Ved loven bemyndiges finansministeren til at fastsætte regler, hvorefter der ydes tjenestemændene en særlig feriegodtgørelse, hvis størrelse fastsættes på bevillingslov. Bestemmelsen herom er optaget i en tilføjelse til § 13, stk. 1 (efter 1. punktum), i lov nr. 154 af 7. juni 1954 om lønninger og pensioner til statens tjenestemænd med senere ændringer.

Samtidig gives der lønningslovens § 94 en ændret affattelse, hvorved stedtillæggenes satser forhøjes og en ny laveste sats indføres; yderligere er området for højeste sats blevet udvidet noget.

Loven har virkning fra 1. april 1962.

Fra samme tidspunkt er der administrativt blevet foretaget en forhøjelse af honorartillæggenes grundbeløb, jfr. nedenfor.

I sin fremsættelsestale anførte finansministeren om lovens bestemmelser og baggrunden for disse:

„I skrivelse af 11. januar i år anmodede statstjenestemændenes og lærernes fællesudvalg mig om en forhandling om deres lønforhold. Fællesudvalget henviste i skrivelsen ti] lønudviklingen på det private arbejdsmarked og fandt heri grundlag for ydelse af et yderligere antal overenskomsttillægsportioner.

På grundlag heraf har jeg haft en række forhandlinger med repræsentanter for statstjenestemændenes tre centralorganisationer og Danmarks Lærerforening. Da det er regeringens standpunkt, at der ikke bør ske nogen ændring i den ordning vedrørende overenskomsttillægget, der i maj 1961 med finansudvalgets tilslutning blev truffet for finansårene 1961-62 og 1962-63, har jeg under de stedfundne drøftelser med tjenestemændene afvist tanken om at foreslå nogen forhøjelse af antallet af overenskomsttillægsportioner.

Jeg ville derimod ikke afvise muligheden af, at der inden for tjenestemændenes lønningsområde kunne være andre bestemmelser af mere generel lønningsmæssig karakter, som kunne tages op til overvejelse, såfremt der måtte være et rimeligt grundlag herfor.

På denne baggrund er der under de videre forhandlinger med tjenestemændene bl. a. drøftet et af organisationerne fremsat ønske om revision af stedtillægsordningen og om indførelse af en særlig feriegodtgørelse.

Under forhandlingerne opnåedes der enighed om at søge stedtillægsordningen ændret således, som det fremgår af det nu foreliggende lovforslag, samt om at søge gennemført en særlig feriegodtgørelse til tjenestemænd.

Vedrørende enkelthederne i de to forslag skal jeg bemærke følgende:

For så vidt angår den foreslåede feriegodtgørelse, er baggrunden den, at den normale løn under ferie for en tjenestemand med 3 ugers ferie udgør en mindre procentdel af den årlige løn end den i ferieloven af 31. marts 1953 hjemlede feriegodtgørelse på 6½ pct. af den udbetalte løn, hvortil kommer, at tjenestemændene i modsætning til de af ferieloven omfattede personer ikke kan oppebære nogen form for feriegodtgørelse af vederlag for overarbejde, forskudt tid og tjeneste på søn- og helligdage m. v.

Som det fremgår af løbe-nr. 1 på lovforslaget, er det hensigten, at størrelsen af den særlige feriegodtgørelse skal fastsættes på bevillingslov. Under forhandlingerne er der opnået enighed om, at godtgørelsen på det anførte grundlag med rimelighed vil kunne fastsættes til 1 pct. af den årlige normerede nettoløn. Det er min hensigt, såfremt lovforslaget vedtages, at søge finansudvalgets tilslutning til, at feriegodtgørelsens størrelse fastsættes i overensstemmelse hermed.

Jeg kan i denne forbindelse nævne, at der under forhandlingerne endvidere opnåedes enighed om en ændring af finansministeriets ferieregulativ for statens tjenestemænd, således at aldersgrænsen for opnåelse af adgang til 4 ugers ferie for tjenestemænd, der efter gældende regler er berettiget til ferie i 3 uger, nedsættes fra 53 år til 50 år.

Bestemmelserne i lovforslagets løbe-nr. 2 og 3 indeholder forslag om revision af stedtillægsordningen, hvorefter der sker forhøjelse af de nuværende stedtillægssatser samt indførelse af en ny laveste sats.

Som følge af lønudviklingen har stedtillægget i de senere år udgjort en stadig faldende procentdel af lønnen. Det kan således eksempelvis nævnes, at stedtillægget for København ved gennemførelsen af tjenestemandsloven af 1931 udgjorde 13-14 pct. af lønnen for de ufaglærte og faglærte tjenestemænd, der nu er henført til henholdsvis 3. og 7. lønningsklasse, medens andelen i dag kun andrager godt 5 pct. På denne baggrund må det anses for rimeligt, at der gives stedtillægget en noget større vægt i lønsystemet end hidtil.

En følge af de foreslåede forhøjelser af de nuværende stedtillægssatser ville imidlertid blive en relativt stor forskel mellem lønningerne i kommuner uden stedtillæg og i kommuner med stedtillæg efter hidtidig laveste sats. Der stilles derfor tillige forslag om indførelse af en ny laveste stedtillægssats, hvortil langt det overvejende antal sognekommuner er tænkt henført.

