I februar 1962 nedsatte indenrigsministeren et udvalg med den opgave at gennemgå og eventuelt foreslå ændringer i de her i landet gældende bestemmelser om forhandling af dybfrosne levnedsmidler samt om forhandling af kød, slagteaffald og kødvarer. Dette udvalg afgav i januar 1964 en betænkning indeholdende udkast til en lov om dybfrosne levnedsmidler.
Indenrigsministeren kunne ganske tiltræde udvalgets udkast og fremsatte det for folketinget som lovforslag med en enkelt ændring, der angik straffebestemmelserne og nærmest var af redaktionel karakter.
Dette lovforslag vedtoges af folketinget i uændret affattelse, bortset fra at man tilføjede en bestemmelse om, at loven skal optages til revision i folketingsåret 1968-69.
Den således gennemførte lov har følgende indhold:
Kapitel 1.
Dyb frosne levnedsmidler.
§ 1. Denne lovs kapitel I gælder enhver art af levnedsmidler, som tilvirkes ved frysning og emballeres således, at det pågældende levnedsmiddel fremtræder som bestemt til i originalpakning at blive solgt i frosset tilstand til forbruger, jfr. dog stk. 3, 4 og 5. De pågældende levnedsmidler betegnes i det følgende som dybfrosne levnedsmidler.
Lovens regler om salg og forhandling finder også anvendelse ved udlevering til medlemmer af forbrugsforeninger og lignende. Medmindre indenrigsministeren træffer anden bestemmelse, finder lovens regler også anvendelse ved salg til restaurationsvirksomheder, kostforplejninger og lignende.
Dybfrosne levnedsmidler, der er bestemt til udførsel her fra landet, samt konsum-is omfattes ikke af denne lov.
Denne lov kommer ikke til anvendelse på dybfrosne levnedsmidler, der tilberedes og fryses i en slagter- eller viktualieforretning, forudsat at varerne ikke afhændes uden for den pågældende forretning. Sådan tilberedning og frysning er betinget af sundhedskommissionens godkendelse. Indenrigsministeren kan dog bestemme, hvilke krav der skal stilles til lokaler, udstyr m. v., herunder med hensyn til tilberedningslokalets størrelse og karakteren af det til forretningen hørende fryseanlæg, ligesom indenrigsministeren kan fastsætte bestemmelser for tilberedning og frysning i de nævnte tilfælde. Opfyldes kravene i disse bestemmelser, kan godkendelse ikke nægtes.
Indenrigsministeren kan bestemme, at dybfrosne levnedsmidler, der tilberedes og fryses i andre forretninger end de i stk. 4 nævnte, hvortil der er knyttet et tilberedningslokale, ikke omfattes af loven, forudsat at varerne ikke afhændes uden for den pågældende forretning. Bestemmelserne i stk. 4, 2., 3. og 4. punktum, finder tilsvarende anvendelse.
§ 2. Tilvirkning og engroslagring af dybfrosne levnedsmidler må kun finde sted,
a) for så vidt angår kød, slagteaffald og kødvarer, der omfattes af loven om udførsel af kød m. m., samt fjerkræ, der omfattes af loven om slagtning, forhandling, udførsel og indførsel af fjerkræ m. v., på de af landbrugsministeren i medfør af disse love autoriserede virksomheder,
b) for så vidt angår fisk og fiskevarer, der omfattes af loven om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, på de af fiskeriministeren i medfør af nævnte lov dertil autoriserede virksomheder, samt,
c) for så vidt angår alle andre levnedsmidler, på virksomheder, som af indenrigsministeren eller af den myndighed, han dertil bemyndiger, opnår særlig autorisation dertil.
Den i stk. 1, litra c), omhandlede autorisation vil være at meddele virksomheder, hvis indretning og drift må antages at sikre en hygiejnisk og sundhedsmæssigt forsvarlig tilvirkning eller engroslagring af de pågældende varer. Væsentlige ændringer i virksomhedens indretning eller drift må ikke foretages uden forudgående godkendelse. For autorisationen betales en af indenrigsministeren fastsat årlig afgift til delvis dækning af udgifterne ved kontrol med virksomheden.
Vedkommende minister fastsætter bestemmelser om den temperatur, hvortil dybfrosne levnedsmidler ved tilvirkning skal nedfryses, og den temperatur, hvorved de skal engroslagres.
