Ved loven foretages i overensstemmelse med den ved forliget om den almindelige omsætningsafgift i juni 1962 indgåede aftale en nedsættelse af overgrænsen for de kommunale grundskyldpromiller fra 40 til 35 gældende fra og med skatteåret 1963-64. Herudover ophævedes de hidtil gældende regler om ligningsforholdet og dets godkendelse.

Lovforslaget indeholdt ved fremsættelsen kun den nævnte nedsættelsesbestemmelse samt en bemyndigelse for indenrigsministeren til i ganske særlige tilfælde at tillade, at grundskyldpromillen lå over 35. Der opstod derfor ikke nogen principiel uenighed mellem ordførerne ved lovforslagets 1. behandling, idet dog ordføreren for socialistisk folkeparti, Erik A. Jensen, gav udtryk for manglende sympati, ligesom han ikke følte sig bundet af den mellem de fire gamle partier indgåede forligsaftale. Debatten vedrørende selve lovforslaget drejede sig derfor nærmest om den foreslåede bemyndigelse til indenrigsministeren til at tillade en højere promille i undtagelsestilfælde, hvortil kom en meningsudveksling om en af Ove Hansen (S) fremført tanke om ophævelse af de gældende bestemmelser om ligningsforholdet.

I den af udvalget afgivne betænkning stilledes imidlertid en række ændringsforslag af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal bestående af socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget. Herved afklaredes for det første, i hvilket omfang ministeren kunne tillade en højere promille. Der udtaltes således i betænkningen følgende herom:

„Under udvalgets samråd med indenrigsministeren har denne erklæret sig indforstået med, at betænkningen over forslag til lov om almindelig omsætningsafgift, hvorefter der i forbindelse med nedsættelsen af overgrænsen for de sognekommunale grundskyldpromiller fra 40 til 35 skal gives indenrigsministeren en adgang til i ganske særlige tilfælde at tillade anvendelse af en højere promille end 35, forstås således, at indenrigsministeren ikke skal kunne tillade, at grundskyldpromillen i en sognekommune overstiger det hidtil gældende maksimum på 40. Den foreslåede beføjelse for indenrigsministeren foreslås derfor ændret således, at der ikke kan gives tilladelse til anvendelse af en grundskyldpromille på mere end 40.

Vedrørende praktiseringen af dispensationsbestemmelsen har indenrigsministeren over for udvalget erklæret, at han ved „ganske særlige tilfælde" navnlig forstår tilfælde, hvor en kommune har en særlig tyngende indkomstbeskatning. Indenrigsministeren har endvidere givet tilsagn om, at tilladelse til at anvende en grundskyldpromille på mere end 35 ikke vil blive meddelt for mere end ét skatteår ad gangen.

Når indenrigsministerens dispensationsbeføjelse begrænses til at tillade en grundskyldpromille på højst 40, vil den ikke kunne anvendes til at lette overgangen til den lavere promille for de kommuner, der hidtil i henhold til overgangsbestemmelsen i § 34 i loven af 18. februar 1961 har haft en grundskyldpromille på mere end 40. Bestemmelsen i § 34 foreslås derfor afløst af en bestemmelse om, at grundskyldpromillen i kommuner, hvor den i skatteåret 1962-63 er over 42, for skatteåret 1963-64 i almindelighed skal være mindst 7 lavere end den for skatteåret 1962-63 gældende; aftrapningen af promillen med 2 årlig skal derefter fortsætte fra og med skatteåret 1964-65 ned til 35."

Den anden — og i politisk henseende mere væsentlige — del af ændringsforslagene gik ud på en ophævelse af de hidtil gældende bestemmelser om ligningsforholdet og dettes fastsættelse.

Der blev i betænkningen givet følgende udførlige begrundelse herfor:

