Lovforslaget tog alene sigte på en ændring af reglerne om beskatningen af kooperative virksomheder.

Spørgsmålet om, hvorledes disse virksomheder — navnlig brugsforeningerne — skal beskattes, har i mange år været drøftet og overvejet. Da forslaget til selskabsskattelov behandledes i folketinget i 1959-60, var spørgsmålet atter fremme. Dengang lykkedes det ikke at nå til enighed om den udformning af kooperationsbeskatningen, som regeringen havde foreslået. I stedet beholdt man foreløbig de hidtidige regler. Dog blev skattesatserne fastsat under hensyn til, at de kooperative virksomheder — ligesom andre selskaber og foreninger — fremtidig kun skulle svare én skat, der for halvdelens vedkommende kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.

Denne midlertidige ordning blev indført for at give finansministeren mulighed for at drøfte spørgsmålet om en reform af de kooperative virksomheders beskatning med repræsentanter for erhvervene og kooperationen. Siden selskabsskattelovens gennemførelse har der da også været ført forskellige forhandlinger med de interesserede parter. Imidlertid viste det sig, at det ikke var muligt at nærme parternes synspunkter så meget til hinanden, at der på grundlag af drøftelserne kunne udarbejdes et ny forslag.

Som nævnt skulle selskabsskattelovens bestemmelser om kooperationsbeskatning kun gælde i en overgangsperiode, også fordi man anså det for ønskeligt at få disse regler forenklet. På denne baggrund fremsattes det foreliggende lovforslag, der forudsattes at skulle træde i kraft fra og med skatteåret 1963-64.

Lovforslaget byggede på samme princip som den nugældende beskatningsordning for kooperative virksomheder. Det vil sige, at indkomsten opgøres som en procentdel af foreningens formue. Produktions- og salgsforeninger skal dog herudover beskattes af deres indtægt ved detailsalg, og denne indtægt skal — som hidtil — opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler. I øvrigt gives der ved indkomstopgørelsen fradrag for halvdelen af den i indkomståret betalte skat.

En af forslagets vigtigste ændringer vedrørte indkomstopgørelsen for brugsforeninger, herunder de såkaldte indkøbsforeninger. Hidtil har disse foreninger opgjort deres indkomst som 4 pct. af en del af formuen og 6 pct. af resten. Den del af formuen, hvoraf der beregnes 4 pct., svarer til den andel af den samlede omsætning, som hidrører fra omsætning med foreningens medlemmer; og de 6 pct. beregnes af resten af formuen. Efter forslaget skulle indkomsten i disse foreninger altid opgøres som 5 pct. af formuen. Det bliver således uden betydning, hvorledes omsætningen er fordelt mellem medlemmer og ikke-medlemmer. Da den overvejende del af omsætningen sker med medlemmer, medfører de foreslåede regler en vis forhøjelse af brugsforeningernes beskatningsgrundlag.

For produktions- og salgsforeninger foresloges det at bevare de hidtidige indkomstprocenter på 4 og 6.

Hidtil har alle kooperative virksomheder ved skatteberegningen fået et særligt fradrag — det såkaldte konsolideringsfradrag — hvis de anvendte en del af deres indkomst til forøgelse af formuen. Hvis foreningen har fået en sådan skattelettelse og senere formindsker formuen ved udbetaling til medlemmerne, skal der finde en efterbeskatning sted. Reglerne om konsolideringsfradrag svarer til de bestemmelser om lempelse for henlæggelser til reservefonds, som tidligere gjaldt for aktieselskaber. Efter selskabsskatteloven gives der ikke længere reservefondslempelse til aktieselskaber. Under hensyn hertil foresloges det at afskaffe konsolideringsfradraget for kooperative virksomheder.

For de egentlige brugsforeninger foresloges skattesatsen fastsat til 41 pct., for skatteårene 1963-64 og 1964-65 dog kun til 38 pct. Satsen på 41 pct. svarer til den skattesats, der efter en overgangsperiode skal gælde for erhvervsdrivende foreninger. For produktions- og salgsforeninger foresloges satsen fastsat til 15 pct. Med denne sats bliver den samlede udskrivning på disse foreninger nogenlunde den samme som efter de hidtil gældende regler. Indkøbsforeninger foresloges som hidtil beskattet med samme procent som produktions- og salgsforeninger.