Indenrigsministeren kan tilbagekalde en i medfør af stk. 1, litra c), meddelt autorisation, såfremt virksomheden gør sig skyldig i overtrædelse af de i denne lov eller i medfør af denne givne forskrifter eller af levnedsmiddellovgivningen i øvrigt, således at der er nærliggende fare for, at virksomheden ikke fremtidigt vil blive drevet på en hygiejnisk og sundhedsmæssigt forsvarlig måde.
En i medfør af stk. 4 truffet afgørelse kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene
§ 3. Fjerkræ, der omfattes af loven om slagtning, forhandling, udførsel og indførsel af fjerkræ m. v., må kun detailforhandles som dybfrosne levnedsmidler, såfremt det er forsynet med det i den nævnte lovs § 6 omhandlede mærke samt åbnet og renset inden nedfrysningen. Indenrigsministeren kan bestemme, at frosset og derefter helt eller delvis optøet fjerkræ ved detailforhandling skal være forsynet med angivelse af, at nedfrysning har været foretaget.
Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler til sikring af den hygiejniske beskaffenhed af vildt, der detailforhandles som dybfrosne levnedsmidler.
§ 4. Indenrigsministeren kan bestemme, at dybfrosne levnedsmidler, der indføres fra et fremmed land, og hvis indførsel ikke er betinget af særlig autorisation eller tilladelse i medfør af den under landbrugsministeren eller fiskeriministeren henhørende lovgivning, kun må udbydes til salg på nærmere fastsatte vilkår til sikring af varernes hygiejniske beskaffenhed.
Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved indførsel af dybfrosne levnedsmidler fra Færøerne.
§ 5. Indenrigsministeren kan bestemme, på hvilken måde dybfrosne levnedsmidler skal emballeres, mærkes, transporteres og opbevares. Det kan herunder påbydes, at dybfrosne levnedsmidlers nettovægtindhold skal være angivet i gram eller kilogram.
§ 6. Detailforhandling af dybfrosne levnedsmidler må kun ske fra fast udsalgssted, der opfylder nærmere af indenrigsministeren fastsatte krav til lokalernes indretning. Forhandling må ikke påbegyndes, før sundhedskommissionen skriftligt har godkendt lokalerne. Indenrigsministeren fastsætter regler vedrørende personalets sundhedstilstand.
Indenrigsministeren kan dog bestemme, at omførsel til salg af dybfrosne levnedsmidler efter godkendelse fra sundhedskommissionen skal kunne ske fra køretøjer, hvis ejer disponerer over et udsalgssted, der er godkendt i medfør af stk. 1, eller når udkørslen sker direkte fra en af de i § 2, stk. 1, omhandlede autoriserede virksomheder.
Indenrigsministeren kan give nærmere regler for salg af dybfrosne levnedsmidler fra automat.
De i medfør af stk. 1, 1. punktum, fastsatte krav til lokalernes indretning kan uanset bestemmelsen i § 10 af kommunalbestyrelsen med indenrigsministerens samtykke ændres i mildnende retning ved bestemmelse i sundhedsvedtægten eller et særligt tillæg hertil under forudsætning af, at det udtrykkeligt anføres, på hvilke punkter de pågældende krav herved fraviges.
Indenrigsministeren kan i det omfang, hygiejniske hensyn tilsiger det, bestemme, at visse varer ikke eller kun på nærmere angivne vilkår må forhandles sammen med dybfrosne levnedsmidler.
Kapitel 2.
Færdigpakkede, udskårne kødvarer i detailpakning
("lcølede varer").
§ 7. Indenrigsministeren kan bestemme, at visse former for færdigpakkede, udskårne kødvarer i detailpakning skal kunne forhandles fra andet fast udsalgssted end slagter- og viktualieforretninger eller fra køretøj. Det er en forudsætning herfor, at det pågældende udsalgssted opfylder betingelserne for at blive godkendt til forhandling af dybfrosne levnedsmidler, jfr. § 6, stk. 1, eller at sundhedskommissionen i henhold til § 6, stk. 2, har godkendt, at der fra det pågældende køretøj kan foregå salg af dybfrosne levnedsmidler.
