Loven træder i stedet for lov nr. 85 af 7. april 1936 om den offentlige fred på folkekirkens helligdage samt grundlovsdagen og betegner en væsentlig forenkling i forhold til denne lov.

Lovens hovedpunkter er følgende:

For det første ophæves de bestemmelser i den gældende helligdagslov, som forbyder visse beskæftigelser på helligdage. Disse bestemmelser anses nu for upåkrævede ved siden af reglerne i arbejderbeskyttelsesloven og lukkeloven.

For det andet indføres — i § 1 — en bestemmelse, der generelt forbyder forstyrrelse af gudstjenesten.

For det tredje foretages — ved bestemmelsen i § 2 — visse mindre begrænsninger i den gældende lovs forbud mod offentlige forlystelser. Det fuldstændige forbud mod forlystelser på visse helligdage har man begrænset til langfredag, 1. påskedag, 1. pinsedag og 1. juledag; skærtorsdag og påskelørdag undtages således fra det gældende forbud. Med hensyn til andre helligdage begrænses forbuddet til tiden fra kl. 6 til kl. 14.

Den tidligere lov skrev sig formelt set fra 1936, men dens indhold var i virkeligheden væsentlig ældre, for en betydelig dels vedkommende fra forrige århundrede. Udviklingen var derfor på forskellige punkter løbet fra loven.

Således var loven for det første ikke blevet ajourført under hensyn til udviklingen i anden lovgivning. Derfor indeholdt den bestemmelser, der nu er overflødiggjort af arbejderbeskyttelsesloven og lukkeloven, og som overlappede disse loves regler på en sådan måde, at lovgivningen på flere punkter var blevet uklar.

For det andet afveg lovens sproglige affattelse væsentligt fra nutidigt lovsprog, og de forældede formuleringer frembød en sådan uklarhed, at lovens administration og håndhævelse vanskeliggjordes.

Endelig betragtedes loven sikkert i vide kredse af befolkningen som for streng. Om dette spørgsmål udtalte justitsministeren ved lovforslagets fremsættelse:

„Jeg tror, at mange, der sætter sig ind i disse regler, får fornemmelsen af, at lovens hovedsynspunkt eller dog dens udgangspunkt er, at offentlige forlystelser generelt må betragtes som noget, der støder an mod hensynet til helligdagens fred. Og dermed synes loven at underkende, at en meget væsentlig del af det, der — mere eller mindre dækkende — betegnes som "offentlige forlystelser", herunder film, teater og koncerter, er væsentlige kulturgoder, og at der vel ikke mindst på helligdagene bør gives befolkningen en rimelig adgang til disse goder. Lovens forbud mod forlystelser på helligdage før kl. 16 modificeres ganske vist ved en bemyndigelse for justitsministeren til at dispensere fra forbuddet. Ministeren kan tillade visse forlystelser fra kl. 14. Bortset fra væddeløb omfatter denne bemyndigelse imidlertid kun teaterforestillinger og koncerter, men ikke f. eks. filmsforevisninger. Denne forskelsbehandling af film og teater lader sig ikke sagligt begrunde, men har en historisk forklaring i, at reglen om teaterforestillinger gennemførtes på et tidspunkt, nemlig i 1904, da der ikke fandtes biografer. Hertil kommer, at den nævnte dispensationsadgang kun gælder teaterforestillinger og koncerter af „højere art"; herved tvinger bestemmelsen til en lødighedsbedømmelse, og dette er ud fra såvel praktiske som principielle synspunkter mindre heldigt."

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget udtalte Albertsen (S), at han ikke fandt de foreslåede bestemmelsen helt tilfredsstillende, om end de betegnede et betydeligt fremskridt i forhold til den gældende lov. Efter hans mening ville det være tilstrækkeligt med lovforslagets § 1 suppleret med en straffebestemmelse, men hvis man ikke kunne nå så langt, ville han anbefale tinget at stemme for lovforslaget i den foreslåede form. Vagn Bro (V) turde ikke love tilslutning til lovforslaget, der efter hans mening gik for vidt. Han kunne således ikke gå med til, at der blev adgang til forlystelser hele påskelørdag, ligesom han var meget betænkelig ved, at forbuddet mod forlystelser om søndagen kun skulle gælde til kl. 14, da mange kirker holdt gudstjeneste om eftermiddagen. Han fandt, at menighedsrådene burde spørges om deres syn på lovforslaget. Marie Antoinette von Lowzow (KF) tilsagde sin medvirken til et grundigt udvalgsarbejde med lovforslaget. Aage Fogh (RV) og O. Mathiasen (SF) anbefalede lovforslaget, idet dog O. Mathiasen nærmest lå på linje med Albertsen. Bækgaard (Uafh.) udtalte sig på linje med Vagn Bro.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, der anmodede landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer om en udtalelse om lovforslaget. Landsforeningen mente imidlertid ikke at kunne tage stilling til lovforslaget på menighedsrådenes vegne, hvorefter venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget anmodede om, at lovforslaget blev tilsendt distriktsforenin- gerne af menighedsrådsmedlemmer i stifterne til udtalelse. Denne anmodning kunne de andre partiers medlemmer af udvalget ikke tilslutte sig, og i udvalgets betænkning udtaltes det herefter:

„Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler sin beklagelse over, at flertallet ikke har ønsket at medvirke til en høring om lovforslaget hos distriktsforeningerne af menighedsrådsmedlemmer i stifterne. Mindretallet kan herefter ikke gå ind for lovforslaget i den foreliggende affattelse, men vil ved dets 2. behandling nærmere redegøre for sin stilling."

Efter lovforslagets 2. behandling tilbagesendtes lovforslaget til udvalget, i hvis tillægsbetænkning udvalgets mindretal stillede ændringsforslag, hvorefter forbuddet mod forlystelser udvidedes til også at gælde skærtorsdag efter kl. 21, påskelørdag efter kl. 21 og på folkekirkens øvrige helligdage til kl. 16. Efter at ændringsforslagene ved 3. behandling var forkastet med henholdsvis 95 stemmer mod 57 og 96 stemmer mod 58, vedtoges lovforslaget med 97 stemmer mod 57 (V og KF, idet dog Holmberg (V) stemte for lovforslaget). 1 medlem (Holger Hansen (V)) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.