Loven indeholder en ny formulering af sølovens kapitel 10 „Om begrænsning af rederansvaret", jfr. lovbekendtgørelse nr. 319 af 1. december 1937 med senere ændringer. Som følge af disse nye regler er samtidig foretaget redaktionelle ændringer af enkelte andre af sølovens bestemmelser.
De nye regler afviger på talrige punkter fra de tidligere gældende regler. I det følgende skal blot de væsentligste af
ændringerne kort omtales.
De tilfælde, hvor rederen kan begrænse sit ansvar, er ved den nye lov snævrere afgrænset end efter de tidligere regler. Således kan rederen f. eks. ikke længere begrænse sit ansvar for så vidt angår bjærgeløn og bidrag til almindeligt havari.
Ved den nye regel i sølovens § 254, stk. 4, fastslås enkeltkravsprincippet, d. v. s., at begrænsningen, hvis der foreligger et modkrav opstået ved samme hændelse fra rederens side over for en fordringshaver, hvis krav i øvrigt kan begrænses, først kan anvendes på den saldo, der måtte foreligge i fordringshaverens favør, efter at modregning har fundet sted.
De satser, hvortil rederne i visse tilfælde kan begrænse deres ansvar, er forhøjet, navnlig for tilfælde hvor der foreligger personskade, og erstatningsgrænsen er nu fastsat efter en internationalt ensartet værdimåler, den såkaldte Poincaréfranc, der er guldværdibestemt. En Poincaréfranc svarer for tiden til ca. 45 øre. Det følger af de nye regler, at rederen, når ansvaret er begrænset, hæfter med indtil 1.000 francs pr. ton af skibets drægtighed, dog med mindst 150.000 francs (ca. 68.700 kr.). Foreligger der skade på person, forhøjes ansvarsgrænsen med 2.100 francs pr. ton, dog med mindst 630.000 francs (ca. 288.540 kr.).
Lovens formulering af sølovens § 262 bygger på lex fori, idet det er bestemt, at det nye kapitel 10 i søloven som hovedregel kommer til anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af ansvar påberåbes ved dansk domstol, uanset de implicerede parters nationalitet. Der er dog i § 263 indeholdt en bemyndigelse for handelsministeren til at bestemme, at andre ansvarsregler end i kapitel 10 fastsat skal finde anvendelse på skibe hjemmehørende i lande, som ikke uden forbehold har tiltrådt og gennemført Bruxelles-konventionen af 1957 om begrænsning af rederes ansvar.
Ifølge lovens § 2, stk. 1, bestemmes tidspunktet for lovens ikrafttræden af handelsministeren. I henhold hertil har handelsministeren ved bekendtgørelse nr. 214 af 12. juni 1964 bestemt, at loven skal træde i kraft den 1. juli 1964, samtidig med de tilsvarende loves ikrafttræden i de andre nordiske lande.
Loven er det første resultat af det nordiske samarbejde om revision af visse afsnit i de nordiske sølove, der har været i gang i nogle år og stadig fortsættes af de i de 4 lande nedsatte sølovsudvalg. Loven følger i alt væsentligt udvalgets forslag og bygger i øvrigt på den på den diplomatiske søretskonference i Bruxelles i 1957 vedtagne internationale konvention om begrænsning af rederansvaret, der afløser den tidligere konvention om samme emne fra 1924, der har dannet grundlag for de hidtil gældende regler om ansvarsbegrænsning, som blev indarbejdet i søloven i 1929. Det er hensigten, at den nye konvention efter indbyrdes aftale mellem de 4 nordiske lande skal ratificeres samtidigt af disse, når det fornødne lovgrundlag er tilvejebragt.
Ved folketingets 1. behandling af lovforslaget henvistes dette til behandling i det udvalg, tinget samme dag havde nedsat til behandling af forslag til lov om ændring i lov om skibes bemanding m. fl. lovforslag. Efter videre behandling i folketinget sammen med disse lovforslag vedtoges lovforslaget ved 3. behandling uændret enstemmigt med 132 stemmer. 1 medlem undlod at stemme
(Rosing (Grønl)).