For forhandling i henhold til stk. 1 gælder følgende bestemmelser:
a) de pågældende varer skal, medmindre indenrigsministeren træffer anden bestemmelse, modtages direkte fra en af landbrugsministeriet i medfør af loven om udførsel af kød m. m. autoriseret produktionsvirksomhed og være mærket i overensstemmelse med de for sådanne virksomheder gældende mærkningsregler,
b) varerne skal opbevares i og forhandles fra køleindretninger, hvori lufttemperaturen ikke overstiger en af indenrigsministeren fastsat temperatur, og
c) emballagen skal være forsynet med en angivelse af, hvornår varen er pakket.
Indenrigsministeren kan give nærmere regler for salg af de i stk. 1 omhandlede kødvarer fra automat.
Bestemmelserne i § 5 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på de i stk. 1 omhandlede kødvarer.
Kapitel 3.
Almindelige bestemmelser.
§ 8 indeholder bødebestemmelser.
§ 9. Loven om levnedsmidler m. m., loven om indenrigs kødkontrol, loven om slagtning, forhandling, udførsel og indførsel af fjerkræ m. v. samt loven om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer finder anvendelse, for så vidt angår dybfrosne levnedsmidler, medmindre andet følger af nærværende lov eller de i medfør af denne udfærdigede bestemmelser.
§ 10. Bestemmelserne i nærværende lov samt de i medfør af denne udfærdigede bestemmelser gælder uanset modstående bestemmelser i de enkelte kommuners sundhedsvedtægter og kødkontrolregulativer og kan ikke ændres ved sådanne vedtægts- og regulativbestemmelser, hverken i skærpende eller mildnende retning, jfr. dog § 6, stk. 4.
§ 11. Tilsynet med overholdelsen af denne lov og de i medfør heraf udfærdigede forskrifter påhviler sundhedsstyrelsen, sundhedskommissionerne, embedslægerne, politiet, toldvæsenet samt de under landbrugsministeriet og fiskeriministeriet hørende tilsynsmyndigheder, hver inden for sit myndighedsområde. For så vidt angår de i § 2, stk. 1, litra c), nævnte virksomheder, udøves overtilsynet af indenrigsministeren eller af den myndighed, han dertil bemyndiger.
De af de nævnte myndigheder i medfør af denne lov trufne afgørelser kan indbringes for indenrigsministeren, dog, for så vidt angår de i § 2, stk. 1, litra a) og b), nævnte virksomheder, for henholdsvis landbrugsministeren og fiskeriministeren.
§ 12. Nærværende lov træder i kraft den 1. januar 1965.
§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne.
Lovens § 3 og §§ 5-8 gælder ikke for Grønland.
§ 14. Denne lov optages til revision i follcetingsåret 1968-69.
Angående baggrunden for lovens bestemmelser udtalte indenrigsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:
„Der er i den sidste snes år sket en meget betydelig udvikling inden for levnedsmiddelproduktion og levnedsmiddeldistribution, en udvikling, der utvivlsomt rummer betydelige perspektiver ikke mindst for husmødrenes daglige tilværelse. Udviklingen er især karakteriseret ved en bestræbelse for at give forbrugerne lejlighed til at købe færdigproducerede, eventuelt færdigtilberedte, levnedsmidler af forskellig art.
Et særlig betydningsfuldt led i udviklingen er den ved fryseteknikkens forbedring skabte mulighed for at tilbyde forbrugerne dybfrosne levnedsmidler, hidtil især dybfrosne bær og grønsager, dybfrosset fjerkræ samt dybfrosne fiskevarer. Disse dybfrosne levnedsmidler repræsenterer en betydelig hjælp for husmødrene ved tilberedningen af middagsmaden i hjemmene.
Lovgivningen om kød, slagteaffald og kødvarer har imidlertid indtil de seneste år hindret et udbud af disse varer andre steder end hos slagtere og viktualiehandlere. Når salget af disse varer stort set hidtil har været forbeholdt disse særlige forretninger, har det historisk en sammenhæng med de gamle lavsregler og med næringslovens bestemmelser om adskillelse mellem de forskellige former for næring. Den reelle begrundelse for at forbeholde slagtere og viktualiehandlere detailhandelen med kød, slagteaffald og kødvarer har imidlertid været af hygiejnisk art. Så længe der alene var tale om at forhandle disse varer i fersk, ufrosset tilstand, måtte der i forbrugernes velforståede interesse skabes et særlig hygiejnisk miljø med strenge krav til renholdelse, som måtte motivere, at kun et begrænset antal forretninger, der kunne honorere disse strenge krav, blev godkendt til at forhandle varerne.
