I henhold til lov nr. 194 af 7. juni 1958 om tilskud til de offentlige veje yder staten lovbunden (automatisk) refusion til kommunerne af disses vej udgifter. Statens lovbundne udgifter til refusion har været stigende fra ca. 150 mill. kr. i 1959-60 til ca. 268 mill. kr. i 1962-63, og yderligere stigning måtte forventes på grund af udviklingen i trafikforhold og priser.

Som et led i bestræbelserne for besparelser i det offentlige bygge- og anlægsbudget anså regeringen det for rigtigt, at der i finansåret 1963-64 ligeledes udvistes tilbageholdenhed af kommunerne med hensyn til refusionsberettigede vejudgifter, og den her omhandlede lov tager sigte derpå.

Ifølge loven, som underkastedes enkelte ændringer under behandlingen i folketinget, kan den refusionsberettigede udgift i henhold til vejtilskudsloven (kapitel 1 og § 11, stk. 6) højst anerkendes med et beløb, der svarer til den for hver enkelt kommune i regnskabsåret 1961-62 anerkendte refusionsberettigede vej udgift med fradrag af 15 pct. eller til gennemsnittet af kommunens vejudgifter i regnskabsårene 1959-60, 1960-61 og 1961-62 med fradrag af 10 pct. Adgangen til at anvende gennemsnittet af de tre regnskabsår indførtes ved 2. behandling.

Ved en bestemmelse, som ligeledes indsattes ved 2. behandling, trækkes ved beregningen af vejudgifterne i 1963-64 udgifterne til snerydning og glatføregrusning fra vej udgiften i det eller de regnskabsår, som lægges til grund for beregningen af grænsebeløbet, og kommunernes udgifter til disse formål i 1963-64 refunderes uden reduktion.

Loven indeholder endelig en bestemmelse om, at ministeren for offentlige arbejder i særlige tilfælde kan dispensere fra reduktion af statens udgiftsbeløb.

Det var anslået, at loven ville medføre en reduktion i statens refusionsudgift på ca. 40 mill. kr. i forhold til finansåret 1962-63.

Ved lovforslagets fremsættelse påpegede ministeren, at hvis kommunerne gennem reduktion af aktiviteten hidførte den ønskede nedsættelse af deres vejudgifter, ville refusionen fra staten blive udbetalt uden reduktion af vejtilskudslovens refusionsprocenter.

Ved 1. behandling fik lovforslaget tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre, idet der dog af venstres og den konservative ordfører ønskedes visse ændringer. Erik A. Jensen (SF) erklærede, at hans parti ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, og Rimstad (Uafh.) udtalte, at hans parti kun kunne medvirke, hvis den forudsatte besparelse på 40 mill. kr. konverteredes til skattelettelser for erhvervskøretøjer (last- og varemotorvogne).

Lovforslaget henvistes til et udvalg, i hvis betænkning ministeren med udvalgets tilslutning stillede forslag om de foran nævnte ændringer om adgang til at anvende gennemsnittet af 3 regnskabsår og om udgifterne til snerydning og glatføregrusning. Udvalgets flertal (alle partier undtagen SF) indstillede lovforslaget til vedtagelse med disse ændringer, mens et mindretal (SF) nok kunne tiltræde ændringerne, men ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene, og lovforslaget gik til fornyet udvalgsbehandling, der ikke medførte ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 114 stemmer mod 9 (SF); 5 (Uafh.) undlod at stemme.