Hvad loven går ud på, er i hovedsagen følgende:

I kap. I (§ 1) fastlægges veterinærdirektoratets ledelse og beføjelser. Kapitlet indeholder bemyndigelse for landbrugsministeren til at fastsætte veterinærdirektoratets organisation. Indholdet af bestemmelsen dækker stort set, hvad der allerede var gældende.

I kap. II (§§ 2 og 3) er fastsat regler for det veterinære sundhedsråds sammensætning og beføjelser. Bestemmelserne afviger i nogen grad fra de hidtil gældende regler på områder, der var fastsat i kongelig resolution af 24. juli 1925. For så vidt angår rådets sammensætning er der således ved lovens § 2 foretaget en udvidelse af antallet af medlemmer blandt lærerne ved den kgl. veterinær- og landbohøjskole fra 2 til 3. Endvidere fremhæves, at der ved loven er åbnet adgang for rådet til at indhente udtalelser fra specielt sagkyndige. Ifølge § 2 fastsættes reglerne om udnævnelse af rådets formand og næstformand, indstilling af medlemmer til dette og disses afgang m. m. af landbrugsministeren, som ligeledes kan fastsætte regler om rådets forretningsgang.

Ved § 3 er fastsat bestemmelser om rådets opgaver, som i det store og hele svarer til de hidtidige regler.

Kap. III til XI fastlægger reglerne for dyrlægernes retlige stilling, på hvilket område der hidtil kun har været meget nødtørftige bestemmelser. Flere af lovens bestemmelser svarer til de gældende regler om udøvelse af lægegerning.

Kap. III (§§ 4-6) omhandler dyrlægernes rettigheder og fastslår dels hvad der forstås ved dyrlægegerning, dels hvilke betingelser der skal opfyldes for at opnå autorisation til at virke som dyrlæge. Endvidere indeholder kap. III regler for meddelelse af specialistanerkendelse, svarende til principperne i lægeloven.

I kap. IV (§§ 7 og 8) fastslægges omfanget af dyrlægernes pligter. Specielt fremhæves den ved § 7, stk. 4 indførte pligt for dyrlæger til afgivelse af indberetninger og oplysninger til veterinærdirektoratet med henblik på konstatering og bekæmpelse af sygdomme hos husdyr samt vedrørende den veterinære levnedsmiddelkontrol og det veterinære levnedsmiddeltilsyn.

I lighed med bestemmelserne i lægelovens § 5 a er der i § 8 skabt adgang for det offentlige til at pålægge en dyrlæge at føre nøjagtige optegnelser om ordination af euforiserende stoffer (stoffer, der kan virke stimulerende).

Kap. V (§ 9) fastsætter reglerne for fremgangsmåden ved besættelse af statslige eller kommunale dyrlægestillinger.

I kap. VI (§ 10) er det fastsat, at dyrlægerne er undergivet tilsyn af veterinærdirektoratet. Dog er dyrlæger, der beskæftiges ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter undtaget fra denne bestemmelse, for så vidt angår virksomheden ved disse institutter.

Kap. VII (§§ 11-16) fastslår, under hvilke omstændigheder en autoriseret dyrlæge kan fratages de ham tilkommende rettigheder til udøvelse af dyrlægevirksomhed.

I lighed med, hvad der bestemmes i lægelovens § 5, stk. 1, vil autorisationen i henhold til § 11, stk. 1, kunne fratages, såfremt der er grund til at antage, at den pågældende dyrlæge som følge af mangelfuld sjælstilstand eller på grund af udvist grov uduelighed ikke fremtidig vil kunne udøve sin virksomhed på forsvarlig måde.

I tilfælde, hvor det ikke kan anses for nødvendigt helt at udelukke dyrlægen fra at udøve dyrlægegerning, men hvor det dog må anses for betænkeligt, at han udøver en eller flere af de til autorisationen normalt knyttede rettigheder, er der ved § 11, stk. 2, åbnet adgang til at fratage ham en rælclce nærmere angivne rettigheder.

Af hensyn til de alvorlige konsekvenser, som hel eller delvis fratagelse af rettighederne medfører for dyrlægen, er det i § 12 fastsat, at sagen skal forelægges det veterinære sundhedsråd og tillige retslægerådet, såfremt der er tale om fratagelse af rettigheder som følge af mangelfuld sjælstilstand.

Afgørelsen, der træffes af landbrugsministeren, kan efter lovens § 13 forlanges indbragt for domstolene.

Efter § 14 kan landbrugsministeren til enhver tid efter ansøgning ophæve en foretaget rettighedsfratagelse. Endvidere er der ved paragraffen indført regler om adgang til domstolsprøvelse af et meddelt afslag på en ansøgning.

