv, at det er vanskeligt med en sådan ny regulering nøjagtigt at ramme det låneniveau, der er grundlag for på kapitalmarkedet, ligesom udviklingens gang naturligvis kan tilsige tilpasninger af reguleringen. Der er derfor også i lovforslaget indføjet en hjemmel for Danmarks Nationalbank til med økonomiministerens samtykke at ændre de nævnte lånegrænser.

Regeringen er sig naturligvis bevidst, at det er en vidtrækkende forholdsregel på denne måde at gribe ind i den traditionelt frie adgang til obligationsmarkedet, som i øvrigt har rummet mange fordele. Jeg vil dog ikke undlade at nævne, at det danske kapitalmarked i denne henseende indtager en særstilling, idet man vist ikke i noget andet land har en tilsvarende fri adgang. I mange lande er det endog således, at reguleringen af emissionerne betragtes som et vigtigt led i den økonomiske politik.

Uanset betænkelighederne har regeringen imidlertid fundet, at de nuværende ekstraordinære forhold på obligationsmarkedet motiverede sådanne foranstaltninger. Det er mit håb, at det er lykkedes at udforme dem på en sådan måde, at de er til mindst mulig ulempe for såvel kreditinstitutterne som låntagerne, der jo til syvende og sidst også må være interesseret i, at tilliden til obligationsmarkedet ikke rokkes."

Med tingets samtykke blev lovforslaget sat til 1. behandling i et aftenmøde allerede samme dag, som det var fremsat.

Som ordfører for socialdemokratiet anbefalede Peter Nielsen lovforslaget til en velvillig og hurtig behandling.

Henry Christensen (V) var villig til at drøfte sagen i et udvalg, men kritisk over for flere af dets bestemmelser og skeptisk med hensyn til, om det tilstræbte mål ville blive nået. „Lånemarkedet kender jo mange veje", udtalte han bl. a., „og derfor må man alvorligt stille det spørgsmål, om regeringen og økonomiministeren for alvor tror, at man med dette forslag afgørende begrænser den samlede efterspørgsel, og, hvis efterspørgslen går ad andre kanaler, om man så ikke også tror, at de flere penge, der nu skulle blive tilovers, går derhen, hvor der måske kan regnes med en højere forrentning. Vi laver måske en kunstig rentedifferentiering mellem forskellige dele af erhvervslivet, men ender det så med at blive den begunstigelse specielt af obligationsmarkedet, som økonomiministeren her stræber efter?

Poul Møller (KF) pegede — efter stærkt at have kritiseret regeringens hidtidige økonomiske politik — bl. a. på, at de foreslåede restriktioner i høj grad ville ramme erhvervslivets investeringer. Dette ville blive værst for landbruget, hvis moderniseringsbestræbelser forudsatte, at der kunne optages tillægslån i bedriften. Det konservative folkeparti var dog villigt til at undergive lovforslaget en efter omstændighederne velvillig behandling for at få klarlagt, om der virkelig kunne skabes noget på dette område, som man kunne have tiltro til.

Baunsgaard (RV) stillede sig positivt over for lovforslaget. „Det er klart", udtalte han, „at man stående over for indgreb på et område, der hidtil har fået lov til at udfolde sig frit, på forhånd må tage forbehold over for enkeltheder i lovforslaget. Sådanne enkeltheder må jeg altså tage forbehold over for, uden at jeg her skal gå i detaljer. Jeg vil kun understrege, at det måske er betænkeligt på forhånd at foretage en tidsbegrænsning, der er så relativt beskeden som den foreslåede begrænsning til en omtrentlig 2-årig periode. Det er vel også et spørgsmål, om de bemyndigelser, der gives til bolig- og økonomiministeren sammen med Nationalbanken, sådan som § 3 er udformet, kan siges at være helt tilfredsstillende. Som sagt må jeg tage forbehold over for sådanne enkeltheder."

Kai Moltke (SF) gav ligeledes tilsagn om en velvillig og saglig overvejelse af lovforslaget, uanset at dette efter hans opfattelse var behæftet med forskellige mangler. Lovforslaget havde et fornuftigt formål. Som forholdene lå, var der næppe andet at gøre end at gå til en begrænsning af kreditten.

Rimstad (Uafh) ville heller ikke bestride, at en midlertidig begrænsning af kreditten var nødvendig, men han fandt det uheldigt, at man ville udvide kreditgivningen til byggeriet. Hans parti ville "gerne være med til at forhandle spørgsmålet omkring dette lovforslag færdigt, for vi anser lovforslaget — eller måske bør vi sige lignende lovforslag eller lovforslag med visse ændringer i forhold til det her foreslåede — for meget påkrævet." Rimstad takkede i tilslutning hertil socialdemokratiet for, at det ville afgive en plads i udvalget angående denne sag til de uafhængige.

Under debatten havde også Westerby (uden for partierne) ordet. Han tilsagde på egne og på Diderichsens vegne medvirken til en forhandling, som de anså for en nødløsning, „og til fordomsfrit at snakke om at gennemføre noget i denne retning, men det må også være forudsætningen, at vi så tager de langsigtede ting op. Selv om dette her er beklageligt, bliver vi også nødt til at indse, at vi kommer til at gøre andre ting, der er beklagelige. Det er f. eks. beklageligt at skulle skære ned på visse af de offentlige udgifter, men spørgsmålet er, om vi ikke er i en så kritisk situation med hensyn til aktivitetsniveauet, at dette her også bør følges op af, at man med et meget vågent øje må se på udviklingen med hensyn til de offentlige udgifter, så at vi ikke igen kommer ud i at skulle forelægge hurtige forslag, der har nødløsningens karakter, men at vi kan få et virkelig fast hold om tingene, således at erhvervslivet kan få en rolig udvikling."

Det udvalg, der fik sagen til behandling, afgav ikke betænkning, idet lovforslagets gennemførelse overflødiggjordes af en frivillig overenskomst, som det i anden omgang viste sig muligt at nå frem til ved fornyede forhandlinger mellem kreditinstitutionerne og Nationalbanken. Denne overenskomst, der afsluttedes et par uger efter lovforslagets fremsættelse, blev af regeringen anset for en tilfredsstillende udgang af sagen. Den findes optrykt som bilag til den skriftlige besvarelse af et spørgsmål til økonomiministeren, Ft. sp. 6373.