Loven er et supplement til lov om ændringer i borgerlig straffelov. (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m. v.) og vedtoges samtidig med denne lov. Den bygger på det udkast til lov om ændringer i forskellige lovbestemmelser om konfiskation m. v., som indeholdes i straffelovsrådets betænkning om konfiskation, men rækker noget videre.
Loven går for det første ud på, at særlovgivningens regler om konfiskation — som konsekvens af ændringerne i straffeloven — ophæves.
Ud over ophævelse af visse helt forældede regler og ajourføringer af andre bestemmelser under hensyn til senere gennemført lovgivning falder de i loven i øvrigt indeholdte ændringer, der vedrører over 100 forskellige love, navnlig inden for følgende grupper:
En række lovbestemte bødeminima ophæves, så at bødeudmålingen i det hele overlades til rettens skøn over de pågældende straffesagers konkrete omstændigheder.
Desuden ophæves nogle specialregler om frakendelse — på grund af strafbart forhold — af ret til udøvelse af erhvervsvirksomhed. Det drejer sig om regler, der vanskeligt lader sig forene med de principper for rettighedsfrakendelse, som i 1951 blev fastlagt i straffelovens §§ 78 og 79.
Ligeledes ophæves enkelte specielle lovbestemmelser om straffedommes kundgørelse.
Endvidere ophæves forskellige bestemmelser, hvorefter spørgsmål om tiltalerejsning og appel i straffesager afgøres af den forvaltningsmyndighed, hvorunder det pågældende lovgivningsområde hører. Herved bringes de pågældende love i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige ordning, hvorefter anklagemyndigheden har afgørelsen af disse spørgsmål.
En række lovbestemmelser, hvorefter administrative myndigheder kan pålægge bøder, ændres, navnlig således at bøderne kun kan pålægges administrativt, såfremt den pågældende, efter at have modtaget en skriftlig tilkendegivelse med beskrivelse af overtrædelsen og angivelse af den overtrådte lovbestemmelse, erkender sig skyldig og erklærer sig indforstået med den administrative afgørelsesmåde. Disse ændringer er naturligvis begrundet i straffeprocessuelle retssikkerhedssynspunkter.
Samtidig ophæves enkelte bestemmelser, der tillægger vedkommende administrative myndighed afgørende indflydelse på, om rettens afgørelse i en politisag skal træffes i form af dom, bødevedtagelse eller advarsel. Disse regler er uforenelige med almindelige retsplejeprincipper.
Endelig skal nævnes, at der gennemføres en vis forenkling
af reglerne om indkomne bødebeløbs anvendelse.
Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget blev det mødt med tilslutning fra alle sider. Det henvistes til behandling i det udvalg, der var nedsat til behandling af det tidligere i samlingen fremsatte forslag til lov om ændringer i borgerlig straffelov. (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m. v.), se nærmest foregående sag, og færdigbehandledes sammen med dette lovforslag. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med nogle få ændringer af redaktionel karakter enstemmigt med 133 stemmer, idet 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.