§ 15 giver hjemmel for at fratage en dyrlæge, som væsentligt overtræder et givet pålæg i henhold til lovens § 8, eller som ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig måde, retten til at ordinere sådanne stoffer for en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre.

For i videst muligt omfang at forebygge, at en dyrlæge, som har mistet en eller fiere rettigheder, desuagtet udøver sin virksomhed uden hensyn til rettighedsfratagelsen, er det ved § 16 pålagt veterinærdirektoratet og sundhedsstyrelsen at udsende fornøden meddelelse herom.

For at åbne mulighed for, at der kan føres fornøden kontrol med, at laboratorier, der erhvervsmæssigt påtager sig diagnostiske
undersøgelser som led i bekæmpelsen af smitsomme husdyrsygdomme, eller som fremstiller vacciner, sera o. lign., drives på forsvarlig måde, er det ved § 18 (kap. IX) foreskrevet, at sådanne virksomheder kun må oprettes og drives efter meddelt tilladelse fra landbrugsministeren.

Loven, der trådte i kraft 1. september 1964-, ophæver § 1, stk. 1-7, i lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene. Revisionsforslag fremsættes i folketingsåret 1968-69.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønlands vedkommende med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Ved 1. behandlingen i folketinget fik lovforslaget almindelig tilslutning, idet der ytredes tilfredshed med, at dyrlæge- og veterinærvæsenet bragtes ind under faste rammer, og at de mange spredte bestemmelser på området samledes i én lov.

Dalsgaard (V) fandt dog, at der på baggrund af den heldigt gennemførte indsats ved bekæmpelsen af kvægtuberkulosen og den smitsomme kalvekastning måtte være mulighed for at foretage en reduktion af antallet af de under veterinærdirektoratet ansatte dyrlæger. Han fandt det i øvrigt tvivlsomt, om der var grund til at udvide det veterinære sundhedsråd med yderligere 1 faglærer fra den kgl. veterinær- og landbohøjskoles veterinære videnskabelige fagråd. Endelig fandt han det påkrævet, at en repræsentant for de landøkonomiske foreninger fik adgang til at tiltræde det i henhold til apotekerlovens § 30, stk. 4, nedsatte takstudvalg.

Niels Ravn (KF) kunne ikke se rimeligheden i, at dyrlæger, der er beskæftiget ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter, skulle være fritaget for tilsyn. Efter hans opfattelse burde enten samtlige dyrlæger være undergivet tilsynet, eller også burde dyrlæger ansatte ved private institutioner af tilsvarende art også være fritaget for tilsvnet.

Aage Fogh (RV) fandt, at det måtte være muligt at finde frem til en mere enkel opbygning af det med lovforslaget forbundne administrationsapparat, og rejste bl. a. det spørgsmål, om det ikke var naturligt at gøre veterinærdirektøren, der efter forslaget kun skulle være medlem af det veterinære sundhedsråd, til født formand for rådet.

Morten Lange (SF) gav udtryk for, at lovforslaget på forskellige områder - bl. a. med hensyn til sundhedsrådets beføjelser — burde gøres noget mere „skarptandet".

Iver Poulsen (Uafh) fandt, at bestemmelserne om rettighedsfratagelse burde gøres strengere, så at der også åbnedes adgang til at fratage en dyrlæge de i § 11, stk. 2, omhandlede rettigheder, såfremt den pågældende dyrlæge groft eller gentagne gange tilsidesatte gældende love og bestemmelser.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der med visse mindre ændringer indstillede det til vedtagelse.

Ved 2. behandlingen beklagede Chr. Thomsen (S), at der var sket en fejl ved betænkningens afgivelse, idet et ændringsforslag af redaktionel art ikke var kommet med i betænkningen. Det var derfor nødvendigt at henvise lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.

Uden for betænkningen forelå tillige et af Iver Poulsen fremsat ændringsforslag, der var sålydende:

Til § 11.

Stk. 1 affattes således:

"Stlc. 1. Såfremt der er grund til at antage, at en autoriseret dyrlæge som følge af mangelfuld sjælstilstand, jfr. § 5, stk. 2, eller på grund af udvist grov uduelighed, grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed ikke fremtidig vil udøve sin virksomhed på forsvarlig måde, kan autorisationen fratages ham."

Ændringsforslaget gav anledning til en længere debat, hvorunder Iver Poulsen nærmere begrundede sit forslag.

Ved afstemningen forkastedes ændringsforslaget med 152 stemmer mod 4, idet 1 medlem tilkendegav hverken at ville stemme for eller imod.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med de af udvalget stillede ændringsforslag enstemmigt.