Loven indeholder en revision af sygeforsikringslovens regler om dagpenge, navnlig ved forhøjelse af dagpengebeløbene og bidragene fra arbejdere og arbejdsgivere, samt ændringer af reglerne om fortsættelsessygekasserne. Herudover gennemføres bl. a. nogle ændringer af redaktionel og administrativ art.

De væsentligste ændringer er følgende (de anførte paragraffer henviser til sygeforsikringsloven):

Dagpengeordningen.

Dagpengebeløbene i § 51 forhøjes fra 21 kr. for forsørgere, 16 kr. for ikke-forsørgere over 18 år og 8 kr. for ikke-forsørgere under 18 år til henholdsvis 26 kr., 20 kr. og 10 kr. Samtidig forhøjes bidragene for arbejdere og arbejdsgivere til henholdsvis 2,5 og 5 øre pr. arbejdstime, jfr. § 57.

Baggrunden for disse forhøjelser er følgende:

I sygeforsikringslovens § 57, stk. 2, forudsættes det, at arbejdernes og arbejdsgivernes bidrag til dagpengeordningen for lønarbejdere skal dække ca. 5/6 af udgifterne til dagpenge og administration, medens resten af udgifterne afholdes af staten. Ifølge lovbestemmelsen har bidragene hidtil været fastsat til henholdsvis 1,5 øre og 3 øre pr. arbejdstime.

Ifølge lovens § 58, stk. 1, påhviler det socialministeren hvert 3. år - første gang i folketingsåret 1962-63 - at undersøge, om der foreligger en væsentlig afvigelse fra nævnte fordelingsregel, og i så fald efter indhentet erklæring fra de faglige hovedorganisationer at fremsætte lovforslag til ændring af bidragets størrelse.

Ifølge lovens § 58, stk. 2, skal socialministeren endvidere samtidigt fremsætte forslag til ændring af de i § 51 fastsatte dagpengebeløb, såfremt størrelsen af den gennemsnitlige timefortjeneste for faglærte og ufaglærte arbejdere efter de af det statistiske departement senest meddelte oplysninger afviger væsentligt fra gennemsnitslønnen ved lovens ikrafttræden den 1. april 1961.

De samlede udgifter og indtægtsbeløb, der anslås for 1963-64, nødvendiggør efter socialministeriets opfattelse en forhøjelse af bidragene fra arbejdere og arbejdsgivere, således at bidragene dækker de i loven forudsatte 5/6 af udgifterne.

På tidspunktet for sygeforsikringslovens ikrafttræden, 1. april 1961, var det den gennemsnitlige timefortjeneste for april kvartal 1960, som var den senest meddelte. Den ved lovforslagets fremsættelse senest meddelte gennemsnitlige timefortjeneste, for april kvartal 1962, viste en stigning på 22,8 pct. i forhold til dette udgangspunkt, og denne stigning var så væsentlig, at den i henhold til § 58, stk. 2, begrundede en ændring af dagpengebeløbene. Den nu gennemførte forhøjelse svarer til den procentvise stigning.

Efter loven gennemføres de nævnte forhøjelser af dagpengebeløb og bidrag samt lempelsen af karenstidsreglen (jfr. nedenfor) etapevis, således at der — samtidig med forskellige andre revisioner af dagpengereglerne — med det samme bl. a. gennemføres nogle tekniske ændringer af karenstidsbestemmelsen, og således at der fra 1. april 1964 gennemføres en forhøjelse af dagpengebeløbene til henholdsvis 23 kr., 18 kr. og 9 kr. og en forhøjelse af bidragene til henholdsvis 2 øre og 4 øre pr. arbejdstime, mens den øvrige forhøjelse af dagpenge og bidrag samt lempelsen af karenstidsreglen får virkning fra 1. april 1965.

Den nævnte lempelse af karenstidsreglen i § 52 går ud på, at efterbetaling for karenstiden sker for lønarbejdere, der er syge i over 4 uger.

Af tekniske ændringer i karenstidsbestemmelserne skal nævnes en regel, hvorefter karenstiden kan bortfalde for medlemmer, der er arbejdsløse, når de sygemeldes. Karenstiden afkortes således med de umiddelbart før sygdommens udbrud afkontrollerede dage.

I § 52, stk. 3, indføres udtrykkelig hjemmel for en allerede i socialministeriets praksis fastslået fortolkning af den hidtidige bestemmelse, og i stk. 4 er indsat en ny beregningsregel, da den tidligere regel om 468 dage i „3 på hinanden følgende regnskabsår" ville komme til at virke tilfældigt og kun i ganske få og specielle situationer.

Bestemmelsen i § 53, stk. 1, om fradrag i dagpengehjælp under hospitalsophold for ikke-forsørgere ophæves.

I § 53, stk. 3, lovfæstes socialministeriets hidtidige praksis med hensyn til supplering af dagpenge med løn under sygdom eller anden pengehjælp udover 4/5-grænsen. Tillige forhøjes 4/5-grænsen til 9/10, når der i øvrigt foretages en supplering af hjælpen (med løn eller anden pengehjælp, der tager sigte på at erstatte indtægtstabet under sygdom).

I lovens bestemmelser om frivillige dagpenge (§§ 25-32) er foretaget en række ændringer, svarende til de ovenfor om lønarbejderdagpenge omtalte.

Fortsættelsessygekasserne.

