Forespørgslen begrundedes på forespørgernes vegne af Morten Lange (SF), der fandt det uheldigt, at netop tyske ingeniørsoldater var kommet herop på øvelse, og gjorde gældende, at den slags samarbejde kunne medføre, at man løb en væsentlig risiko for at svække tilliden til Danmarks stilling i afspændingsbestræbelserne. Han sluttede med at udtale, at aktionen for at skaffe sig skydearealer ved Oksbøl efter hans opfattelse tydede stærkt på, at man havde videre planer om NATO-øvelser med tysk deltagelse. „Meget tyder altså i retning af, at det kun er første rate, vi har set. Hvis det er den slags afbetalingspolitik, regeringen er inde på, synes jeg, det er på høje tid, at folketinget siger, at det er der ikke rygdækning for. Det er ikke en sådan form for afspændingspolitik, tinget så hyppigt taler om. Det er en anden og mere kontant politik, der må frem, hvis vi skal komme videre ad den rigtige vej."
I sin besvarelse af forespørgslen hævdede forsvarsministeren i modsætning hertil, også på statsministerens vegne, at det måtte være i Danmarks egen interesse at gå ind i et positivt samarbejde med det nye vesttyske demokrati også på det forsvarsmæssige område. „Trods de mange uløste problemer, der fortsat henstår, mener jeg at kunne konstatere et mildere klima mellem øst og vest i dag end for 10 år siden. Jeg tror også, at det vestlige forsvars- fællesskab har været medvirkende til, at vi er nået så vidt. Jeg nærer tiltro til, at denne afspænding vi] fortsætte; både øst og vest har en fælles interesse heri. At en detalje i NATOs øvelsesprogram skulle have nogen negativ indflydelse herpå, har jeg imidlertid ikke fantasi til at forestille mig."
I tilslutning hertil udtalte ministeren:
„Den dansk-britisk-tyske øvelse har intet at gøre med stationering eller forberedelse til stationering her i landet af tyske eller andre NATO-styrker. Den har heller intet at gøre med forberedelse til placering af atomminer. Regeringens politik med hensyn til såvel stationering af tropper fra andre NATO-lande som modtagelse af atomladninger på dansk jord er både kendt og internationalt anerkendt, og der foreligger ikke hos regeringen noget ønske om at ændre denne politik."
Foruden de nævnte deltog Svend Haugaard (RV) i debatten. Under denne fremsatte Morten Lange følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:
„Idet folketinget udtrykker sin forventning om, at regeringen i sin udenrigs- og forsvarspolitik aktivt vil støtte afspændingsbestræbelserne og undlade ethvert skridt, der kan svække disse bestræbelser, henstiller folketinget, at det meddeles NATOs ministerråd, at der ikke fremtidig vil kunne afholdes fællesmanøvrer i Danmark med deltagelse af tyske troppekontingenter.
Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Dette forslag blev efter forhandlingens afslutning forkastet med 104 stemmer mod 10 (SF og Svend Haugaard), idet 9 medlemmer (RV med undtagelse af Svend Haugaard) afholdt sig fra at stemme.