Lov nr. 152 af 1. april 1949 om civilforsvaret (årbog 1948-49, side 265) fastsætter for civilforsvaret en rammeordning, der forudsættes gennemført under hensyntagen til krigsmidlernes udvikling, forsvarets opgaver samt de til formålet givne bevillinger. Ansvaret for opbygningen og opretholdelsen af landets civilforsvar er i henhold til loven fordelt mellem stat, kommuner og private.

Den siden lovens ikrafttræden stedfundne udvikling i forbindelse med indhøstede erfaringer (jfr. herved en af indenrigsministeren den 2. november 1961 afgiven redegørelse, folketingets forhandlinger 1961-62 sp. 705) har nødvendiggjort en ajourføring og ændring af loven på en række punkter. Den her omhandlede lov samler alle de ændringer, som der er opstået ønske om i de siden 1949 forløbne år, og som indenrigsministeriet har ment burde fremmes. En række af ændringerne er af redaktionel karakter eller ajourføringer, nødvendiggjort af senere tilkomne love bl. a. vedrørende forsvaret, eller tjener til at fjerne uklarheder i den hidtidige lov. I øvrigt går ændringerne væsentligt ud på følgende:

Ændring af lovens formålsparagraf. Der gives lovens § 1 om civilforsvarets opgaver en ændret formulering, hvorved der dels tages hensyn til de opgaver, som sorterer under det civile beredskab i henhold til lov nr. 342 af 23. december 1959, dels åbnes mulighed for, at civilforsvaret i det omfang, indenrigsministeren bestemmer, også i fredstid kan yde bistand i katastrofetilfælde samt under andre tilsvarende forhold, der gør offentlig indgriben nødvendig. Hidtil har der i fredstid alene været adgang til at indsætte civilforsvarskorpsets styrker til bistand ved foranstaltninger, der påhviler det offentlige, efter aftale mellem chefen for civilforsvarsstyrelsen og vedkommende myndigheder.

Udvalget om det civile beredskab. Under folketingsforhandlingerne forud for vedtagelsen af lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civile beredskab fremhævedes betydningen af, at det folketingsudvalg på 11 medlemmer, som ved begyndelsen af hvert folketingsår skal nedsættes til at følge arbejdet inden for det civile beredskab, jfr. lovens § 2, stk. 3, også kan blive informeret om arbejdet inden for civilforsvaret. Der indsættes derfor som nyt stk. 3 i § 5 følgende bestemmelse:

„Det påhviler indenrigsministeren over for det i loven om det civile beredskab omhandlede folketingsudvalg at redegøre for mere betydende foranstaltninger, som gennemføres i medfør af bestemmelser i lovgivningen om civilforsvaret."

I folketingsudvalgets betænkning udtaltes, at det tillige er „indenrigsministerens ønske at holde udvalget løbende orienteret om udviklingen inden for civilforsvaret gennem korte oversigtsrapporter, der tilsendes udvalget f. eks. med kvart- eller halvårlige mellemrum. Endvidere er det tanken at lade de af civilforsvarsstyrelsen tid efter anden udarbejdede statusoversigter tilgå udvalget, ligesom alle vigtigere publikationer fra civilforsvaret agtes tilsendt udvalget."

Begrænsning af politimestrenes civilforsvarsmæssige opgaver. Omfanget af politimestrenes civilforsvarsmæssige opgaver har været nærmere drøftet i et i 1957 nedsat udvalg, idet der inden for politiet næredes frygt for, at politiet i de situationer, der tænkes at kunne opstå under en eventuel krigs indledende faser, ville være optaget af andre opgaver og derfor ikke ville kunne hellige sig civilforsvarets. I overensstemmelse med udvalgets indstilling, som indenrigsministeriet kunne tiltræde, gennemføres ved forskellige ændringer i loven visse ændringer i politimestrenes opgaver. Varetagelsen af de opgaver, der har karakter af egentlige politiopgaver, såsom afspærring, bevogtning og varsling af civilbefolkningen, påhviler fortsat politiet, og dette gælder også tilsynet med bedriftværnene og frivilligordninger uden for civilforsvarsområderne. Hvad angår de opgaver, der ligger på grænsen mellem politimæssige og sociale opgaver, udskilles de dele heraf, hvis forsorgsmæssige karakter er dominerende, fra politiets ansvarsområde. Det drejer sig om oprettelse af hjælpestationer og etablering af forplejnings- og indkvarteringsordninger m. m. Disse opgaver henlægges til civilforsvarskommissionerne, hvor sådanne findes (d. v. s. i købstæderne og i sådanne bymæssigt bebyggede områder, som af indenrigsministeren udpeges til civilforsvarsområder), idet det samtidig pålægges enhver kommune uden for civilforsvarsområderne at etablere en socialtjeneste til hjælp, modtagelse, indkvartering og forplejning af evakuerede. Der pålægges politiet et tilsyn med disse kommunale ordninger. Udgifterne ved samtlige de nævnte opgaver påhviler fortsat staten.

