Ved loven stilles i overensstemmelse med reglerne i § 17, stk. 1, i statshusmandsloven de fornødne midler til statshusmandslovens gennemførelse til rådighed for finansåret 1963-64.
De i lovens § 1 omhandlede rådighedsbeløb er i overensstemmelse med en forventning om en fortsat nedgang i antallet af nyoprettede brug fastsat til de samme beløb som i finansåret 1962-63, dog bortset fra bevillingen til havelodskolonier, der under sagens behandling i folketinget forhøjedes fra 1 mill. kr. til 2 mill. kr. Derimod er i § 2 maksimumsbeløbene for lån til jordkøb forhøjet under hensyntagen til den fortsatte stigning i jordpriserne, ligesom maksimumsbeløbene for lån til opførelse af bygninger er forhøjet svarende til stigningen i byggeomkostningerne, idet der dog for så vidt angår lån til opførelse af drivhuse er foretaget en noget større forhøjelse.
Lovforslaget blev ved 1. behandling kritiseret ret hårdt af ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige, der alle var enige om, at det var uforsvarligt at fortsætte med udstykningspolitikken, og at man hellere måtte tilskynde til frie sammenlægninger, således at landbrugsejendommene opnåede mere hensigtsmæssige størrelser og landmændene dermed en bedre mulighed for en sund og god økonomi.
I overensstemmelse hermed stillede venstres og det konservative folkepartis medlemmer af det udvalg, der behandlede lovforslaget, i udvalgets betænkning et ændringsforslag, hvorefter de i loven omhandlede rådighedsbeløb kun i ganske særlige tilfælde skulle kunne anvendes til oprettelse af nye husmandsbrug. Herefter ville der efter mindretallets opfattelse kunne blive flere midler til rådighed dels til sammenlægning, dels til forbedring af bestående brug.
Dette ændringsforslag forkastedes imidlertid ved lovforslagets 2. behandling, hvorimod nogle af landbrugsministeren stillede og af udvalget tiltrådte ændringsforslag vedtoges. Blandt disse var indsættelsen i udlånslovens § 4, stk. 2, af en ny bestemmelse, der tilsigter at skabe hjemmel for, at pantebreve for supplerings- og tillægslån står tilbage for visse realkreditlån efter samme regler som pantebreve for lån ydet til oprettelse af nye brug. Den pantsætningsmulighed, der herved skabes, vil umiddelbart kun få virkning for lån, der ydes efter 1. april 1963. Låntagere, hvis lån er ydet før 1. april 1960 og stadig undergivet de før 1. april 1960 gældende vilkår, og låntagere, hvis lån er ydet i tiden fra 1. april 1960 til 31. marts 1963 eller ydet før 1. april 1960, men siden konverteret, vil dog kunne drage nytte af bestemmelsen, idet den førstnævnte gruppe låntagere ved konvertering af deres lån efter bestemmelsen i statshusmandslovens § 57, stk. 2, 4. pkt., vil få lånet ind under de nye bestemmelser, og den sidstnævnte gruppe låntagere efter begæring vil kunne få de af dem udfærdigede pantebreve forsynet med påtegning om, at pantebrevet står tilbage for de pågældende realkreditlån efter de nye regler.
Endvidere skabtes der ved indsættelse af et nyt stk. 2 i § 6 hjemmel til at undlade konvertering i alle tilfælde, hvor lån efter statshusmandsloven overtages af den tidligere ejers ægtefælle. Og endelig blev den foran omtalte særlige forhøjelse, for så vidt angår lån til opførelse af drivhuse, indsat i lovforslaget ved et ændringsforslag med den begrundelse, at der ved gartneres erhvervelse af mindre statshusmandsbrug og mindre landbrugsejendomme med henblik på ejendommens omdannelse til gartneri bør kunne ydes drivhuslån inden for tilsvarende låneramme, som foreslås fastsat ved nyoprettelse af gartnerier.
Foruden de nævnte af hele udvalget tiltrådte ændringsforslag stillede landbrugsministeren ændringsforslag om den ovenfor omtalte forhøjelse af bevillingen til havelodskolonier. Dette ændringsforslag, som var tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af de konservative medlemmer), vedtoges mod de konservatives og de uafhængiges stemmer ved navneopråb, efter at der ved en på sædvanlig måde foretaget afstemning ikke var afgivet det fornødne antal stemmer.
Loven vedtoges ved 3. behandling med 99 stemmer (S, RV og SF) mod 39 (KF og Uafh samt Sinnbeck (V)), medens 37 medlemmer af venstre samt Rosing (Grønl.) undlod at stemme.