Fryse- og emballageteknikken har imidlertid gjort det naturligt at undersøge, om det ikke vil være muligt at forhandle, også dybfrosne kødvarer uden for de forretninger, hvorfra kød traditionelt har været forhandlet.
Ved landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 231 af 27. juni 1959 blev der tilvejebragt hjemmel for forhandling af dybfrosne kødretter fra kolonialforretninger o. lign. levnedsmiddelforretninger under forudsætning af, at vedkommende kommunalbestyrelse vedtog et herpå sigtende tillæg til det kommunale kødkontrolregulativ. Henved 2/3 af landets kommuner har benyttet sig af denne adgang.
Der kunne dog nok være grund til at gå videre, således at ikke alene færdiglavede kødretter, men også fersk, dybfrosset kød og andre kødvarer kunne sælges i kolonialforretninger o. lign. Medens jeg var handelsminister, foranledigede jeg, at monopoltilsynet foretog en prisundersøgelse vedrørende detailhandelen med levnedsmidler. Denne prisundersøgelse, der resulterede i en redegørelse af oktober 1961 fra monopoltilsynet, syntes at vise, at der inden for kødhandelen gjorde sig en vis konkurrencemæssig træghed gældende, som muligt kunne skyldes, at de ret strenge hygiejniske bestemmelser for indretning af slagterbutikker, herunder slagterafdelinger i store købmandsforretninger eller supermarkeder samt brugsforeninger, motiverede en vis tilbageholdenhed over for indretning af slagterbutikker eller slagterafdelinger i større forretninger. Dette kunne atter medføre, at en del slagterforretninger kunne opnå en art lokalt monopol på kødsalget."
Da man tillige fra produktions- og forbrugerside kunne ønske en udvidet adgang til forhandling af i hvert fald færdigpakkede, dybfrosne og kølede varer i kolonialforretninger o. lign., hvis dette kunne ske på en hygiejnisk forsvarlig måde, nedsatte indenrigs-
ministeren det ovenfor omtalte udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i udarbejdelsen af det forslag, der blev til nærværende lov.
„Det fremgår af udvalgets overvejelser", udtalte ministeren videre, „at det vil være hygiejnisk forsvarligt at forhandle dybfrosset kød, slagteaffald og kødvarer også uden for slagter- og viktualieforretninger, dog under forudsætning af, at visse nærmere angivne krav opfyldes.
En hovedbetingelse har udvalget fundet deri, at tilvirkning og engroslagring af dybfrosne levnedsmidler kun må finde sted på særlige, dertil autoriserede virksomheder. Baggrunden for dette krav er, at den storproduktion, der sædvanligvis vil være motiveret, når man giver sig til at dybfryse levnedsmidler, gør det ganske særlig betænkeligt, hvis ikke både råvarer, apparatur og andre hygiejniske forhold i tilvirkningsvirksomheder giver rimelige garantier for en produktion, der er absolut tilfredsstillende i sundhedsmæssig henseende.
Udvalget har, uanset at man allerede gennem en årrække har solgt f. eks. dybfrosne bær og grønsager fremstillet på virksomheder uden sådan autorisation, fundet det rigtigst, at al dybfrostproduktion gøres afhængig af en autorisation. Da autorisationsordninger i forvejen fandtes, for så vidt angår kød, slagteaffald og kødvarer, fjerkræ samt fisk og fiskevarer, er der for meget store varegruppers vedkommende ikke på dette punkt tale om noget principielt nyt.
Et andet hovedpunkt er, at detailforhandling af dybfrosne levnedsmidler kun må ske fra fast udsalgssted, der opfylder nærmere af indenrigsministeren fastsatte krav til lokalernes indretning. På dette punkt sker der for så vidt et brud på den gældende retstilstand, som det udtrykkeligt i § 4, stk. 1, 2. punktum, i lov nr. 173 af 28. maj 1950 om levnedsmidler m. m. siges, at anmeldelse til sundhedskommission og dermed godkendelse af lokalerne i detailforretningen ikke er nødvendig, for så vidt angår forhandling af dybfrosne levnedsmidler. Man har imidlertid ikke i udtrykket „dybfrosne levnedsmidler" indbefattet kød, slagteaffald og kødvarer, idet forhandling af disse varer udelukkende blev reguleret ikke af levnedsmiddelloven, men af loven om indenrigs kødkontrol.
