L 50 Lov om ændring i lov om kommunale valg.

Af: Indenrigsminister Lars P. Jensen (S)
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 11 af 17-01-1962
Forslaget til loven fremsattes første gang i folketingsåret 1960-61 (årbog 1960-61, side 395) og indeholdt en række tekniske ændringer af den kommunale valglov svarende til en række af de ændringer, hvorom der var stillet forslag i det samtidig fremsatte lovforslag om ændring i folketingsvalgloven (årbog 1960-61, side 394). Det i 1961-62 genfremsatte lovforslag var i alt væsentligt i overensstemmelse med det tidligere.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til samme udvalg, som behandlede det ligeledes genfremsatte lovforslag om ændringer i folketingsvalgloven. I den af udvalget afgivne betænkning, der alene angik den her omhandlede lov, stillede indenrigsministeren med tilslutning af et flertal (udvalget undtagen Aksel Larsen (SF)) ændringsforslag om at lade de bestemmelser i lovforslaget udgå, der omhandlede udvidelse af reglerne om stemmeafgivning pr. brev til også at gælde for patienter på offentlige og private sygehuse og på offentlige helbredelsesanstalter.

I betænkningen udtaltes bl. a.:

„Et flertal (udvalget undtagen Aksel Larsen) er enedes med indenrigsministeren om nedenstående ændringsforslag, hvorefter de foreslåede ændringer udgår. Dels anser flertallet det for en væsentlig mangel, at ordningen ikke kan omfatte alle, som på grund af sygdom er forhindret i at begive sig til valgstedet, hvilket vil kunne give anledning til utilfredshed hos de syge vælgere, som fortsat ville være udelukket fra at stemme, dels kan det befrygtes, at valghemmeligheden ikke overalt kan sikres på fuldt ud betryggende måde, navnlig hvor det drejer sig om afstemninger på sygehuse og helbredelsesanstalter med meget gamle eller åndeligt eller legemligt stærkt svækkede patienter. Af disse grunde foretrækker flertallet at lade det have sit forblivende ved de nuværende regler, hvorefter også syge vælgere, der ønsker at stemme, må begive sig til afstemningsstedet, men således, at de, som på grund af manglende førlighed ikke kan begive sig ind i valglokalet, kan stemme uden for dette, og således, at der kan ydes blinde eller svagsynede vælgere hjælp ved stemmeafgivningen (folketingsvalglovens § 35, stk. 10, og den kommunale valglovs § 19, stk. 9).

Et mindretal (Aksel Larsen) kan ikke tiltræde ændringsforslaget om at lade punkterne 5, 6 og 7 i § 1 udgå. Så vidt det overhovedet er gørligt, bør der gives alle vælgere adgang til at afgive deres stemme. Dette vil uden vanskelighed kunne lade sig gøre for vælgere, der opholder sig på sygehuse o. lign., mens det må erkendes, at det vil medføre adskilligt besvær og betydelige omkostninger, hvis syge vælgere, der opholder sig i hjemmet og ikke kan befordres til valgstedet, også skal have mulighed for personlig at afgive deres stemme under betryggende forhold. Det burde dog overvejes, om man ikke i sådanne tilfælde kunne tillade, at den pågældendes ægtefælle mod forevisning af fuldmagt samt valgkort fra den sygemeldte vælger afgiver stemme i dennes sted. En sådan praksis kendes fra Sverige, hvor den så vidt vides ikke har voldt betænkeligheder. Da udvalgets flertal imidlertid kategorisk afviser en sådan reform, stilles dog ved denne lejlighed ikke forslag herom.

Det er imidlertid urimeligt at forkaste indenrigsministerens forslag om adgang til stemmeafgivning på sygehuse o. lign. og urimeligt at begrunde denne afvisning med, at forslaget ikke giver alle, der på grund af sygdom er forhindret i at begive sig til valgstedet, adgang til at benytte deres stemmeret. Mindretallet indstiller derfor de foreslåede bestemmelser i punkterne 5, 6 og 7 i § 1 til vedtagelse."

Ved 2. behandling vedtoges det stillede ændringsforslag imod socialistisk folkepartis stemmer (1 medlem undlod at stemme). Lovforslaget henvistes på ny til udvalgsbehandling, der ikke gav anledning til ændringer, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 129 stemmer (1 medlem, Else-Merete Ross (RV), undlod at stemme).
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), Harald Nielsen (V), Poul Sørensen (KF), Aksel Larsen (SF), Helge Larsen (RV) og Iver Poulsen (U)