Ved lovforslaget foresloges en række ændringer i vandløbsloven, lov nr. 214 af 11. april 1949.
Af disse kan nævnes forbud mod udledning af ensilagesaft, ajle, midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og skadedyr samt midler til regulering af plantevækst i vandløbene.
Af større betydning var dog nok et forslag om, at det offentlige skulle overtage vedligeholdelsen af de offentlige vandløb.
Herom udtalte landbrugsministeren ved fremsættelsen bl. a.:
„Et andet forhold, som trænger sig på til snarlig løsning ved ændring af vandløbsloven, er spørgsmålet om vedligeholdelsen af de offentlige vandløb. Denne pligt betragtes i dag af landbrugere som en forældet naturalydelse, som bredejerne udfører i samfundets tjeneste. Og selv i de tilfælde, hvor kommunerne varetager selve oprensningsarbejdet, men kræver udgifterne dækket af de vedligeholdelsespligtige lodsejere, må ordningen betegnes som forældet, fordi vandløbene i de sidste årtier i vidt omfang har ændret karakter fra fortrinsvis at tjene landbrugets afvanding til at modtage og bortskaffe spildevand fra fabrikker og samlede bebyggelser. Man kan derfor sige, at lovforslagets hovedbestemmelser er indeholdt i forslag nr. 15 til § 36, hvori foreslås, at det offentlige i alle tilfælde skal overtage og bekoste vedligeholdelsen af de offentlige vandløb, ligesom det er tilfældet med offentlige veje.
Vedligeholdelsesudgifterne vedrørende de offentlige vandløb er steget meget stærkere end andre udgifter. Efter opgørelser foretaget af amtsvandingsinspektørforeningen kostede vedligeholdelsen i 1957 ca. 14 gange så meget som i 1932, medens den almindelige timeløn i samme tidsrum var firdoblet. Stigningen skyldes især, at de store mængder spildevand, der tilføres vandløbene fra bymæssige bebyggelser og virksomheder, forøger grødevæksten stærkt og aflejrer betydelige slammængder i vandløbene."
Efter en nærmere omtale af nogle af de gældende bestemmelser fortsatte ministeren:
„Når landbruget, om jeg så må sige, fejer for egen dør ved at holde vandløbene fri for tilløb fra ensilage- og ajlebeholdere, er det rimeligt, at det offentlige ikke blot varetager, men også betaler vedligeholdelsen af de offentlige vandløb på samme måde, som det er tilfældet ved vejene. Udgifterne, der for tiden antages at beløbe sig til ca. 12-15 mill. kr. årligt, foreslås derfor for fremtiden afholdt af kommunerne, men med adgang til refusion fra statskassen for halvdelens vedkommende ..."
Lovforslaget blev ved 1. behandling velvilligt modtaget af ordførerne for samtlige partier; dog rejste Chr. Rasmussen (S) et spørgsmål om frilæggelse af arealer langs de større vandløb.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at få afgivet betænkning inden folketingsårets slutning.