I forbindelse med ændringen i politiets civilforsvarsmæssige opgaver er det tanken til løsning af disse opgaver at etablere en særlig hjælpetjeneste for politiet med personel bestående dels af frivillige, dels af de fra ældre årgange af civilforsvarskorpset overførte, dels endelig af udskrevne værnepligtige til civilforsvaret.

Indsættelse af værnepligtige i civilforsvaret. Bestemmelsen i civilforsvarslovens § 9, hvorefter der til tjeneste i civilforsvarskorpset udskrives og indkaldes værnepligtige jævnsides med mandskab til de militære værn, opretholdes i noget ændret affattelse. Inden for de øvrige grene af civilforsvaret er ordningen derimod efter 1949 baseret på frivillig medvirken, uden at man dog har ophævet lov nr. 336 af 25. juni 1940 hvorefter værnepligtige, som har trukket frinumre eller er kasseret, kan udskrives til civilbeskyttelsestjeneste. Imidlertid har civilforsvaret i den siden 1949 forløbne tid gjort den erfaring, at det trods talrige hvervekampagner ikke har været muligt at tilvejebringe og fastholde et tilstrækkeligt stort antal frivillige til at varetage opgaverne inden for den lokale civilbeskyttelse. For i nogen grad at råde bod på personelmanglen har indenrigsministeriet i 1960 besluttet i medfør af en bestemmelse i civilforsvarslovens § 7, stk. 2, at stille enkelte af civilforsvarskorpsets ældre årgange til rådighed for civilforsvarsområderne, og der er på denne måde mønstret i alt ca. 5 000 mand. Dette kontingent tilgodeser imidlertid kun en mindre del af det behov for personel, som foreligger, og det vil derfor være nødvendigt at gøre brug af værnepligtige inden for civilforsvaret, for at dettes effektivitet ikke skal lide skade. Det er her især den lokale hjælpetjeneste, man har for øje, men man forbeholder sig at kunne anvende de værnepligtige også inden for andre grene af civilforsvaret, i første række i politiets tjeneste. I stedet for, som af civilforsvarsstyrelsen foreslået, at gøre brug af loven af 1940 med senere ændringer har man imidlertid nu indarbejdet disse regler i civilforsvarsloven af 1949.

Ifølge den ændrede lovs § 31, stk. 1, vil herefter til tjeneste i civilforsvaret bortset fra civilforsvarskorpset kunne anvendes a) „frinumre", b) værnepligtige, der er udskrevet som egnede til hjemmeværnet, men som hverken er blevet bestemt til indkaldelse hertil eller frivilligt har påtaget sig mødepligt herved, og som af forsvarsministeren overføres til tjeneste i civilforsvaret, samt c) „kasserede", hvis helbredstilstand ikke er til hinder for, at de deltager i tjeneste i civilforsvaret. Tillige kan ifølge den ændrede lovs § 32, stk. 4, ikke-tjenstgørende værnepligtige, der er uddannet ved en af forsvarets myndigheder, men som ikke er bestemt til ved fredsstyrkens forøgelse at give møde ved en af disse, eller som ikke frivilligt har påtaget sig mødepligt ved hjemmeværnet, overføres fra hjemmeværnet til civilforsvaret. Sådanne værnepligtige vil dog fortsat på begæring kunne antages til tjeneste i hjemmeværnet.

Den udtrykkelige fremhævelse af, at frivillig tjeneste i hjemmeværnet udelukker indkaldelse eller overførelse til civilforsvaret indsattes i bestemmelserne ved 2. behandling ifølge ændringsforslag i folketingsudvalgets betænkning. I betænkningen udtaltes om sådanne værnepligtige:

„Der er enighed mellem indenrigsministeren, forsvarsministeren og hjemmeværnet om at søge etableret en effektiv kontrol for at sikre, at værnepligtige, som i stedet for udskrivning til civilforsvaret vælger at gøre tjeneste i hjemmeværnet, også opfylder denne forpligtelse. Der må i så henseende etableres et samarbejde mellem civilforsvaret og hjemmeværnet. Det bemærkes, at en person, der vælger at melde sig til hjemmeværnet i stedet for at underkaste sig tjeneste i civilforsvaret, og som ikke opfylder sine forpligtelser over for hjemmeværnet, vil blive slettet af hjemmeværnet og overført til tjeneste i civilforsvaret."