„Bestemmelsen i den nugældende lovs § 4, stk. 1, hvorefter amtsrådets beslutning om ændring af ligningsforholdet i en sognekommune skal være truffet inden den 31. december for at have virkning for det kommende skatteår, medfører, at sognerådet skal vedtage indstilling om og amtsrådet fastsætte ligningsforholdet på et tidspunkt, hvor størrelsen af de skattepligtige indkomster — og i de skatteår, der følger efter en ny almindelig vurdering, grundværdierne — endnu ikke kendes. Det må anses for udelukket at udskyde fristen for ligningsforholdets fastsættelse, idet der tillige må være den fornødne tid til rådighed for det særlige ankenævn til behandling af de indbragte sager. Da det imidlertid må anses for ønskeligt, at den vigtige beslutning om udskrivningens fordeling i sognekommunerne kan træffes på et tidspunkt, hvor størrelsen af såvel de skattepligtige indkomster som grundværdierne kendes, og da ligningsforholdets betydning i øvrigt er blevet væsentligt mindre, efter at det ikke længere skal fastsættes for 4 år ad gangen, foreslår ministeren med tilslutning fra et flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) de gældende regler om fastsættelse af ligningsforhold i sognekommunerne ophævet, således at grundskyldpromillen i alle sognekommuner fremtidig skal fastsættes af sognerådet inden den 31. marts i lighed med den ordning, som er gældende i købstadkommunerne, og som siden 1961 også kommunalbestyrelserne i de københavnske omegnskommuner samt i andre sognekommuner, der efter den senest offentliggjorte almindelige folketælling havde mindst en bymæssig bebyggelse med over 3000 indbyggere, med amtsrådets samtykke har kunnet beslutte at anvende.

Den hidtil gældende ordning, hvorefter amtsrådene fastsætter sognekommunernes ligningsforhold, har bl. a. været begrundet i et ønske om at undgå, at udskrivningens fordeling på grundskyld og indkomstskat i de enkelte sognekommuner varierede for stærkt fra valgperiode til valgperiode i takt med skiftende flertal i sognerådene. Også under en ordning, hvorefter grundskyldpromillen fastsættes af sognerådet uden amtsrådets medvirken, må det imidlertid anses for ønskeligt at skabe en garanti for en vis kontinuitet i udskrivningen af grundskyld i de enkelte kommuner. Ændringsforslaget indeholder derfor en bestemmelse, der i rimeligt omfang begrænser sognerådenes adgang til at ændre grundskyldpromillen fra det ene skatteår til det andet, dog således, at et af indenrigsministeren nedsat nævn, når omstændighederne i særlig grad taler derfor, skal kunne tillade, at grundskyldpromillen i en sognekommune ændres ud over de fastsatte grænser. Begrænsningen i adgangen til at ændre grundskyldpromillen skal dog efter forslaget ikke gælde i de københavnske omegnskommuner og andre sognekommuner, der efter det senest offentliggjorte registerfolketal havde over 3000 indbyggere."

Venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget udtalte i deres mindretalsudtalelse i betænkningen, at de kunne tiltræde, at indenrigsministerens dispensationsbeføjelse begrænses således, at ministeren ikke kan tillade anvendelse af en grundskyldpromille på mere end 40, ligesom de kunne tiltræde, at aftrapningen af grundskyldpromillen i sognekommuner, hvor promillen i skatteåret 1962-63 var over 42, skete på den foreslåede måde. Angående den del af ændringerne, der vedrørte ligningsforholdet, udtalte de derimod:

„Mindretallet kan derimod ikke medvirke til, at der med virkning allerede for skatteåret 1963-64 sker en ophævelse af de gældende regler om fordelingen af udskrivningen i sognekommunerne i overensstemmelse med et af amtsrådet fastsat ligningsforhold. Mindretallet må i denne forbindelse beklage, at ændringsforslag af en sådan rækkevidde er fremkommet så sent, at det har været umuligt på forsvarlig vis at gennemarbejde disse og overskue deres virkninger, ligesom man heller ikke finder det rigtigt, at folketinget skal tage stilling til så betydningsfulde ændringsforslag, uden at alle kommunale organisationer, hvis interesser berøres heraf, har haft lejlighed til at udtale sig om disse ændringer."

I overensstemmelse hermed stillede mindretallet ved lovforslagets 2. behandling ændringsforslag gående ud på, at lovforslaget kun skulle indeholde bestemmelser om grundskyldpromillens nedsættelse til 35, om ministerens adgang til i undtagelsestilfælde at tillade en promille, der udgør mere end 35, dog højst 40, samt en særlig overgangsbestemmelse indeholdende en aftrapningsordning for de sognekommuner, hvor promillen i skatteåret 1962-63 var over 42.

Socialistisk folkepartis medlem af udvalget udtalte i sin mindretalsudtalelse, at han kunne tiltræde ministerens ændringsforslag, men måtte tage forbehold med hensyn til lovforslaget som helhed.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 73 stemmer mod 12 (SF og Uafh. samt Aage Fogh [RV]), mens 43 medlemmer (V og KF) undlod at stemme.