Merudgifterne ved de fremsatte forslag udgør ca. 45 mill. kr. for statstjenestemænd og folkeskolens lærere. Beløbet fordeler sig med ca. 29 mill. kr. på revisionen af stedtillægsordningen og ca. 16 mill. kr. på ferieordningen. Jeg kan i denne forbindelse tilføje, at der under forhandlingerne med tjenestemandsorganisationerne yderligere opnåedes enighed om at søge finansudvalgets tilslutning til en forhøjelse fra 5 pct. til 15 pct. af det midlertidige tillæg til bestillingstillæg og finanslovhonorarer, hvilket vil medføre en merudgift på ca. 3 mill. kr."

I alt drejer det sig altså om en årlig lønningsforhøjelse til de pågældende på omkring 48 mill. kr.

Lønningslovens § 94 får ved nærværende lov følgende affattelse:

"Stedtillægget udgør:

Sats a .............. 1 356 kr. årlig
— b .............. 924 - —
— c .............. 708 - —
— d .............. 540 - —
— e .............. 240 - —

Under sats a henhører hovedstaden (Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner) samt følgende af hovedstadens omegnskommuner: Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyvester-Brøndbyøster, Dragør, Gladsakse, Glostrup, Herlev, Herstedvester-Herstedøster, Hvidovre, Høje Tåstrup, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød, Tårnby og Værløse.

Under sats b henhører de store købstæder samt de i henhold til § 96 dermed i klasse stillede by- og landkommuner eller dele af sådanne.

Under sats c henhører de mellemstore købstæder samt de i henhold til § 96 dermed i klasse stillede by- og landkommuner eller dele af sådanne.

Under sats d henhører alle de øvrige købstæder samt de i henhold til § 96 dermed i klasse stillede by- og landkommuner eller dele af sådanne.

Under sats e henhører sådanne by- og landkommuner, som ikke kan henføres under sats d, men som dog ved bedømmelse af de i § 96, stk. 3, nævnte forhold skønnes at burde optages i stedtillægsklasserne."

Samtidig affattes § 96, stk. 1 og 2, således:

„For finansårene 1962-63 og 1963-64 fastsættes på bevillingslov, hvilke købstæder m. v. der vil være at henføre under stedtillægssatserne b, c, d og e.

Ved bevilling på finansloven kan der derefter, første gang på finansloven for finansåret 1964-65 og derpå hvert 3. år, foretages forskydninger mellem de hidtil på satserne b, c, d og e klassificerede købstæder m. v. Samtidig kan hidtil ikke opførte by- og landkommuner eller dele af sådanne optages i stedtillægsklasserne b, c, d og e eller hidtil opførte by- og landkommuner eller dele af sådanne — men ikke købstæder — udgå af disse."

Lovforslaget mødte kun delvis tilslutning i folketinget, hvor både venstres og det konservative folkepartis ordførere — uden at kritisere selve beløbsrammen — tog afstand fra de regler, hvorefter beløbet skulle fordeles, ligesom også de uafhængiges ordfører vendte sig mod principperne i lovforslaget.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, hvis flertal (regeringspartierne og socialistisk folkeparti) indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret, mens venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer foreslog lovforslagets tekst ændret således, at den i al korthed skulle gå ud på, at antallet af overenskomstportioner til tjenestemændene efter lønningslovens § 88 skulle forhøjes fra 40 til 49 for finansåret 1962-63.

I udvalgets betænkning anføres, at finansministeren under de stedfundne samråd har fastholdt, „at der ikke bør ske ændring i den for finansårene 1961-62 og 1962-63 trufne ordning vedrørende ydelse af overenskomsttillæg til tjenestemændene, ligesom ministeren ikke har fundet, at der bør foretages ændringer i det resultat, hvorom der ved de stedfundne forhandlinger med statstjenestemændenes centralorganisationer og Danmarks Lærerforening er opnået enighed, og som har fundet udtryk i det af ham fremsatte lovforslag."

Mindretallet gør i en særudtalelse gældende, at „forslaget vedrørende feriegodtgørelsen rummer en nydannelse inden for det bestående lønningssystem, som mindretallet ikke kan tiltræde.

Desuden betyder de foreslåede stedtillægssatser en tilbagevenden til den nivelleringstendens, der ved gennemførelsen af lønningsloven af 1958 var enighed mellem partierne om at undgå.

Endelig er regeringsforslaget et brud på den gældende lønningslovs principper for beregning af pensioner, hvilket mindretallet finder er betænkeligt."

Ved 2. behandling støttede de uafhængige mindretallets ændringsforslag, som forkastedes med 76 stemmer mod 51.

Som ordfører for de uafhængige anførte Grøndahl, at hvis man fastholder, at tjenestemændenes lønninger slavisk skal følge arbejdsmarkedets, det frie erhvervs lønninger, synes udvalgsarbejdet at vise, at tjenestemændene har krav på en lønforbedring. Han mente imidlertid, at den foreslåede ordning gik imod statens og tjenestemændenes sande interesser, og at den kunne skabe store vanskeligheder på arbejdsmarkedet. De uafhængige ville stemme imod selve lovforslaget, men kunne tiltræde mindretallets ændringsforslag, der dækkede partiets opfattelse vedrørende „det princip, som tjenestemændene kan kræve fulgt ved lønfastsættelse i henhold til lønningsloven af 1958."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i uændret affattelse med 73 stemmer mod 6 (Uafh.), idet 48 medlemmer (V og KF) afholdt sig fra at stemme.