For brugsforeningerne vil de foreslåede regler medføre en stigning i skatteudskrivningen på ca. 2 mill. kr. Heraf vil omkring 1½ mill. kr. blive udskrevet på de egentlige brugsforeninger og resten, ca. ½ mill. kr., på indkøbsforeninger. Da medlemmernes andel i omsætningen ikke er den samme i alle brugsforeninger, vil indførelsen af en ensartet indkomstprocent medføre visse forskydninger i skatteudskrivningens fordeling på de enkelte foreninger.

Også udnyttelsen af konsolideringsfradraget har været forskellig fra forening til forening. Dette fradrags bortfald, der berører alle arter af kooperative virksomheder, vil som følge heraf ligeledes bevirke en omfordeling af skatteudskrivningen.

Foruden de omtalte principielle ændringer indeholdt lovforslaget forskellige bestemmelser af mere teknisk art.

Lovforslaget anbefaledes i folketinget ved 1. behandling af Peter Nielsen (S), der fandt, at finansministeren havde gjort, hvad der med rimelighed kunne forlanges for at tilvejebringe skattemæssig ligestilling mellem de to handelsformer.

Ib Thyregod (V) savnede en nærmere begrundelse for lovforslagets bestemmelser og fandt et meget grundigt udvalgsarbejde nødvendigt.

„Det, som er det afgørende for os i hele dette spørgsmål, er at finde frem til en rimelig og retfærdig skattemæssig behandling af begge grupper, finde frem til en ligestilling; når vi nu om kort tid formentlig bliver medlem af fællesmarkedet, er det vel naturligt, at vi forinden har styrket os til den konkurrence, der her kommer, bl. a. ved at gøre vort bedste for at fremme en retfærdig skattemæssig behandling af hele butikshandelen."

Fanger (KF) var stærkt kritisk indstillet over for lovforslaget, om hvilket han bl. a. udtalte:

„Næsten 2 år er nu forløbet, siden vi sammen med aktieselskabsbeskatningen havde problemet om kooperationsbeskatningen til forhandling her i tinget. Vi fik dengang fra kooperationsudvalget en betænkning, der så udførligt, som det kunne ønskes, dokumenterede kooperationens privilegerede stilling i skattemæssig henseende. Efter henstilling fra Butikshandelens Fællesråd blev spørgsmålet dengang taget ud af loven og henskudt til efteråret 1960. Ved åbningen af folketingssamlingen i efteråret 1960 og igen i 1961 stillede da også den højtærede statsminister i udsigt, at der ville blive foretaget en revision af loven. Alligevel kommer nu den højtærede finansminister med et lovforslag, der stort set er identisk med det forslag, der dengang forelå. Det er en komplet ignorering af udvalgets arbejde og af den overbevisende dokumentation af den skattemæssige forskelsbehandling af henholdsvis købmændene og brugsforeningerne."

Axel Sørensen (RV) tilsagde sit partis støtte til gennemførelse af lovforslaget. Flere af dets bestemmelser ønskede han dog overvejet i det udvalg, som skulle behandle sagen.

Herluf Rasmussen (SF) var også villig til at medvirke til sagens behandling i et udvalg og gav udtryk for, at hans parti gerne så den kooperative tanke fremmet.

Mose Hansen (Uafh.) stillede som betingelse for, at hans parti kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, „at der nu tilvejebringes et grundlag, der ligestiller de to handelsformer i skattemæssig henseende, således at der ikke i fremtiden opstår diskussioner om skattemæssige begunstigelser i konkurrenceforholdet. Herefter kan de to handelsformer så samle sig om den opgave, der er deres, nemlig at betjene kunderne, forbrugerne, efter gode handelsmæssige principper."

Finansministeren beklagede, at forhandlingerne mellem de interesserede parter ikke havde ført til enighed om grundlaget for en nyordning. Sådan som forhandlingerne var forløbet, mente han imidlertid ikke, at man havde haft nogen rimelig grund til at vente et andet lovforslag end det, der forelå.

Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav ikke betænkning.