L 46 Lov om ændring i lov om købstadkommunernes styrelse.

Af: Indenrigsminister Lars P. Jensen (S)
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 142 af 25-04-1962
Ved loven gives der § 12 a, stk. 1, i købstadkommunalloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 328 af 6. juli 1950, følgende affattelse:

„For deltagelse i møder i byrådet og de af dette blandt dets medlemmer nedsatte udvalg ydes samtlige medlemmer diæter, såfremt møderne afholdes i tiden mellem kl. 7 og 18. Diæter ydes endvidere til medlemmer, der mister deres arbejdsfortjeneste ved deltagelse i møder uden for det nævnte tidsrum. Efter samme regler kan diæter med indenrigsministerens samtykke ydes for andre kommunale hverv, som nogen udfører efter valg af byrådet eller kommunens beboere. Er der tillagt nogen særligt honorar for bestridelse af et kommunalt hverv, kan der dog ikke ydes den pågældende diæter for møder m. v. i forbindelse med hvervets varetagelse. Diætbeløbets størrelse fastsættes ved en af indenrigsministeren udstedt bekendtgørelse til et bestemt beløb pr. dag, dog at der for dage, hvor varetagelsen af hvervet beslaglægger mere end 4 timer inden for det tidsrum, hvori den pågældende oppebærer diæter, ydes det dobbelte beløb. Forinden beløbet fastsættes, indhenter indenrigsministeren udtalelse fra de kommunale organisationer."

De nye bestemmelser har virkning fra 1. april 1962.

Samtidig gennemførtes en tilsvarende ændring af landkommunalloven, jfr. nærmest efterfølgende sag.

Om disse ændringer og begrundelsen herfor anførte indenrigsministeren ved fremsættelsen af lovforslagene:

„De bestemmelser i de nævnte love, der er tale om at ændre, er indføjet i lovene ved to ændringslove af 27. maj 1950. Baggrunden for de i 1950 indførte ændringer var ønsket om at give mulighed for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer og andre, der udførte kommunale hverv, kunne opnå en vis beskeden godtgørelse for tab og ulemper i forbindelse med hvervets udførelse, uden at man derfor forlod det principielle udgangspunkt, at kommunale hverv er ulønnede tillidshverv.

Ved lovændringerne i 1950 blev diætbeløbets størrelse fastsat til højst 10 kr. og 20 kr. pr. dag, afhængig af, om møderne sammenlagt beslaglagde under eller over 4 timer. Udviklingen siden da har bevirket, at disse beløb er kommet til at virke urimelige, og det er derfor ved de nu fremlagte forslag foreslået, at diætbeløbets størrelse uden yderligere lovændring kan bringes i overensstemmelse med prisudviklingen til enhver tid, således at indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte beløbets størrelse efter, at der er givet de kommunale organisationer lejlighed til at udtale sig, forinden beløbet fastsættes.

Samtidig med en ajourføring af diætbeløbet har jeg fundet det rimeligt at imødekomme et fra flere sider næret ønske om, at diætreglerne gøres almindelige, således at deres anvendelse ikke er afhængig af, om kommunalbestyrelsens flertal vil gå ind herfor. Allerede nu har diætreglerne fundet anvendelse i en lang række kommuner, og det synes fortrinsvis at være de kommuner, hvor arbejdet er så byrdefuldt, at møderne ikke udelukkende har kunnet henlægges til aftentimerne. I en del af de kommuner, hvor man ikke har vedtaget diætreglernes anvendelse, må man gå ud fra, at møderne alligevel holdes i dagtimerne, og der fremkommer herved en forskel i medlemmernes stilling i de forskellige kommuner, som det må forekomme nærliggende at søge fjernet. Hvis en kommunalbestyrelse derfor mener, at der principielt ikke bør udbetales diæter, vil den altid kunne fastsætte sine normale møder uden for det tidsrum, som loven uændret angiver som grænse for diæters udbetaling.

En principiel udvidelse af diætreglerne i forhold til den hidtidige ordning er det, at der ved forslaget tillægges medlemmer, som har tabt arbejdsfortjeneste ved deltagelse i aftenmøder, ret til diæter. Denne regel vil i første række komme skifteholdsarbejdere til gode, men også andre, der kan godtgøre at have mistet en fast arbejdsindtægt, falder naturligvis ind under reglen. Derimod er jeg enig i, at en almindelig regel om godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ikke bør indføres, fordi det inden for så mange erhverv vil være vanskeligt at godtgøre størrelsen af en tabt arbejdsfortjeneste, og jeg mener heller ikke, man bør bringe spørgsmålet om størrelsen af medlemmernes indtægter ind i billedet.

De nu fremlagte forslag er fremsat ud fra den opfattelse, at de nugældende regler ikke på tilfredsstillende måde tager hensyn til de økonomisk mindre velstilledes deltagelse i det kommunale arbejde, og forslagene skulle betyde visse forbedringer heri. Hermed er ikke sagt, at jeg anser forslagene for ideelle, og jeg kan på forhånd kun være interesseret i en positiv drøftelse af disse problemer under forhandlingerne her i det høje ting og i det udvalg, som jeg forudser vil blive nedsat under lovforslagenes behandling."

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med en enkelt formel ændring.
Partiernes ordførere
Kr. Albertsen (S), Finn Poulsen (V), Asger Jensen (KF), Arne Larsen (SF), Jens Peter Jensen (RV), H. Mose Hansen (U) og Birthe Wetlesen (U)