Udvalget har imidlertid peget på, at der er en principielt meget betydelig forskel på forhandling af konserves og forhandling af dybfrosne levnedsmidler, idet de dybfrosne levnedsmidlers holdbarhed netop alene beror på, at en tilstrækkelig lav temperatur opretholdes fra nedfrysningen til udleveringen til forbrugeren. Dette motiverer, at der må stilles visse krav til de forretninger, der forhandler dybfrosne varer, og sundhedskommissionerne må have lejlighed til at føre et passende tilsyn med de pågældende forretninger.
Disse synspunkter begrunder det samtidig hermed fremsatte forslag til ændring af levnedsmiddelloven."
Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra samtlige partiers ordførere med undtagelse af Iver Poulsen (Uafh), der bl. a. gjorde gældende, at man „ved at gøre indenrigsministeren til øverste ankeinstans i stedet for landbrugsministeren, som det sker i § 11, stk. 2", i virkeligheden bortskar „sidste led i den møjsommeligt opbyggede levnedsmiddelkontrolkæde angående kød og køclvarer". Dette anså de uafhængige for „sagligt forkert, fordi man hermed placerer afgørelser og ansvar hos en ny instans, der mangler den indsigt og de erfaringer, man netop har i landbrugsministeriet, hvorunder hele den møjsommelige opbygning af vort nuværende kontrolsystem er sket.
Naturligvis vil de uafhængige gerne medvirke til en liberalisering af handelen, men den bør ikke ske på bekostning af de hygiejniske og sundhedsmæssige krav eller på bekostning af effektiviteten af de foranstaltninger, der skal sikre forbrugerne gode og sunde kødprodukter til en pris, der ikke fordyres unødigt ved opbygning af et nyt kontrolapparat på et område, hvor man allerede har et velanskrevet og anerkendt kontrolapparat." Taleren mente også, at loven gav indenrigsministeren for mange og for vidtgående bemyndigelser.
I sin enstemmige betænkning udtaler udvalget, der fik sagen til behandling:
„Udvalget har haft samråd med ministeren, hvorunder man bl. a. har drøftet spørgsmålet om kravene vedrørende engroslagring af dybfrosne levnedsmidler (lovforslagets § 2, stk. 1). Ministeren udtalte, at kravene til disse engroslagre ville blive begrænset til det nødvendige.
Yderligere har man drøftet spørgsmålet om, hvorvidt der ved fastsættelsen af afgift for autorisation (lovforslagets § 2, sk. 2, sidste punktum) burde søges fuld dækning af udgifterne ved kontrol. Ministeren har hertil oplyst, at man har anvendt udtrykket „delvis dækning", fordi det vil være teknisk vanskeligt nogenlunde nøjagtigt at beregne, hvad udgifterne ved kontrollen vil udgøre.
I samrådet har man endvidere drøftet spørgsmålet om, hvorvidt man i stedet for den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i lovforslagets § 3, stk. 1, sidste punktum, direkte i lovforslaget burde fastsætte, at frosset og derefter helt eller delvis optøet fjerkræ ved detailforhandling skulle være forsynet med angivelse af, at nedfrysning har været foretaget. Udvalget afstår dog fra på nuværende tidspunkt at stille ændringsforslag herom, men peger samtidig på, at det er et af de spørgsmål, der gør det ønskeligt, at loven kommer til revision i folketingsåret 1968-69, jfr. det af udvalget nedenfor stillede ændringsforslag herom.
Endelig har man i samrådet drøftet, om der i lovforslagets § 5 burde indføjes en udtrykkelig bestemmelse om, at dybfrosne varer skal være mærket med fryse- eller pakkedato. Efter samråd med ministeren fandt udvalget det forsvarligt at overlade til ministeren at træffe bestemmelse herom efter forhandling med erhverv og forbrugere. Ministeren har i øvrigt over for udvalget fremhævet, at det er hensigten at udarbejde den nødvendige bekendtgørelse i nært samarbejde med alle interesserede erhvervs- og forbrugerorganisationer, således at unødig fordyrelse af de her omhandlede varer undgås."
I overensstemmelse hermed indstillede udvalget lovforslaget til vedtagelse med tilføjelse af den nævnte revisionsbestemmelse i en ny § 14.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 123 stemmer mod 5 (Uafh).