Ifølge foretagne beregninger vil der inden for de første 10 sessionsårgange kunne disponeres over i alt ca. 40 000 mand til civilforsvaret, hvortil kommer de ældre årgange af mobiliseringsstyrkerne. Man forbeholder sig i øvrigt at indkalde også værnepligtige af de i § 31, stk. 1, omhandlede kategorier hidrørende fra sessionsårgange, der ligger forud for lovens ikrafttræden, dersom den rådende mangel på personel gør det påkrævet.

De indkaldte gennemgår en grunduddannelse, der omfatter indtil 200 timer. Under denne uddannelse vil de pågældende kunne indkvarteres under kasernemæssige forhold. Efter grunduddannelsen gennemgår de værnepligtige en fortsat uddannelse, der ikke må medføre pligtig tjeneste ud over 50 timer om året i 2 år, og som så vidt muligt foregår uden for normal arbejdstid. Herudover kan de værnepligtige genindkaldes til lejlighedsvise mønstringer og øvelser af kortere varighed; de nærmere regler om uddannelse m. v. fastsættes af indenrigsministeren. Personer, der er bestemt til indkaldelse til civilforsvarskorpset, står efter regler, der nærmere fastsættes af indenrigsministeren, til rådighed for civilforsvarskorpset indtil udløbet af det kalenderår, i hvilket de fylder 50 år.

Udgiftsfordelingen mellem staten og kommunerne. Efter den nugældende ordning aflønnes den daglige leder og eventuelle medhjælpere udelukkende af vedkommende kommunes kasse, men under hensyn til den udvidelse af administrationen vedrørende den lokale hjælpetjeneste, som vil blive en følge af indsættelsen af værnepligtigt personel, åbnes der mulighed for statens deltagelse i udgifterne (§ 28, stk. 3). Udgifterne til uddannelse m. v. af de her omhandlede værnepligtige forudsættes i øvrigt dækket i deres helhed af statskassen på samme måde som for civilforsvarskorpsets værnepligtige.

Straffebestemmelser. Der gives nye detaillerede regler om straf for udeblivelse, rømning, lydighedsnægtelse eller tjenstlig forseelse i øvrigt, herunder nægtelse af at gøre civilforsvarstjeneste, samt om disciplinærmidler for mindre forseelser og forsømmelser.

Ved 1. behandling førtes en længere forhandling, hvorunder ordførerne for samtlige partier undtagen O. Mathiasen (SF) gav principiel tilslutning til lovforslaget.

Det henvistes til behandling i et udvalg, hvis flertal (udvalget undtagen O. Mathiasen) indstillede det til vedtagelse med en række ændringsforslag, som ministeren og flertallet var enedes om. Nogle af ændringsforslagene er omtalt i det foregående.

Et mindretal (O. Mathiasen) udtalte, at det ikke kunne tiltræde lovforslaget. „De i medfør af loven om civilforsvaret gennemførte foranstaltninger til beskyttelse af civilbefolkningen i Danmark har ingen mulighed for at blive effektive eller af væsentlig betydning, men vil give befollmingen en falsk tryghedsfølelse, som der i virkeligheden ikke er dækning for. Specielt må det anses for usandsynligt, at et system af beskyttelsesrum vil kunne udbygges på en sådan måde, at de vil kunne give en væsentlig beskyttelse.

Mindretallet understreger, at det ikke er de med civilbeskyttelsesforanstaltningerne forbundne udgiftsbeløb, der gør det betænkeligt. Tværtimod ser mindretallet gerne, at der oprettes et katastrofeværn, der kan træde i funktion i tilfælde af større katastrofer, ligesom det kan tiltræde, at der foretages en udbygning af vort hospitalsvæsen, så at det kan klare belastningen i en katastrofesituation. Kun i tilfælde af, at Danmark gennemfører en neutralitetspolitik, vil der efter mindretallets opfattelse være mulighed for at udbygge en civilbeskyttelse ud over disse grænser. Dog må i alle tilfælde en sådan civilbeskyttelse være befriet for ethvert militært tilsnit."

Ved 2. behandling gav Iver Poulsen (Uafh.) tilslutning til de stillede ændringsforslag, der vedtoges enstemmigt, idet dog 8 medlemmer (SF) undlod at stemme.

Efter fornyet udvalgsbehandling, som ikke gav anledning til ændringsforslag vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 132 stemmer, idet 8 medlemmer (SF) undlod at stemme.