Det bestemmes ved loven, at den ret, lovens § 38 tillægger sygekasserne til en særlig takstnedsættelse ved behandling på sygehus for alle deres medlemmer, også skal tilkomme de i § 65 omhandlede fortsættelsessygekasser, og at denne nedsættelse skal have virkning fra 1. januar 1963.

Det bestemmes endvidere, at medlemmerne af disse kasser ligesom sygekassernes medlemmer skal have adgang til udbetaling af lønarbejderdagpenge. Af administrative grunde skal denne udbetaling finde sted gennem sygekasserne.

Andre ændringer.

Loven indeholder endvidere nogle redaktionelle ændringer og andre mindre ændringer på grundlag af de siden sygeforsikringslovens ikrafttræden indhentede erfaringer.

Herunder er gennemført forskellige administrative forenklinger.

Således bestemmes det, at godkendelse af blanketter gives af direktøren for sygekassevæsenet og ikke som hidtil af socialministeren.

Endvidere ophæves adgangen til for socialministeren at indanke de af direktøren for sygekassevæsenet trufne afgørelser af tvistigheder om et enkelt medlems ret til frivillige dagpenge. Domstolsprøvelse vil som hidtil kunne finde sted.

Yderligere skal nævnes nogle ændringer af fribefordringsreglerne med henblik på situationer, hvor der har vist sig behov for at tage særligt hensyn til befordringer over lange afstande og til forholdene på fjerntliggende øer.

Endelig indsattes under behandlingen i folketinget som en tilføjelse til lovens § 37, stk. 2, om statskassens tilskud til de anerkendte sygekasser følgende bestemmelse:

„Efter regler, der fastsættes af socialministeren efter forudgående forhandling med finansministeren og folketingets finansudvalg, kan der ydes et yderligere beløb på 1/2 af sygekassens udgifter til medlemsgruppe A til speciallægehjælp efter § 11, stk. 2, men dog kun såfremt denne hjælp omfattes af en overenskomst, der er godkendt efter § 18."

Ændringsforslaget var i udvalgets betænkning ledsaget af følgende bemærkninger:

„I overensstemmelse med drøftelserne i folketingets udvalg om forslag til sygeforsikringsloven, jfr. udvalgets betænkning, Folketingstidende 1959-60, tillæg B, spalte 1311, nedsatte socialministeren efter lovens vedtagelse et sagkyndigt udvalg med repræsentanter for sundhedsstyrelsen, læger og sygekasser med den opgave at skabe grundlaget for den fremtidige udvikling af sygekassernes ydelser inden for speciallægeområdet.

Dette udvalg har i en indstilling til socialministeriet foreslået, at der skabes hjemmel til ydelse af et yderligere statstilskud til sygekasserne til dækning af halvdelen af kassernes udgift til speciallægehjælp til A-medlemmer i tilfælde, hvor der mellem sygekasser og læger er indgået overenskomster om ydelse af sådan hjælp.

Det er ønskeligt snarest at tilrettelægge rammerne for et sådant særligt tilskud, da en udbygning af speciallægehjælpen uden for sygehuse på længere sigt må ventes at medføre besparelser for sygehusvæsenet og dermed også for statskassens tilskud til dette.

Da det — efter forhandling med bevillingsmyndighederne — nærmere må fastsættes administrativt, inden for hvilke specialer et sådant yderligere tilskud bør ydes, foreslås det allerede nu at gennemføre en rammebestemmelse efter det foreslåede princip, således at såvel tidspunktet for indførelsen af det nye tilskud som det nærmere område for dette fastsættes efter forhandling med bevillingsmyndighederne.

Det foreslåede tilskud vil blive ydet ud over det tilskud på 1/4 af udgifterne, som ydes efter § 37, stk. 2, nr. 2, og det beregnes ligesom dette alene af udgifter vedrørende A-medlemmer."

Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med de to ovenfor under nr. 68 og 69 omtalte sager, forslag til lov om ændring i lov om invalide- og folkepension og forslag til lov om særligt tillæg til folke-, invalide- og enkepensionister samt om forhøjelse af grænsen for hjælp til underhold.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse ikke alene fra regeringspartiernes side, men også fra venstres og det konservative folkepartis side.

Begge de sidstnævnte partiers ordførere Peter Larsen (V) og Asger Jensen (KF) fandt således, at lovforslaget indeholdt forbedringer angående fortsættelsessygekassernes forhold, selv om ikke alle oppositionens ønsker var imødekommet på dette punkt (jfr. det af medlemmer af disse partier fremsatte forslag til folketingsbeslutning om ændringer i lov om den offentlige sygeforsikring). Der var imidlertid en lang række forhold i sygeforsikringsloven, som ikke var tilfredsstillende, og som måtte ændres igennem det forestående udvalgsarbejde.

Skræppenborg-Nielsen (SF) fandt, at lovforslaget indeholdt en række forbedringer navnlig angående dagpengeordningen. Bestemmelserne om styrkelse af fortsættelsessygekassernes stilling gik han imidlertid stærkt imod.

Iver Poulsen (Uafh), der selv — sammen med andre medlemmer af partiet — havde fremsat et forslag om sagen, fandt, at lovforslaget byggede på forkerte principper, og måtte gå imod det.

Ved 2. behandling vedtoges det ovenfor omtalte og enkelte andre af socialministeren stillede ændringsforslag, mens nogle ændringsforslag, som var stillet af et mindretal (Chr. Madsen [SF]) forkastedes.

Venstres og det konservative folkepartis ordførere måtte anbefale, at man undlod at stemme.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 100 stemmer (S, RV, SF) mod 5 (Uafh); 67 medlemmer (V, KF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.