Lovforslaget havde følgende ordlyd:

I lov nr. 261 af 9. juni 1948 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer, som ændret ved lov nr. 409 af 3. december 1952, foretages følgende ændringer:

1. Til § 2, stk. 1, føjes følgende punktum:

„En funktionær, der er ansat på prøve, har dog krav på mindst 14 dages opsigelsesvarsel."

2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stk. 4:

"Stk. 4. Afskediges en funktionær, der er fyldt 20 år og har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst 1 år, og kan funktionæren påvise, at afskedigelsen er urimelig og ikke begrundet i hans eller virksomhedens forhold, har han — foruden eventuel erstatning efter stk. 1-3 — krav på en erstatning, hvis størrelse skal være afhængig af sagens omstændigheder og hans anciennitet, dog højst en erstatning, der svarer til tre måneders løn."

3. I § 3 ændres stk. 4 og 5 til stk. 5 og 6, og som nyt stk. 7 tilføjes:

„Stk. 7. Retssager om erstatning i henhold til stk. 4 anlægges ved sø- og handelsretten i København, medmindre parterne er enige om andet værneting."

4. I § 7, stk. 3, affattes 1. punktum således:

„Under en kvindelig funktionærs graviditet er arbejdsgiveren pligtig at betale hende halv løn i tiden fra arbejdsudygtighedens indtræden, dog højst i 3 måneder før fødslen, indtil 3 måneder efter fødslen, i alt dog ikke ud over et tidsrum af 5 måneder."

5. § 9, stk. 2, affattes således:

"Stk. 2. Forskud på provision kan af arbejdsgiveren kun kræves dækket af funktionærens løntilgodehavende eller indtjente provision og ikke indtales som almindelig gældsfordring."

6. Til § 10, stk. 2, føjes følgende punktum:

„Overordnede funktionærer, som af arbejdsgiveren er særligt bemyndiget til på dennes vegne at regulere arbejdsvilkårene i forhold til det øvrige personale, herunder eventuelt har fået meddelt ansættelses- og afskedigelsesret, kan af arbejdsgiveren dog forlanges holdt uden for kollektive overenskomstforhandlinger vedrørende det øvrige personale."

7. I § 10 indsættes efter stk. 4 som nyt stk. 5:

"Stk. 5. Såfremt der inden for en funktionærgruppe i virksomheden er medlemmer af forskellige faglige organisationer, er virksomhedens ledelse kun pligtig til at optage forhandlinger med en af disse. Såfremt den inden for den pågældende funktionærgruppe i virksomheden mest omfattende organisation ønsker at føre forhandlingerne, tilkommer forhandlingsretten denne, og andre organisationer er uberettigede til at kræve forhandlinger eller iværksætte kollektive kampskridt med henblik på opnåelse af kollektiv overenskomst. Spørgsmålet om, hvilken af flere organisationer der er den mest omfattende, bestemmes af organisationens medlemstal på det tidspunkt, da kravet om forhandling om kollektiv overenskomst fremsættes."

8. I § 10 indsættes efter stk. 4 som nyt stk. 6:

"Stk. 6. Kollektive overenskomster, der indgås mellem en funktionær organisation på den ene side og en arbejdsgiverorganisation eller arbejdsgiver på den anden side, kan højst indgås for et tidsrum af 3 år og bortfalder efter denne periode uden opsigelse eller frigørelseskonflikt."

Siden gennemførelsen af funktionærloven af 1938 har der, som det udtales i bemærkningerne til lovforslaget, kun været gennemført mindre revisioner af loven, nemlig revisionerne i 1948 og 1952. Imidlertid har der siden 1948 været så stor udvikling på funktionærområdet, og antallet af funktionærer er vokset så betydeligt, at en række nye problemer har rejst sig. En del af disse problemer har efter forslagsstillernes mening begrundet ændringer og ajourføringer i loven, og det fremsatte lovforslag må ses som en konsekvens heraf.

Især tilsigter de foreslåede bestemmelser at udbygge de sociale sikringsordninger for funktionærerne og dermed videreføre funktionærloven som en social beskyttelseslov samt at skabe klarere og mere tidssvarende regler, der underbygger funktionærernes demokratiske ret til selv at vælge deres organisationsformer.

Bestemmelsen under nr. 1 tilsikrer at yde funktionæren, der er ansat på prøve, en udvidet beskyttelse.

Bestemmelsen under nr. 2 svarer ifølge bemærkningerne til regler, der er oprettet mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer og tilsigter en beskyttelse mod uberettiget afskedigelse. „Mellem arbejdsmarkedets parter behandles sådanne sager af et centralt organ, Afskedigelsesnævnet, hvorved er sikret en ensartet praksis inden for dette område.

For tilsvarende funktionærsagers vedkommende må domstolene være den afgørende myndighed, men da hensynet til en ensartet praksis på et område som det af bestemmelsen omhandlede må tillægges stor betydning, foreslås det, at alle sager om uberettiget afskedigelse henlægges til sø- og handelsretten i København."

Bestemmelsen under nr. 4 tilsigter at yde øget beskyttelse for den gravide funktionær. Ud fra den betragtning, at vidt forskellige hensyn kan spille ind fra tilfælde til tilfælde, foreslås det, at der gives den kvindelige funktionær en vis frihed til selv at vælge, i hvilket omfang den i forbindelse med graviditeten tillagte frihed med halv løn lægges før eller efter fødslen. Den samlede periode, i hvilken den gravide funktionær kan forlange halv løn, foreslås udvidet fra 4 til 5 måneder.

Bestemmelsen under nr. 5 tilsigter at give de provisionslønnede funktionærer en øget beskyttelse for forskud på provision.

Angående nr. 6-8 anføres i bemærkningerne: „Hovedprincippet i § 10 er sikringen af funktionærens ret til at organisere sig. I den praksis, herunder domspraksis, som har fundet sted, er organisationsretten imidlertid blevet betydeligt indskrænket især derved, at der har været givet arbejdsgiveren en betydelig adgang til at forlange en større del af sit personale holdt uden for de forhandlingsberettigede funktionærorganisationer.

Ændringsforslaget til § 10, stk. 2, tilsigter at indskrænke arbejdsgiverens ret til at forlange personale holdt uden for de kollektive overenskomster.

De foreslåede nye stk. 5 og 6 er udtryk for en lovgivningsmæssig nydannelse, hvis formål er at sikre, at de funktionærorganisationer, der på de givne tidspunkter har den største tilslutning fra de interesserede funktionærer, også rent faktisk tillægges forhandlingsretten."

Som ordfører for forslagsstillerne gjorde Henry Christensen (V) ved fremsættelsen af lovforslaget opmærksom på, at der var flere andre problemer end de i lovforslaget omhandlede, som ønskedes drøftet i et kommende udvalg vedrørende sagen. Det drejede sig bl. a. om en klarere afgrænsning af selve funktionærproblemet og vedrørende de handelsrejsendes forhold til funktionærloven.

Ved lovforslagets første behandling oplyste justitsministeren, der tog ordet på socialministerens vegne, at sidstnævnte gennem nogen tid havde overvejet spørgsmålet om at gennemføre ændringer i funktionærloven på baggrund af den stedfundne udvikling. Forhandlinger herom var optaget med funktionærorganisationerne, og socialministeren havde til hensigt at fremsætte et lovforslag om sagen i folketingsåret 1963-64. Videre udtalte justitsministeren:

„I anledning af det nu fremsatte lovforslag finder jeg grund til at understrege, at der for funktionærernes vedkommende er opnået væsentlige resultater ved overenskomster mellem arbejdsgiver- og funktionærorganisationerne på en del af de punkter, lovforslaget omhandler. Jeg kan således nævne, at der inden for nogle overenskomstområder er gennemført bestemmelser om værn for funktionærer mod usaglige opsigelser, svarende til lovforslagets nr. 2. Dette gælder således inden for handels- og kontorfaget, hvor der ved overenskomst mellem Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund og Kontor- og Handelsfagenes Arbejdsgiverforening og mellem forbundet og finansministeriet er fastsat bestemmelser om værn for funktionærerne i sådanne tilfælde. Tilsvarende bestemmelser er mig bekendt fastsat inden for forsikringsfunktionærernes område ved overenskomst mellem Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening og Danske Forsikringsselskabers Forhandlingsorganisation.

Jeg finder i øvrigt anledning til at indskyde den bemærkning, at det forekommer mig mindre hensigtsmæssigt som foreslået i lovforslagets nr. 3 at henlægge sager af denne art til sø- og handelsretten i København, da man vel bør opretholde de fremgangsmåder, som allerede måtte være overenskomstmæssigt fastlagt, og som går ud på sagernes behandling ved særligt nævn eller ved voldgift.

Videre kan jeg nævne, at der ved overenskomst mellem Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund og Kontor- og Handelsfagenes Arbejdsgiverforening er gennemført forbedrede bestemmelser om frihed med halv løn for kvindelige funktionærer under fravær på grund af nedkomst, i det væsentlige svarende til lovforslagets nr. 4.

Med hensyn til lovforslagets bestemmelser om funktionærernes organisationsret skal jeg pege på, at disse spørgsmål også i væsentligt omfang har fundet deres løsning ved overenskomster mellem arbejdsgiver- og funktionærorganisationer, i øvrigt på en fra det fremsatte forslag noget afvigende, men måske netop mere realistisk måde.

Jeg således være af den opfattelse, at de spørgsmål, som lovforslaget omhandler, allerede må siges i et vist omfang at have fundet deres løsning ved de kollektive overenskomster mellem arbejdsgivere og funktionærer, men jeg tilføjer, at regeringen erkender, at der kan være et vist behov for mere i almindelighed at sikre funktionærer på nogle af de punkter, lovforslaget omfatter. Ud fra dette synspunkt vil regeringen være parat til en fordomsfri og velvillig behandling af lovforslaget."

Lovforslaget gav i folketinget anledning til nogen debat, bl. a. vedrørende forhandlingsretten. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der ikke nåede til ende med sit arbejde, men afgav en beretning.